Jeg er havren

Jeppe Aakjær havde som forfatter mange stemmer. Han kunne være en rasende agitator på vegne af samfundets små, en bekymret fortaler for naturbeskyttelse, en besk skildrer af menneskelig kulde, en følsom nostalgiker - og så kunne han være lun. Det er han i sangen om havren, hvor han har overdraget digterjegets stemme til en af Danmarks fire kornsorter.

Havren soler sig i sin rolle som fortæller. Den anslår sine frø til at være mer end tyve, tror jeg, på hvert strå - det vil sige, at afgrøden er 20 gange så stor som udsæden. Det ligger over gennemsnittet på den tid, så havren har grund til at være selvbevidst. Den taler overbærende om bonden, der kalder plantens bjælder for “fold”:

Gud velsigne ham, den bondeknold!

“Jeg er havren” blev trykt i 1916. Oprindelig var teksten på 12 vers, men udgaven i sangbøgerne er skåret ned til otte vers, uden at det går ud over helheden. Havren fortæller om sit liv fra såning til høst, forår til sensommer, morgen til aften. De mange poetiske naturindtryk omkring den, lærkesang, humlebiens brummen, rylernes fløjt, går i et med havren, så den bliver til et midtpunkt i naturens store kredsløb:

Jeg er lærkesangen på et strå,
livets rytme døbt i sommerdræ ...

Det kan bønderne med deres kolde hjerner ikke forstå; de ser kun havren som føde for folk og fæ. Den lille havreplante mener, at den er mere end det. Dens ringlende bjælder fortæller, hvordan livets sang vokser op af den danske jord.

Den blinde organist Aksel Agerby skrev melodien til “Jeg er havren” samme år, som digtet blev trykt. Han skrev også mange andre sange og korværker, der nu er glemt. Det, vi husker i dag, er hans toner til Aakjærs digt om havren. De er også perfekte. Egentlig en ganske enkel melodi: fire linjer med samme rytme og næsten den samme række toner. Men det fungerer. Ingen tvivl om, at Agerbys melodi har sikret Aakjærs tekst en stor folkelig udbredelse og nærmest er smeltet sammen med den.