Klasseguitaristen og videnskabsmanden fra Queen

Brian May med mellemnavnet Arthur er kendt verden over som skrap guitarist i Queen, men kan også bryste sig af titler som astrofysiker med en større produktion af videnskabeligt stof bag sig, sanger, sangskriver og producer. Han er født den 19. juli 1947 nær Middlesex i England. I 1970 etablerede han sammen med Freddie Mercury og Roger Taylor Queen, der blev komplet, da bassisten John Deacon stødte til året efter.

Brian May står bag Queen klassikere som We Will Rock You, I Want It All, Fat Bottomed Girls, Flash, Hammer to Fall, Save Me, Who Wants to Live Forever, Too Much Love Will Kill You og The Show Must Go On. Ærkebritiske Queen er en essentiel del af mit lydspor fra midten af 70’erne til midten 80’erne.

Herefter falmede interessen for kvartetten, der har boltret sig i det meste; fra progrock, metal og hardrock over storladne kompositioner med overdubbede korstemme en masse til radiovenlig poprock, disco og funk tilføjet elementer af engelsk vaudeville, akustiske ballader, trad. jazz, kitsch og camp.

Det hele startede for denne skribent med A Night At The Opera og supersinglen Bohemian Rhapsody (1975), og jeg erindrer tydeligt spændingen ved at lytte til Hans Otto Bisgaards venlige røst, når P3 sendte Tipparaden, for at finde ud af, hvor højt placeret mine helte lå – Bohemian Rhapsody indtog første pladsen i adskillige uger.

A Day At The Races (1976) byder på perfekt velklang og flerstemmige korsatser i Somebody To Love, der vanskeligt kan overgås. News of The World (1977) og Jazz (1978) er fyldt med særdeles kompetent sangskrivning og hits i spandevis: We Are The Champions, We Will Rock You, Spread Your Wings, Bicycle Race, Fat Bottomed Girls og Don´t Stop Me Now. Og i 1979 kronedes det hele med det ekstremt veloplagte og dobbelte koncertalbum fra deres Europaturne, Live Killers.

The Game indvarslede forandringer i Queen lejren, uden at det gammelkendte dog helt forsvandt. Der er tale om gedigent album, hvor bandet demonstrerer den sædvanlige håndsværksmæssige kunnen. Der er funky blackjack på spillebordet med Another One Bites The Dust et af deres absolut største hits båret frem af John Deacons bas og Brian Mays rytmeguitar. Han diverterede med et par ballader, der absolut havde potentiale: Sail Away Sweet Sister og Save Me.

Efterfølgeren Hot Space (1982) er disco i kombination med heftige guitarudladninger. Her stod jeg indrømmet af, men har stadig et svagt punkt for Under Pressure med David Bowie. I 1984 gav jeg The Works en chance og fandt smag i de mere rockede sager. Jeg tog en pause med Queen efter at have dyrket deres overvældende kraftpræstation under den store Live Aid koncert juni 1985.

I slutningen af november 1991 døde Freddie Mercury 45 år gammel som følge af AIDS, og den 20. april året efter blev der afholdt en gigantisk Tribute Concert til hans ære på Wembley stadion bakket op af et illustrativt stjerneopbud, der ville noget. I 1991 udkom Innuend med ørehængere som I'm Going Slightly Mad, These Are the Days of Our Lives og The Show Must Go On.

Fire år senere udgav bandet deres første album uden Mercury, Made In Heaven, hvor de resterende medlemmer færdiggjorde Mercurys sang og klaver skitser, han efterlod sig før sin død. Queen har ikke udsendt nyt studiealbum side, men turneret flittigt først med Paul Rodgers (2004-09) og siden med Adam Lambert. Denne formation gæstede København og Royal Arena så sent som den 17. juli 2022.

I eget navn har May udsendt to hardrock prægede soloalbums og et soundtrack til filmen Furia (2000). Det første kom i 1992, Back to The Light, og i 1998 fulgte Another World. På dem får han hjælp fra blandt andet Cozy Powell, John Deacon, Don Airey, Slash, Jeff Beck, Ian Hunter og den afdøde trommeslager Taylor Hawkins. Brian May erhvervede sin PhD i astrofysik i 2007. Han er tilknyttet et par engelske universiteter og har arbejdet sammen med kapaciteter fra NASA omkring deres New Horizon Mission Pluto projekt.

May beundres og nævnes som et forbillede af et større antal kendte kolleger herunder Steve Vai og Andy Powell fra Wishbone Ash. May er inspireret af Hank Marvin, Jimmy Page, Jeff Beck, Eric Clapton og irske Rory Gallagher, som han taler varmt om i flere interviews, der findes på YouTube.

Også Steve Hackett fra det ældre Genesis er med på listen. Brian May er en habil sanger, hvilket han markerer på stort set samtlige Queen albums, og en vigtig del af de minutiøst udarbejdede vokalarrangementer. May fungerede som musisk konsulent på filmografien om gruppen i Bohemian Rhapsody (2018), hvor han spilles af Gwilym Lee. Som guitarist gaber Brian May over det meste akustisk som elektrisk samt behersker et stort felt af stilarter og spilletekniker.

Han er leveringsdygtig i udødelige riffs og iørefaldende melodilinjer, og solospillet er præget af lydhør kreativitet, virtuositet og en god portion vildskab, når det stikker ham. May mestrer brugen af alskens effekter og kan med den tilrådehavende teknik levere et show i showet, passer det ind i repertoiret. Et kendt eksempel herpå er Brighton Rock fra Sheen Heart Attack (1974), der live varer op til otte-ti minutter.

Mindre kendte numre fra hans hånd skrevet i 70’erne som Keep Yourself Alive, Some Day, One Day, She Makes Me, The Prophet's Song, 39, Good Company, Long Away, All Dead, All Dead og Sleeping on the Sidewalk demonstrer meget godt den spændvidde, han gør sig i. Fra det akustisk afdæmpede og det pompøse til det mere poppede og heavy. Brian May er ren verdensklasse som guitarist og har oveni fornøden viden til at følge med i de tunge tænkeres matematisk/fysiske verdensbillede.