Jaja, det er meget godt, men kan du leve af det?
Spørgsmålet er formentlig blevet stillet til hvem som helst, der har prøvet kræfter med et liv i musikkens tjeneste, men i tilfældet Norman Greenbaum er svaret ja - oven i købet baseret på indkomsten fra en enkelt sang, nemlig "Spirit in the Sky". Nummeret blev et kæmpe hit ved udgivelsen i 1969, og det er siden både blevet indspillet i adskillige coverversioner - heraf måske mest kendt i udgaven fra 1986 med Doctor and the Medics.
Greenbaum indsendte en demo af sangen kun med sang og akustisk guitar til Reprise Records, hvor producer Erik Jacobsen tog den til sig. Han omarrangerede den til fuldskala rocksang med fuzzguitar og gospelkor, og resultatet er stadig gangbart her i det 21. århundrede. Originalversionen har været brugt i filmsammenhæng flere gange - senest på soundtracket til "Guardians of the Galaxy" i 2014.
For nuancernes skyld skal det nævnes, at Greenbaum ikke er blevet decideret rig af royalties fra sangen. I en artikel i New York Times fra 2006 fortalte han dog, at han var godt tilfreds med livet i sin toværelses lejlighed i Santa Rosa, Californien.