Jerry Lee Lewis - "the Killer" fylder 80
Jerry Lee Lewis - med tilnavnet "the Killer" - runder de 80 år. 80 år, hvoraf en stor del har været tilbragt på scenerne, i pladestudierne - og også på forsiderne og i pressen.
Her vil vi hylde musikeren Jerry Lee Lewis og tage på et strejftog gennem hans lange karriere. De mere kulørte historier - om ægteskabet med den unge kusine, dødsfald, slagsmål og andre mere private historier og skandaler må du finde andre steder.
Begyndelsen
Det er en nærmest klassisk baggrund for den type musik og musikere, Jerry Lee har. Født den 29. september 1935 i Farriday, Louisiana. Opvokset under fattige kår og med kirken som en af de første og vigtigste musikalske inspirationskilder. Men også countrymusikken, ikke mindst Hank Williams, amerikanske standards og bluesmusikken var med til at skabe Jerry Lee Lewis' musikalske univers. Et univers han tidligt udforskede, idet han allerede som barn udviste stort talent, så forældrene gav ham et klaver. I en tidlig alder var han indskrevet på en bibelskole. Det var moderens håb, at han så kunne holde sig til den kirkelige musik. Men, men ...han blev hurtigt smidt ud derfra. Jerry Lee havde spillet en boogie-woogie-version af en salme.
"The Devil's music" havde sit tag i ham...
Sun Records
Med sit eminente klaverspil, den letgenkendelige pumpende boogie-woogie, var Jerry Lee Lewis en af pionererne inden for den tidlige rock'n'roll eller rockabilly i midten af 1950'erne. Som sine musikalske kolleger Elvis Presley, Johnny Cash og Carl Perkins startede han sin karriere på det Memphis-baserede pladeselskab Sun Records. Hans første indspilning i eget navn var singlen "Crazy Arms/End of the Road" , og den udkom i december 1956. Men faktisk medvirkede Jerry Lee Lewis på en række indspilninger som studiemusiker med forskellige andre kunstnere på Sun. Når man kender Jerry Lees sound kan man høre ham på numre som "Flyin' Saucers Rock'n'roll" med Billy Lee Riley og "Matchbox" med Carl Perkins. På daværende tidspunkt var det ret usædvanligt med klaver på den slags musik, men det dannede ret hurtigt skole, og Jerry Lee har uden tvivl været med til at bane vejen.
Ved en enkelt lejlighed, i december 1956 opstod fænomenet "The Million Dollar Quartet". Det var da Jerry Lee, Carl Perkins Johnny Cash og Elvis Presley var i studiet på samme tid og jammede. Dette blev optaget og siden hen udgivet. For få år siden dannede episoden endda baggrund for en musicalopsætning.
Stilmæssigt er det stadig i den tidlige rock'n'roll og rockabilly-æra. Godtnok havde Elvis Presley forladt Sun Records og var slået nationalt igennem, men stilen - måske især som den blev udøvet på Sun Records - var stadig ved at definere sig selv. Mange af hans første indspilninger var således fortolkninger af allerede kendte numre, men i Jerry Lee Lewis' hænder fik de deres helt eget udtryk. Suppleret af bl.a. Roland Jane på guitar og J. M. van Eaton på trommer på de første indspilninger skabte Jerry Lee bunden for en lang karriere. En karriere der for alvor tog fart med "Great Balls of Fire" og "Whole Lotta Shakin' Goin' On". Numre, der i dag er rock'n'roll-klassikere.
Musikken
Klaveret - og stemmen - er Jerry Lee Lewis' instrumenter. Hans karakteristiske spillestil med pumpende rytme på de hurtige numre, og den der brilliante måde at trække fingene hen over tangenterne på, står som hans kendetegn. Uden noder. Frit spillet. Men baseret på øvetimer i tusindvis. Hans lyse stemme smyger sig omkring melodien og fortolker, indlever sig. Han har nerve og sjælen med, når han synger. Stemmemæssigt har han måske ikke udviklet sig eller spredt sig så meget som hans forbillede - "The boy from Tupelo", Elvis - gjorde, men Jerry Lee har formået at udvikle sin egen karakteristiske stil. En stil, hvor han ofte får flettet sit eget navn ind i teksten - eller måske navnet på den by, hvor en given optræden finder sted.
Jerry Lee Lewis holder fast i sine oprindelige stilarter. Frem til 1963 er han på Sun Records, men skifter så til Smash Records under Mercury-selskabet og sidenhen andre selskaber. Det bliver en lidt tam periode. Man ved egentlig ikke helt hvad man vil med Jerry Lee, så man laver bl.a. nogle genindspilninger af hans tidligere numre, der var udkommet på Sun. Men Jerry Lee Lewis turnerer og spiller koncerter. Både i USA og Europa, omend han i en periode er ugleset pga. sit ægteskab med en mindreårig kusine. Som sagt skal det ikke behandles her, men det giver anledning til en vis dårlig omtale... Men på scenen udviklede Jerry Lee Lewis et vildt show. Han spillede med arme og ben, og det var vildt. Han stod på klaveret, satte sig på det, ja satte sågar ild på det også...
Det var rock'n'roll...!
Men det blev ikke ved med alene at være rock'n'roll. Op gennem 1960'erne var det i langt højere grad country-musikken, som Jerry Lee kastede sig over. "Green Green Grass of Home" som de fleste nok forbinder med Tom Jones, havde Jerry Lee faktisk indspillet før Jones. Og Jones har selv nævnt, at det netop var Jerry Lees version af sangen, som han blev inspireret af. Af andre "hardcore" countrynumre kan nævnes "Help Me Make it Through the Night", "What's made Milwaukee Famous" og "Today I started Loving You Again".
Op gennem 1970'erne og frem udgiver Jerry Lee Lewis en række albums. Meget er country men der er også stadig rock'n'roll. Han turnerer både i USA og resten af verden. I 1972 er han i London og indspiller der et album, The London Sessions med britiske musikere som Rory Gallagher, Peter Frampton og Albert Lee. Men han er ikke længere den store stjerne han tidligere var. Især hjemme i USA spiller han på de helt små steder - barer og "juke-joints". Men han spiller, og det er dét, der holder ham igang. Livet har været hårdt og han har givetvis ikke gjort det lettere for sig selv. Storforbrug af alkohol og stoffer sætter sit præg. Men musikken bliver ved at være der.
Det vil være umuligt her at give et dybere indblik i Jerry Lee Lewis bagkatalog. Der findes et hav af greatest hits og andre opsamlinger - foruden de originale albums, selvfølgelig. Men et godt tværsnit af karrieren får man på albummet Whole Lotta Killer Goin On. Med knapt 120 minutters musik kommer man godt rundt i Jerry Lee Lewis' musik.
Og frem til idag...
Det skal fremhæves, at ikke ulig hvad der skete for Johnny Cash i hans senere år, har Jerry Lee Lewis også oplevet en vis revival. Det startede i 2006 med det anmelderroste album Last Man Standing. Et album hvor Jerry Lee flankeres af andre garvede kolleger som Mick Jagger, Bruce Springsteen og Jimmy Page. Titlen kan ses som en - morbid(?) - hilsen til de nu afdøde kolleger Cash, Perkins og Presley. Cash, Perkins og Lee havde optrådt sammen ved en koncert i Tyskland tilbage i 1981, få år efter Elvis' død, og det er dokumenteret på albummet med den dengang sigende titel The Survivors - Live.
I 2010 fulgte albummet Mean Old Man efter samme koncept og senest, i 2014 kom albummet Rock&Roll Time. Med dette album er ringen sluttet. Jerry Lee Lewis er tilbage i Sun Studierne i Memphis. Det er en ældre Jerry Lee nu. Mange år, op- nedture har han gennemlevet. Men hvad enten det er på trods af eller i kraft af disse, er det et fint punktum. Hvis det altså er et punktum... Har vi mon hørt det sidste fra "The Killer"??
Godtnok har han netop holdt afskedskoncerter i London, men man kan da håbe, at den gamle rocker ikke har siddet bag pianoet for sidste gang endnu.
Hvorfor navnet "the killer"?
Og lige til sidst skal vi da alligevel have et par kulørte krøller... Hvorfor han bliver kaldt "the Killer"? Iflg. biografien af Ricky Bragg: Jerry Lee Lewis - his own story er det fordi, at Jerry Lee engang i skolen på det nærmeste var oppe at slås med sin lærer, og var ved at kvæle denne i hans slips. På vej hjem fra skole kaldte en kammerat ham så "killer"... Eller da han engang kom ind på en tankstation og så et stativ med pirat-cd'er. Ekspedienten nægtede at fjerne dem, hvorefter Jerry Lee smed dem ud af butikken, hældte benzin på og satte ild til dem. -"What shall I tell the manager", spurgte ekspedienten.... "Tell him the Killer was here!". Det samles altsammen egentlig meget godt i citatet fra samme bog : “The legend of Lewis and the truth proved, for the most part, to be one and the same. “I asked him one day, I said ‘Jerry Lee, now didn’t I read once that you did …’ and he cut me off immediately and he said, ‘Yeah, I probably did,' "