At læse luften eller noget

En kammeropera uropføres midt i SPOT Festival 2019

”One world above, another below” med Århus Sinfonietta. SPOT Festival 4.5.2019 kl. 16.30, Symfonisk sal, Musikhuset

Lørdag eftermiddag er vi en mindre skare, der forlader den multifacetterede SPOT Festival for roligt at få en behagelig, blød siddeplads i den fine Symfoniske Sal i Musikhuset.

Et broget publikum

Eller vi er faktisk to skarer. Først de, der har købt særskilt billet til netop denne uropførelse af kammeroperaen One world above, another below. Og som er blevet adviseret om at møde i god tid, så de kan blive lukket ind før dem, der ”blot” har SPOT-armbånd. Første skare vil jeg naturligvis ikke generalisere, men konstatere, at de ser ud til at vide, hvad de går ind til – og flere kender hinanden. Jeg spotter både konservatorielærere og –studerende.

Den anden skare er så med SPOT-manden/kvinden, der gerne vil udfordres, høre noget anderledes. En skare med sneakers, kasket, fadøl og åbent sind.

Hvor den førstnævnte flok placerer sig præcist midt i salen, hvor akustikken er optimal, sætter sidstnævnte sig noget længere tilbage og på 1. balkon. Ved indgangen har vi snuppet et program, som også indeholder fire spalters libretto til forestillingen. Vi er nogen, der når at skimme teksterne, men ak, ved koncertstart dæmpes lyset, så det er umuligt at følge med i teksten.

Jeg når dog at læse, at ”One world above, another below er en kammeropera af Lil Lacy, der udforsker det at opleve; at være åben overfor sine omgivelser. Inspirationen er fra rejser og elektronisk samarbejde på tværs af musikalske genrer og virkemidler. Til at skabe værket har Lacy samarbejdet med elektronisk komponist Tobias Sejersdahl, der har udarbejdet en elektronisk lydside til værket. Århus Sinfonietta står i spidsen sammen med sopransolist Katinka Fogh Vindelev (fra We Like We) og den japanske dirigent Rei Munakata.”

Så kl. halvfem er vi alle cirka 150 klar til uropførelsen.

Som man behager

Til høflig applaus træder de 10 musikere ind: en strygekvartet, en blæserkvintet og en slagtøjsspiller. Slutteligt dirigenten Rei Munakata og sopranen Katinka Fogh Vindelev.

Vi er stille. Helt stille. Ud ad denne dybeste stilhed vokser en enkelt, vibratoløs tone, som efterhånden sekunderes af de andre instrumenter i halvtoneintervaller, så en cluster langsomt opbygges. Og hvor forunderligt; i mine ører en behagelig cluster, som ikke agressivt siger ’her kommer jeg’, men derimod indbyder med en mildhed – et ’velkommen’.

En introduktion, hvor Fogh Vindelev byder velkommen og inviterer til at komme ind i værket: ”The piece consists of a movement in space over time, as with travelling. A reflection of one’s own reality in another context. You can take in the different layers, or let them be, however you prefer.”

Tak siger jeg, hvor befriende helt konkret af få lov til at bruge musikken, som jeg vil. Ingen påduttende dogmer, men muligheder, der tilbydes.

En inciterende indbydelse

Så jeg læner mig trygt tilbage efter introduktionen og er klar til første sats. ”Please, come with me outside” lokker den skønne sirene stille, og med en varm marimbalyd flyder vi alle med. Akkompagnementet står transparent i rummet; så overbevisende spillet. Her er sarte indsatser i blæserne, som vil gi’ de fleste musikere abnorme adrenalinpump. Og indsatserne står bare lige i skabet; vidunderligt. Tonesproget er dæmpet gennem værket, og jeg hører ind i mellem passager, der bringer tankerne til en nordisk Grieg-melodi.

Slagtøjsspilleren Henrik Larsen vandrer tyst mellem sine instrumenter – fra marimba i vest til bækken i øst. Men konstant med en lydhørhed og præcision, der supplerer stryger- og blæserklangen perfekt.

Jeg når mange tanker – der er nu ikke meget opera her; men et indfølt stykke musik for sopran og ensemble. Nuvel, sangerinden har enkelte armbevægelser, og idet jeg tænker dette, stopper musikken, og dirigenten står i en rum tid med håndfladerne vendt mod loftet. Endnu et aspekt af musikkens åbenhed – igen en indbydelse: ”Kom – vi er åbne til at modtage dig”.

Akustisk elektronisk

Og vi flyder videre i musikkens strøm. Det sædvanlige, klassiske vibrato er usædvanligt fraværende på instrumenterne, og vi får derimod toner, der tangerer de rene sinustoner. Præcis som i megen elektronisk musik. Og først her, en halv time inde i musikken, hører jeg lyde fra de seks højtalere. Umærkeligt blander reallyde sig med sinfoniettaens klange, og kammeroperaens sidste 15 minutter er en behændig blanding, der fungerer som én organisme.

På et tidspunkt vender alle blad samtidigt; det er set før. Lidt efter bladres tilbage, og efter øjeblikkes stilhed bladres der minsandten frem igen. Måske er det her, sopranen synger ”How to listen? Or to see? Reflections of one’s own reality.”

En berigelse

Mod slutningen møder vi for første gang et kraftigere orkester, der harmonerer med reallydenes buldren. Er det en banegårds kosmopolitiske larm – eller min løbskløbende tankegang? En akkord bygges op med kontrafagot, basklarinet og cello og slutter med en høj flageolet fra førsteviolinen, og Katinka Fogh Vindelev kan slutteligt synge: ”Now the piece has come to its end. Thank you for listening.”

Selv tak – vil jeg sandelig sige! Et så velspillende og fokuseret ensemble med den rette sangerinde, der med sin tydelige diktion og overskud fører os trygt gennem denne eventyrlige rejse. Og så betyder det mindre, at jeg ikke på forhånd havde læst librettoen.

Ikke alle er blevet i salen; en del gik i de første ti minutter. Men vi, der blev, bliver til fulde belønnet med en stor oplevelse. En oplevelse, alle fortjener i vores ellers travle og ofte ureflekterende dagligliv.

Dét kan musikken; opsøg musikken – og hør selv efter.

Tak til alle, der var medvirkende til at give os denne enestående oplevelse – midt i SPOT Festival 2019.

(foto: Peter Elmelund)