Joy Division: Closer (1980)

Det ville være indlysende at høre hele Joy Divisions andet - og sidste - album som ét langt gravskrift for forsanger og tekstforfatter Ian Curtis, der begik selvmord kort før pladen blev undsendt i sommeren 1980. Det kan aflæses og høres i teksterne, og musikken på Closer er på størstedelen af skæringerne så dyster, at Niels Mark har karakteriseret albummet som "en storladen og mørk dødsmesse".

Det er vist ikke muligt for ret mange, der blot en gang har hørt Closer, at forblive upåvirket. De drivende, latinamerikanske trommer i det første nummer, "Atrocity Excibition", tilfører en bizar, grum løssluppenhed til det skrækindjagende scenarie, hvor det betalende publikum i et twisted peep-show får degraderet menneskeheden til rent kød: "Asylum with doors open wide / where people had paid to see inside / For entertainment they watch his body twist / Behind his eyes he says: 'I exist'". Derfra direkte over i "Isolation", der heller ikke tilbyder megen trøst i dens muterede disco, men som til gengæld tydeligt peger hen mod de resterende bandmedlemmers fortsatte succes i New Order, med dens dansante rytme på en bund af synthesizer-hooks.

En af albummets absolutte særkender er netop det modsætningsfyldte. På "Heart and Soul" er det jo lige før, man som lytter får lyst til at danse. Peter Hooks baslinje sammen med Stephen Morris' insisterende, næsten dance-hall-agtige lilletromme giver den solide melodiske bund til Curtis' tilbageholdende sangforedrag, hvor der dog mildest talt ikke er meget pop-danse-musik tilbage, men i stedet linjer, som man lige så vel kunne have læst i Joseph Conrads Heart of Darkness.:

Beyond all this goo's is the terror
The grip of a mercenary hand
When savagery turns all good reason
There is no turning back, no last stand

Heart and soul, one will burn
Heart and soul, one will burn

Existence well what does it matter?

Det er tæt på at være beskrivelsen af Dantes syvende kreds i Helvede eller deromkring, og det rammer fint hele universet på albummet ind, helt frem til den forventelige begravelse i "The Eternal" og afskeden i "Decades".

Der findes ikke i min overbevisning dårlige numre på det album, og det bør høres fra ende til anden. Men som det ofte forholder sig, så findes der skæringer, der skiller sig ud. Og hvis man nu er flabet, så kan man jo høre de tre sidste numre på albummet, "Twenty Four Hours", "The Eternal" og "Decades" som en sammenhængende suite - og som kulminationen på det dybe mørke, Curtis synger om mere end en gang. Den gotiske begravelses-march, "The Eternal" er - heldigvis, måske? - ikke albummets afsluttende skæring, og det ville da næsten også have været ubærligt; bassen og lilletrommen angiver den langsommelige vandren med kisten på skuldrene, og for første gang hører vi en klaverfigur - smuk som bare fanden - på en Joy Division-sang. Det er ganske simpelt et fremragende nummer, og når først man har fået det ind under huden, så er det umanerligt svært at slippe igen, men selv om jeg har udfærdiget en spilleliste, der skal anvendes ved min jordefærd i stedet for en præst, så kommer "The Eternal" ikke med på den. Det vil simpelthen blive næsten uudholdeligt for gæsterne, uanset om de så har et godt forhold til mig eller ej. I stedet kunne jeg godt finde på at lade "Decades" være det afsluttende nummer. Det runder også Closer perfekt af. På en bund af en synthesizerlinje, der udvider sig til noget, der lyder som et gotisk kor, afventer Curtis udfrielsen, der dog ikke ligner en forløsning: 'We knocked on the doors of Hell's darker chamber / Pushed to the limit, we dragged ourselves in'.

Der er en evig diskussion om, hvorvidt Unknown Pleasures eller Closer er det bedste Joy Division-album. For mig er der ingen tvivl; jeg foretrækker til enhver tid det post-apokalyptiske mesterværk Closer, men det er jo en smagssag. Til gengæld er der ingen undskyldning for nogle, der bare har en flig af interesse for moderne rock; dette er en plade man skal høre. Mere end en gang, tak. Det er ikke bare en god plade, det er samtidig skabelsen af en genre, af en lyd og af en følelse, der har sat sig dybe spor i moderne musik. Ikke blot i aftagerne New Orders lettere tilgængelige elektro-pop, men i stort set alle bands, der på noget tidspunkt har beskæftiget sig med de mørkere områder af eksistensen. I Danmark måske primært via fx Sods/Sort Sol, og i det store udland ville bands som The Cure, Radiohead og Nine Inch Nails nok ikke have lydt, som de gør, uden foregangsmændene i Joy Division.

PS: Jeg er ikke art-connaisseur, men coveret til Closer er simpelthen et af de mest gennemførte, jeg har stående i min reol. Både hvis man læser det ind i konteksten af Curtis' selvmord, men i lige så høj grad som en accentuering af hele albummet.