Genrer
Jackson Browne modtager Gandhis fredspris
Inden for en enkelt måned i efteråret 2018 bliver der hele to anledninger til at ønske den amerikanske singer-songwriter Jackson Browne til lykke. Den 9. oktober fylder sangeren 70 år, og i mere end 50 af de år har han arbejdet som fuldtids musiker. Det er i sig selv noget af en præstation. Men nok så imponerende er den omstændighed, at han den 14. september i år blev tildelt den prestigefyldte Gandhi Peace Award – som den første rockmusiker nogensinde.
Prisen har tidligere været givet til så prominente navne som Martin Luther King, U Thant, Daniel Ellsberg og Ralph Nader, og nu er det altså blevet Jackson Brownes tur. Browne modtager prisen for sit livslange arbejde for fred, for menneskerettigheder, for miljø og for social retfærdighed. Godt gjort – og helt på sin plads med udmærkelsen i betragtning af de tusindvis af velgørenhedskoncerter, Browne har deltaget i eller selv har stablet på benene.
Historien om Jackson Brownes arbejde for diverse gode sager er lang og også for lang til at gå i dybden med her. Blot er der grund til at nævne en af sangerens mest kendte indsatser som aktivist: afholdelsen af den store No Nukes-koncert i Madison Square Garden kort efter atomkraftværk-ulykken på Three Mile Island i 1979. Koncerten var en markant manifestation mod atomkraften og en milepæl i modstanden mod samme. Det kan forekomme ironisk i sammenhængen, at Jackson Browne allerede i 1978 havde deltaget i flere protestaktioner mod atomkraften – altså få måneder før den fatale ulykke ved Three Mile Island.
Aktivist og musiker
Men nu skal man jo ikke glemme, at Jackson Browne først og fremmest er musiker og ikke politisk aktivist – selv om de to ting som regel går hånd i hånd for sangeren. Browne har skrevet et utal af gode sange, som han selv har indspillet, og som i udstrakt grad også er blevet indspillet af andre musikere. Da Jackson Browne i 2004 blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame, var det Bruce Springsteen, der holdt festtalen, og meget passende omtalte han Brownes nære forhold til gruppen The Eagles: ”You wrote the songs they wished they had written”, udtalte Springsteen og refererede dermed bl.a. til den sang, der nok for altid vil stå som Brownes største hit, og som samtidig er et af The Eagles' allerstørste hits gennem tiderne: ”Take it easy” fra 1972. Men Browne har massevis af andre gode sange på samvittigheden og blev af samme grund i 2007 indvalgt i Songwriter's Hall of Fame.
Jackson Browne er født i Heidelberg i Tyskland, hvor hans far var udstationeret efter verdenskrigen. I 1951 flyttede familien til Los Angeles, hvor Jackson Browne allerede som teenager begyndte at spille musik, og hvor han senere blev en integreret del af musikmiljøet i 1960'erne og 70'erne. Brownes lange karriere har affødt en stribe glimrende plader med melodiske og iørefaldende sange. Pladerne har aldrig – eller kun sjældent – nået det helt store publikum, men de har skaffet sangeren en trofast tilhængerskare samt en velfortjent position som musikernes musiker på den amerikanske vestkyst: altid parat til at stille op for en god sag. Og altid parat til at forsøge at overtale kollegerne til også at stille op.
I den dokumentarfilm om Browne, der i 2000 blev udsendt under titlen Going home, møder man ud over en lang række koncertoptagelser også nogle sekvenser med udtalelser fra sangerens kolleger. Blandt disse er David Crosby og Graham Nash, som ironisk-kærligt omtaler Jackson Browne som ”The tar baby” (tjæredrengen), og det hænger (efter deres udsagn) sammen med, at hvis man først er blevet involveret i et af Brownes velgørenhedsprojekter, er man fanget. Browne giver ikke slip: ”You're stuck cause no-one can refuse him – he's such a stand-up guy. But it's deeper than that: there's nothing we wouldn't do for this man. We love him.” Det er der mange, som vil kunne skrive under på.