Jenny Wilson på SPOT Festival 2011
Koncert i Musikhuset Aarhus, Store sal, fredag d. 27.5.2011
Foto: Line Elmelund
Så blev det tid for den koncert, der af rigtigt mange blev vurderet som SPOT Festivalens største koncert.
Svenske Jenny Wilson har de sidste par år oplevet en kometagtig karriere med en indiepop, der er mere end det. Pladerne storsælger, publikum vælter ind til koncerterne – og anmelderne elsker hende.
Denne fredag indikerede de kompakte køer foran indgangene til Store sal i Musikhuset også, at noget stort var i vente. Dørene blev åbnet fem minutter før koncert, og fem minutter efter var alle de godt 1.500 pladser fyldte.
Jenny Wilson entrede scenen i stram sort/hvid dragt, solbriller og sort hat så stor som et møllehjul efterfulgt at de seks marcherende korsangere og bandet; akkompagneret af publikums jubelbrøl.
Nummeret The Future indledte festen med en hårdtpumpende puls, som lovede godt for koncerten.
Og en god lyd! De kan bare det dér i Musikhuset, hvor akustikken i Store sal (næsten) altid er fremragende.
Hittet Anchors Made Of Gold styrede Wilson fra sit hvidlakerede elklaver, og den tætte rytmegruppe med en funky bas, tætte trommer og inciterende marimba fulgte kaptajnen tæt. Lina Langendorf var et veritabelt energibundt, der dansede rundt på scenen, når hun altså ikke lige spille saxofon, fløjte eller keyboard.
Og de seks sangere, Tensta Gospel Choir, gav lige den ekstra fylde til aftenens helt fantastiske tætte soulsound. Glem alt om de mere blege, velmenende gospelkor, vi møder mange steder. Her var en svedig, sensuel musikglæde, hvor kærlighed ikke kun er noget luftigt!
Publikum var tændte, og allerede i femte nummer Wooden Chair kommanderede Jenny Wilson os alle op at stå. Og det gjorde vi gerne! Vi blev erobret af den næsten jungleagtige vellyd, hvor alle skæve betoninger sad, som var de fremført af én organisme. Og gevaldige modulationer blev også udført legende let. Jenny Wilsons stemme har en personality – ikke verdens største stemme, men en klang og med fraseringer, der ubesværet går op i det højeste leje.
Jeg husker andre verdenssvenskere, hvis producer altid lagde melodierne, så sangerindernes højeste toner var deres optimale. Det gav bonus – hør selv ABBA…
Der var noget til alle sanser; alle på scenen var i uniformslignende dragter i sort/hvid, et flot lysshow og en bevægende sangerinde, der også gav toner stående på klaverbænken og sågar tog en sensuel pardans med korets mandlige sanger Andreas.
Indimellem viste Jenny Wilson også en nøgen kølighed, der associerede til noget et sted mellem mellemkrigstidens Marlene Dietrich og Eurythmics’ Annie Lennox.
De sidste tre numre Let My Shoes, Pass Me The Salt og Fading Rainbow blev spillet for et stående og dansende publikum. Let My Shoes var et rigtigt 60er hit med tydelige hilsener til The Beatles, og i Fading Rainbow, som blev spillet i en tungere udgave end på plade, blev omkvædet gentaget og gentaget – band og publikum ville ikke slippe!
Hvilket også betød hele tre ekstranumre: Coming Round The Mountains, som var en noget anderledes udgave af den gamle negro spiritual. Denne gang i mol og en dyster melodi, som gav gåsehud. Efter Strings Of Grass med fuld besætning sluttede koncerten med den livssprudlende Only Here For The Fight, som virkelig er en showstopper. Are you asleep? / Stop that dreaming… / I’m ready! / Only here for the fight! / Listen to the choir! / Only here for the fight!
Og det var vi – salen kogte. Efter et a cappella mellemstykke inviterede Jenny Wilson første rækkes publikum op på scenen til knusere og fællessang, så omkvædet blev større og større; der gik en slags ”We are the world” i det; på den fede måde!
Jenny Wilson er god og spændende og anderledes på plade. Og live er hun endnu bedre, endnu mere spændende og endnu mere anderledes…
STORT!
Sætliste:
The Future
Work
Anchor Made Of Gold
Clattering Hooves
Wooden Chair
Would I Play
Bad Waters
Let My Shoes
Pass Me The Salt
Fading Rainbow
-
Coming Round the Mountains
Strings Of Grass
Only Here For The Fight