Genre: 

Kill-Town Death Fest skudt i gang på fornemste vis

Interment
02-09-22
Af: 
Niels Mark


Årets første efterårsdag varslede også åbningen af den 13. udgave af den som altid udsolgte festival for ekstrem undergrundsmetal Kill-Town Death Fest. 

Festivalen, som oprindeligt blev afviklet i Ungdomshuset på Dortheavej i det københavnske Nordvest, så for første gang dagens lys i 2010. Senere flyttede festivalen fra Ungdomshuset ind til Pumpehuset, som har været en stærk opgradering for festivalen. 

Igen i år kan Kill-Town Death Fest byde på en perlerække af koncerter med interessante bands fra metal-undergrunden fra alle verdenshjørner.

Torsdag den 1. september åbnede festivalen med syv bands fordelt på de to scener - Black Stage og Main Stage. På dagens program kunne man finde: 

18:00 MORTAL WOUND (us) main stage
19:00 ASCENDENCY (dk) black stage
20:00 FATHER BEFOULED (us) main stage
21:00 SNĚŤ (cz) black stage
22:00 INTERMENT (swe) main stage
23:00 SEPTAGE (dk/tr) black stage
24:00 MORTA SKULD (us) main stage

SNĚŤ (cz) 
Desværre nåede undertegnede først til festivalen til at opleve det tjekkiske band SNĚŤ. Til gengæld var det en fremragende koncert som de fire medlemmer fra Prag leverede. Bandet opererer i det dødsmetalliske spektrum med tunge passager, der til tider vækkede minder om tidlig Celtic Frost. Scenen var tæt pakket af engageret publikum. 

Interment (SE)
Næste band på scenen var det svenske dødsmetal band Interment der fik pladsen oppe på hovedscenen med deres fine koncertsæt af klassisk svensk dødsmetal, som vækkede minder om den svenske scenes storhedstid i 90'erne. Ikke mindst vækkede stilen minde om det legendariske band Entombed. 

Septage (TR/DK)
Efter Interment var det tid til tage imod det nye danske projekt Septage, der består af medlemmer fra både Danmark og Tyrkiet. Septage er en trio der bevæger sig i grindgore-stilarten med hovedvokalen leveret af trommeslageren. En vokal, der vækkede minder om det gamle britiske band Carcass. I det hele taget bliver man i Septage's lydunivers trukket tilbage til den tidlige periode for Carcass omkring udgivelserne "Reek of Putrefaction" og "Symphonies of sickness". Både i det grafiske univers med billeder af lig og legemsdele på scenen og med guitarlyd og vokal. Alligevel har Septage deres helt egen tilgang til grindgore med masser af stærke temposkift. Bandet leverede et godt 30 minutter langt koncertsæt, som vakte stor begejstring blandt publikum. En perfekt warm up til dagens sidste navn.

Morta Skuld (US)
Morta Skuld er et efterhånden legendarisk dødsmetal-band fra Wisconsin, USA. Bandet startede tilbage i begyndelsen af 90'erne, så har mere end 30 år på bagen. Det kunne dog langt fra mærkes på det yderst imponerende koncertsæt som kvartetten leverede. Bandet er først og fremmest dødsmetal, men der er masser af thrash-metal referencer i deres stil, som var med til at gøre koncerten meget intens. 

En fremragende afslutning på en meget lovende første dag på Kill-Town Death Fest. 

Interment (Kill-Town Death Fest, 1/9 2022) (Foto: Claus Thurøe)

Snet

Interment (Kill-Town Death Fest, 1/9 2022) (Foto: Claus Thurøe)

Interment

Septage (Kill-Town Death Fest, 1/9 2022) (Foto: Claus Thurøe)
Septage

Morta Skuld (Kill-Town Death Fest, 1/9 2022) (Foto: Claus Thurøe)
Morta Skuld