Kenny Rogers, ”Islands in the stream” og Bee Gees
"Islands in the stream" var blot én i en lang række af hitsingler, som producerteamet Gibb-Galuten-Richardson stod bag.
Barry Gibb, Albhy Galuten og Karl Richardson stod for produktionen, mens sangene oftest var skrevet af Barry, Robin og Maurice Gibb - bedre kendt som Bee Gees.
Den 20. marts 2020 døde countrysangeren Kenny Rogers. Han blev 81 år gammel.
Kenny Rogers opnåede i alt 21 førstepladser på den amerikanske country-hitliste, men vil nok især blive husket for ”Ruby, don’t take your love to town” (indspillet med hans gruppe The First Edition), ”The gambler” og duetten med Dolly Parton, ”Islands in the stream”, som toppede både countryhitlisten og pophitlisten Billboard Hot 100.
”Islands in the stream” stammer fra Kenny Rogers-albummet Eyes that see in the dark, som udkom i 1983. Sangen var oprindeligt slet ikke tænkt som en duet, og Kenny Rogers var utilfreds med nummeret. Da Dolly Parton blev hentet ind som duet-partner, fik sangen imidlertid nyt liv.
Faktisk blev ”Islands in the stream” oprindeligt skrevet til Marvin Gaye, og Eyes that see in the dark var på mange måder slet ikke en countryplade. Albummet var et produkt af producerteamet Barry Gibb, Albhy Galuten og Karl Richardson, og sangene på albummet var skrevet af Barry Gibb, i de fleste tilfælde sammen med en eller flere af hans brødre Maurice og Robin Gibb.
Bee Gees
Brødrene Gibb var naturligvis bedre kendt som Bee Gees. Som band havde de været pladeaktive siden midten af 1960’erne, og Bee Gees havde bevæget sig gennem adskillige musikalske faser, hvor de havde været påvirket af folk, psykedelisk rock m.m. Størst succes havde de imidlertid fundet under disco-bølgen i slut-70’erne, hvor især deres soundtrack til Saturday night fever havde haft enorm gennemslagskraft.
Da discoen led en dramatisk og hurtig død omkring 1980, var den tæt på at tage Bee Gees med i faldet. Disco, som åbenlyst var rettet mod dansegulvet og skulle appellere til fødderne snarere end hjernen, blev et symbol på dekadence og tankeløshed. Og Bee Gees, der bestemt ikke havde opfundet disco, men som om nogen havde populariseret genren hos et bredere (læs: hvidere) publikum, blev nu latterliggjort.
Deres pop-tæft kunne man imidlertid ikke tage fra Gibb-brødrene, og med Bee Gees’ svindende popularitet fandt de i stedet succes som sangskrivere og producere. Særligt den ældste bror, Barry, opnåede imponerende resultater som producer sammen med Albhy Galuten og Karl Richardson.
Teamet Gibb-Galuten-Richardson havde påbegyndt deres samarbejde allerede i 1976, hvor Albhy Galuten og Karl Richardson havde produceret Bee Gees-albummet Children of the world sammen med bandet. Samarbejdet fortsatte på Saturday night fever (1977), Spirits having flown (1979) og Living eyes (1981). Sidstnævnte var floppet i kølvandet på discoens kuldsejling.
Andy Gibb
Som Gibb-Galuten-Richardson stod producerteamet bag Andy Gibbs debutalbum Flowing rivers. Andy var lillebror til Barry, Robin og Maurice Gibb, men var aldrig selv medlem af Bee Gees (i begyndelsen 1988 blev det annonceret, at Andy Gibb ville slutte sig til familieorkestret, men han døde i marts samme år af en hjertesygdom som følge af kokainmisbrug).
Gibb-Galuten-Richardson producerede endnu et par album for Andy Gibb i 1978-1980 (Shadow dancing (1978), After dark (1980) og Andy Gibb's greatest hits (1980)), ligesom de stod bag hitsingler for Samantha Sang (”Emotion”, også et hit for Destiny’s Child i 2001) og Frankie Valli (”Grease”, titelsangen fra den populære musical-film).
Herefter blev Gibb-Galuten-Richardson hyret til at producere Barbra Streisands album Guilty (1980). Albummet, der indeholdt sange skrevet af Gibb-brødrene, blev Streisands største succes og indeholdt hitsinglerne ”Woman in love”, ”Guilty” og ”What kind fool” – de to sidstnævnte var duetter med Barry Gibb. Guilty opnåede fem Grammy-nomineringer, og titelnummeret indbragte Streisand og Gibb statuetten for ”Best pop vocal performance – duo or group”.
Næste projekt blev Dionne Warwicks Heartbreaker (1982). Igen stod Barry, Robin og Maurice Gibb for det meste af sangskrivningen, og de leverede endnu et stort hit i titelnummeret. Også selve albummet blev en salgssucces.
Dionne Warwick var i øvrigt ikke selv synderligt begejstret for sangen ”Heartbreaker”, hvorimod Maurice Gibb har udtalt, at han straks efter at have skrevet den følte, at Bee Gees selv burde indspille den. Singlen toppede flere landes hitlister, inklusive den amerikanske Billboard Adult Contemporary-liste.
Det var efter at have konstateret Heartbreakers modtagelse, at Kenny Rogers bad Barry Gibb om at skrive nogle sange til ham. Eyes that see in the dark blev altså endnu et albumhit, og ud over ”Islands in the stream” var der hitsingler i form af ”Buried treasure”, også skrevet af Bee Gees, og ”This woman”, skrevet af Barry Gibb og Albhy Galuten.
Diana Ross
Efter Eyes that see in the dark producerede trioen Gibb-Galuten-Richardson kun ét yderligere album i fællesskab. Diana Ross’ Eaten alive (1985) var skåret efter samme skabelon som de tidligere projekter med Barry Gibb som primus motor og sange hovedsageligt af de tre Gibb-brødre i forskellige konstellationer.
Dog var også Michael Jackson inde over som medkomponist og vokalist på titelsangen, der nærmest fremstår som et vokaltrio-nummer med Ross, Jackson og Barry Gibb. Sangen blev et hit, men blev især i Storbritannien overgået af singlen ”Chain reaction”.
Gibb-Galuten-Richardson kom ikke siden til at arbejde sammen som team. Med Barry Gibb som producer og alle tre Gibb-brødre tilbage i sangskriverrollen lavede Barbra Streisand dog en opfølger til Guilty med titlen Guilty pleasures (2005) – 25 år efter ”originalen.”
Bee Gees fandt formen igen hen imod slutningen af 1980’erne. I 1987 udgav de E.S.P., deres første album i seks år, og singlen ”You win again” gjorde dem til det første band, der havde toppet den engelske hitliste både i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne. Maurice Gibb døde i 2003, og hans tvillingebror Robin Gibb gik bort i 2012.
Genremæssig bredde
Et bemærkelsesværdigt aspekt ved Gibb-Galuten-Richardsons virke – ud over succesraten – var den genremæssige bredde i deres klientel. Andy Gibb var naturligvis en oplagt samarbejdspartner, men Kenny Rogers var countrysanger, Diana Ross var et produkt af Motowns soul-fabrik, og Barbra Streisand og Dionne Warwick kom fra hver deres ende af den ”lette” underholdningsmusik – Streisand var af Broadway-skolen, mens Warwick havde R&B- og gospelrødder og fandt succes med Burt Bacharach & Hal David-sange.
Man kan argumentere for, at kunstnernes særpræg forsvandt i Bee Gees-maskinen – lige som man kan fremføre et tilsvarende argument, når det gælder produktioner af Jeff Lynne, Mark Ronson, T Bone Burnett, Daniel Lanois eller Dan Auerbach.
Men succesen kan man ikke tage fra dem. Og der var en periode i første halvdel af 1980’erne, hvor alt, hvad Gibb-Galuten-Richardson rørte, blev til guld. Eller – næsten alt. Så længe der ikke stod ”Bee Gees” på coveret!