The Jeff Healey Band: Hell To Pay (1990) - 30 års jubilæum

Der er noget skægt ved at genbesøge de albums, man engang opfattede som aldeles uundværlige og fuldstændig uomgængelige, når der på et eller andet tidspunkt skulle skrives rock- og pophistorie. Ikke mindst i de tilfælde, hvor det går op for en, at der altså er en grund til, at folk bliver helt tomme i øjnene, når man henført udtaler navnet på kunstneren - for de har jo fx aldrig hørt om vedkommende, vel?

Sådan har jeg det lidt med canadiske Jeff Healy og hans band - The Jeff Healey Band, som det så rammende er navngivet. Jeff-drengen var ganske stor i slutningen af firserne og starten af 1990'erne og han kunne ramme fint ned i den del af musikken, der var guitarbaseret rock, og som byggede på en solid forståelse for - og inspiration fra - blues og så med en god gang næsten-hård rockguitar ind over. Nogle gange grænsende til langhårs-heavy, men altid med spaden solidt placeret i den bluesede muld.

Det er også tilfældet på Hell To Pay. Genhørt med 30 års afstand (og efter laaang tid, hvor den ikke så ofte er hoppet op på grammofonen), så må jeg jo nok krybe til korset og erkende, at dette album er aldeles nydeligt, med solidt håndværk hele vejen rundt, men her bliver altså på ingen måde skrevet rockhistorie. Fx gik det op for mig allerede ved tredje skæring på pladen, "I Can't Get My Hands Off You", at hvis den var blevet skrevet sådan ca. 25-30 år tidligere (hvad der ikke er en helt urealistisk tanke, hvis man lytter til tekst og musikkens grundsubstans), så ville det have været gefundenes fressen for Muddy Waters eller B.B. King. Og det kan jo sagtens have været intentionen; en hommage til de store mestre er vel altid på sin plads, ikke? Men ganske originalt er det nu ikke.

Jeg tror nu heller ikke, at Jeff Healey gik efter points for originalitet. Havde det været tilfældet, havde han nok ikke inkluderet to covers af hhv. Dire Straits ("I Think I Love You Too Much") og The Beatles (George Harrisons "While My Guitar Gently Weeps"). I begge tilfælde iøvrigt med det pudseløjerlige faktum, at originalkunstnerne medvirker! Både Mark Knopfler og George Harrison brillerer således med guitar og baggrundsvokal på de to numre, så de har nok ikke været helt utilfredse med Healeys kunnen.

Men alt i alt; det er et fint rock-album, og især "While My Guitar..." fortjener et lille cadeau; den er forbilledligt tæt på The Beatles' version, men man kan alligevel høre forskel - og guitarsoloen er lidt mere extrovert og teknisk velfunderet. Og så har jeg vist sagt, hvad jeg ønskede at sige om Hell To Pay med den fremragende guitarist Jeff Healey - der i parentes bemærket døde allerede i 2008, blot 41 år gammel. Og som var blind, og derfor spillede guitar, mens han sad ned, og guitaren var placeret i hans skød.