Koncentreret vellyd fra en gammel ulv

04-08-18
Af: 
Steffen Kronborg, Rudersdal Bibliotekerne

John Phillips' The wolf king of L.A. fra 1970 er en plade, jeg altid bliver i godt humør af. Det sidste skyldes ikke, at pladen består af lutter glade numre – tværtimod. Men til gengæld er musikken så smuk, så velproduceret og vellydende, at den altid får tag i mig og tager mig med på sin guidede tur på den amerikanske vestkyst og omegn.

John Phillips

Og hvem er det så lige, John Phillips er? Jo, hvis nogen skulle have glemt musikerens navn, burde det være nok at henvise til gruppen Mamas & Papas, som trods en relativt kort levetid nåede at skabe en stribe numre, der lever i bedste velgående den dag i dag. ”California dreamin'”, ”Monday, Monday” og ”I saw her again” er titler, som mange musikelskere kender – og det er titler, som har medvirket til at indskive John Phillips' navn i rockhistorien samt i The Rock and Roll Hall of Fame, hvor han nu befinder sig sammen med de øvrige medlemmer i Mamas & Papas.

John Phillips var det ubestridte kreative midtpunkt i Mamas & Papas. Han skrev en række af gruppens største hits, og det var ham, som udstak den musikalske kurs. Desuden var han i en periode gift med den ene af gruppens to kvindelige sangere, Michelle Gilliam, som han også nåede at få en datter med inden skilsmissen i 1970.

Men Phillips skrev ikke bare sange til Mamas & Papas. I 1967 fik Scott McKenzie et giganthit med John Phillips' sang ”San Francisco”, som på mange måder blev selve kendingsmelodien for hippiesommeren i San Francisco i 1967. Og i 1989 fik The Beach Boys et nummer 1-hit med Phillips-nummeret”Kokomo”. Desuden skrev Phillips musik til flere film, og nok så interessant: sammen med sin faste producer Lou Adler var Phillips en af hovedarrangørerne bag den legendariske Monterey Festival i 1967.

The wolf king of L.A.

Mens John Phillips altså markerede sig på flere musikalske fronter i slutningen af 1960'erne, kneb det gevaldigt for ham at slå igennem som soloartist efter bruddet med Mamas & Papas i 1968. Og det til trods for, at han søsatte karrieren med det ovenfor omtalte album, The wolf king of L.A. – et af mine personlige all-time-greatest-albums og et album, som Phillips selv havde store forventninger til. Men publikum ville det anderledes.

Albummet fik nærmest lov til at dø i ubemærkethed, og det skyldtes især de forandrede strømninger på en musikscene, som i løbet af få år var blevet en del barskere, end det var tilfældet i hippiesommeren 1967. På en scene domineret af hårdtslående rock'n roll virkede de smukke og uskyldsrene harmonier fra en gruppe som Mamas & Papas nu ude af trit med den musikalske virkelighed – og musikpublikummets ændrede smag ramte også John Phillips' første soloudspil.

Phillips havde ellers gjort sig umage for at gøre sit album så appetitvækkende som muligt. Han allierede sig med en stribe af Los Angeles' dygtigste studiemusikere, bl.a. Hal Blaine, Larry Knechtel, Joe Osborn og James Burton, og engagerede desuden et par kvindelige korsangere fra en af Phil Spectors pigegrupper, The Blossoms. Derudover tilføjede han musikken et let countrypræg ved hjælp af Buddy Emmons' og Red Rhodes' fine steelguitarer – og oven i det hele strøede han en håndfuld iørefaldende sange med et overflødighedshorn af dygtigt turnerede, vittige og til tider skarpe tekster.
 
Ærgerligt nok havde Phillips ikke den store tiltro til sin egen stemme, så han fik mixet sin vokal noget tilbage i lydbilledet – og det var helt unødvendigt. Men kunstgrebet spiller ikke den store rolle for det færdige resultat, som på mange måder må betegnes som et mesterværk fra en af rockmusikkens store – en ægte klassiker. Pladen var i mange år svært tilgængelig på cd, men blev genudgivet af pladeselskabet Varese Sarabande – tilmed i en version med syv hidtil uudgivne bonusnumre! At få den cd mellem hænderne var for mig som at vinde i lotto (tror jeg - jeg spiller ikke).
 

De oprindelige sange

De ti oprindelige numre på The wolf king of L.A. handler om John Phillips' egne oplevelser i Californiens (musik)miljø i slutningen af 1960'erne. Her er sange om lykkelig kærlighed, men også om kærlighedssorger, jalousi og andre knap så muntre emner. Her er sange om at rejse til et af hippiernes foretrukne valfartssteder, Tanger, og sange om at køre rundt på Los Angeles' freeways. Her er sange om drugs, om sprut, om musik – og sange om alle de mennesker, der omgav Phillips i hans daglige tilværelse.

Phillips har selv fortalt, at han kun kunne skrive om ting, han selv havde oplevet. At hverdagsagtige oplevelser ikke nødvendigvis giver sig udslag i hverdagsagtig eller gennemsnitlig musik, er sangene på The wolf king of L.A. et fremragende eksempel på. Det afgørende i kunsten er som bekendt ikke kun, hvad der fortælles, men nok så meget hvordan det fortælles – og her overbeviser Phillips' tekster i kraft af deres fine iagttagelsesevne og deres fornemme fornemmelse for sproget og dets muligheder.

Nogle linjer fra sangen ”Someone's sleeping” kan illustrere Phillips' på én gang dejligt jordnære og samtidig poetiske sprog: ”From a second-story window / I caught a glimpse of soneone's life / and it was mine / and my face was dark and dirty / and I'd been crying”. Smukt – og med en smægtende steelguitar som akkompagnement er der med garanti ikke et øje tørt i stuen.

Fra sangen ”Down the beach” viser disse linjer noget af den samme blanding af konkret og æterisk: ”Flowing down the beach her laughter / someone's laughing with the girl / that I used to be after / and it's me that I'm deceiving / believing that this couldn't be the end”.

Sangen ”Mississippi” demonstrerer sangskriverens fantastiske sprogøre, ikke mindst i omkvædet, hvor de mange s-lyde helt håndgribeligt fremmaner den langsomt flydende flods vande for lytterens indre øje: ”And the Mississippi river runs like molasses in the summertime”. Elegant!

Fra sangen ”Let it bleed, Genevieve” kan man nævne et par eksempler på Phillips' lune glimt i øjet: ”Bobby wants a lady from the lowlands / I'd like to have one too”, og: ”I tell the lady we'll be quiet / she knows that boys will be boys”. Og så er det nok værd at lytte nærmere til teksten i nummeret ”Drum”, der eksplicit handler om en tromme, som blev stjålet fra fortællerens bil. Men mon ikke sangen i virkeligheden handler om noget helt andet?

De nye numre – og de nye plader

Bonusnumrene på den nye udgave af The wolf king of L.A. føjer ikke noget nyt til billedet af en begavet sangskriver, men giver flere prøver på Phillips' evne til at forvandle hverdagen til magisk vellyd. Ingen af bonusnumrene kan gøre de ti oprindelige lp-numre rangen stridig som førstevalg til den udgivne plade, så der er næppe nogen tvivl om, at Phillips og hans producer, Lou Adler, valgte rigtigt, da de sammensatte The wolfking of L.A. Men de syv bonusnumre fungerer netop som dét, de annonceres som: en ekstra bonus til dem, der godt kunne lide hovedmenuen.

Og naturligvis er der også perler at finde i bonusmaterialet. Personligt vil jeg fremhæve John Phillips' udgave af Leadbellys klassiske bluessang ”Black girl (where did you sleep last night)” som et fint eksempel på, hvordan sangeren formåede at gøre andres sange til sine egne – en evne, man også fik demonstreret i en række af Mamas &Papas' sange, skrevet af andre end Phillips selv.

The wolfking of L.A. er et mesterværk. Hvis man gerne vil have mere John Phillips efter at have hørt  denne solodebut, kan man prøve at lytte til hans to øvrige solo-cd'er – begge er først udgivet i 2001, kort efter Phillips' død i marts samme år.

Pay, pack and follow, som Phillips indspillede sidst i 1970'erne i selskab med Mick Jagger og Keith Richards, viser en lidt mere rå side af den gamle Mamas & Papas-sanger– uden at de to rullesten dog har formået at overdøve Phillips' blidere sider. Cd'en Phillips 66 udkom kort efter Pay, pack and follow og viser endnu en gang en overrumplende dygtig sangskriver med et repertoire, som man må have et hjerte af sten for ikke at lade sig (be)røre af.

Ud over de tre cd'er har John Phillips udsendt en selvbiografi, Papa John (1986), hvori han bl.a. beretter om sit stofmisbrug, som hans datter Mackenzie hjalp ham ud af. I bogen skriver Phillips også kort om The wolf king of L.A., som han ikke er ret stolt af i 1986 –men efter denne læsers mening er der nu ingen grund til den voldsomme selvkritik.

Phillips skriver bl.a.: ”Det såkaldte Wolf king-album, opkaldt efter Genevieves kælenavn til mig, blev udsendt midt på året. Det blev øjeblikkelig et samlerobjekt – fordi det var DOA (dead on arrival) i pladebutikkerne. Faktisk blev der solgt så få af LP'erne, at når de dukker op på plademesser, koster de nu omkring 40$ stykket.

Jeg brød mig ikke om at optræde solo. Der er ikke meget, jeg har nydt at gøre alene. Jeg har altid hadet at optræde alene, at skrive, at sove, at rejse alene, at være alene. Jeg har aldrig haft et forsanger-ego, og den LP beviste det. Jeg mixede næsten min stemme ud af albummet. Jeg lød virkelig nedtrykt. Sangene var fine, korsangerne og musikerne var gode, men forsangeren lød, som om han var groggy.”

Men tag det roligt, John. Musikken lever fortsat i bedste velgående – og rundt omkring sidder der faktisk folk, der betragter The wolf king of L.A. som et mesterværk.

Lån The wolf king of L.A. fra dit nærmeste bibliotek