Joy Division: Unknown Pleasures (1979)

Der gik en hel del år fra udgivelsen af Joy Divisions to albums, Unknown Pleasures og Closer til jeg fik kendskab til dem. Da Unknown Pleasures udkom i 1979 var jeg ganske simpelt for ung til at have antennerne tilstrækkeligt langt ude - og de var under alle omstændigheder ikke rettet mod britisk post-punk på det tidspunkt. Jeg nåede derfor næsten til skelsår og -alder, inden det gik op for mig, at her var der muligvis noget at komme efter.

Som i så mange andre tilfælde i mine formative år foregik det via radioen. I dette tilfælde ikke pop-underholdningen via DRs program 3, selv om jeg derigennem naturligvis var stødt på mega-hittet "Love Will Tear Us Apart" - i en del tilfælde dog udsat for Paul Youngs lettere blodfattige version - men derimod gennem det på det tidspunkt fremragende radioprogram P4 i P1. Det var nemlig sådan, at søndag aften på P1 var helliget 'de unge', og i de fire timer programmet varede, kunne man så få både gode råd til at håndtere tilværelsen gennem Trine Brylds rådgivning "Tværs", man kunne stifte bekendtskab med diverse kulturer og subkulturer, og man kunne helt generelt orientere sig i retning af, hvad der foregik de steder, man ikke normalt opholdt op sig - og på de fronter, der ikke blev dækket af hverken P3 eller DR TV.

En sådan søndag aften blev historien om Joy Division så fortalt. Jeg husker ikke af hvem, eller hvad vinklingen var, men mon ikke det har været en personlig beretning om, hvordan dette band havde ændret en eller anden ung mands eller kvindes liv? Jeg tror det, men det var ikke så vigtigt for mig; det var derimod lyden af noget, som muligvis ikke længere var skelsættende og anderledes, men som alligevel var noget, jeg ikke helt havde hørt før. Jeg fik derfor sporenstrengs en bekendt, der ejede begge plader, til at låne mig dem, og uden at han vidste det fik jeg - inden han fik dem tilbage - overspillet dem på et C-90 kassettebånd med Closer på den ene side og Unknown Pleasures på den anden.

Det holdt nu ikke så længe (kassettebånd havde en tendens til at blive ødelagt alt for hurtigt), så derfor gik der et par år mere, inden jeg igen fik fingrene i musikken. Først via en - billig - CD og derefter på vinyl. Og så skulle man jo tro, at lykken var gjort, for her er der jo tale om to mesterværker.

Og Unknown Pleasures, det første af de to albums, er ubetinget et mesterværk. En genredefinerende og dyster milepæl indenfor rockmusik (eller bare indenfor musik), som man kan blive med med at dykke ned i og hele tiden opdage nyt. Nye lyde, fx af knust glas, i passager, hvor man ikke havde hørt det før, nye, melodibærende baslinjer og nye betydninger af tekst og lyrik. Men man skal ikke forvente, at man bliver decideret løftet i sin grundstemning ved at lytte til det. Dertil er det simpelthen for mørkt og for præget af undergang, død, depression og fremmedgørelse. Hvis musik er stemningsskabende og stemningsforstærkende, så vil jeg anbefale lyttere med hang til sortsyn og depressioner at holde sig langt væk fra det, med mindre man har til formål at blive bekræftet i sit mismod og eventuelle had til den omgivende verden.

Men det skal ikke afholde andre for at gøre det. Unknown Pleasures er for mig at høre et mere eller mindre tidløst album, der i det meste af sin lyd - der var inspireret af Brian Eno og David Bowies arbejde på Berlin-trilogien (specielt Low) - fortsat holder hele vejen. Lyden er ikke bare præget af produceren Martin Hannets arbejde, den er skabt af ham. Domineret af rumklang og ekko, og med idéer til sangene, som de fire (meget) unge mænd ikke i deres vildeste fantasi selv havde kunnet forestille sig. Således er der fx adskillige af numrene, der bliver fadet ind, så det starter som en hvisken, og ender som et råb.

Albummet lægger ud med "Distortion", der i sig selv er grund til at købe albummet, men for undertegnede er det "Day of the Lords" og "New Dawn Fades", der for evigt har gjort det mest uudslettelige indtryk. Førstnævnte er en dystert lydende, langsommelig dystopi med den for Joy Division så karakteriske dommedagslyrik:

This is the room, the start of it all,
Through childhood, through youth, I remember it all,
Oh, I've seen the nights filled with bloodsport and pain.
And the bodies obtained, the bodies obtained, the bodies obtained.

Where will it end? Where will it end?
Where will it end? Where will it end?

Det hele talt-sunget af Ian Curtis' ret prunkløse vokal på en måde, så man som lytter ikke er i tvivl om, at uanset hvor det ender, så ender det ikke et godt sted...

Unknown Pleasures er foruroligende, dyster, skarp og så afsindigt godt lavet, at det er en af de mest uomgængelige plader i min samling. Den er præget af en industriel lyd, der understreger tematikken om afmagt, umenneskelighed og fremmedgørelse, og det er forbløffende, hvor skarpt den står på næsten 40 års afstand. Det skyldes ikke blot produktionen, men i lige så høj grad, at de fire bandmedlemmer rent faktisk - deres unge alder og den minimalistiske 'tre-akkorders'-tilgang til trods - får det optimale ud af deres talent. Det er simpelthen gode musikere, vi har med at gøre hele vejen fra den sine steder ret tunge guitar og de afsindigt melodiøse, næsten melodibærende, baslinjer og til de præcise og ret fremtrædende trommer, der bl.a. på "New Dawn Fades" næsten skaber sangen (ihvertfald indledningsvis).

Der er intet af ovenstående, der yder albummet retfærdighed. Hvis De derfor er mere interesseret i at vide, hvorfor Joy Divisions betydning for moderne musik almindelighed og post-punk i særdeleshed ikke kan overvurderes, vil jeg fluks henvise til Martin Halls glimrende essay, der er at finde i en elektronisk udgave via Bobzooms lytteguide. Og så kan jeg jo ellers bare læne mig tilbage og glæde mig til næste album; Closer.