Løgn over løgn

At man ikke må lyve blev slået fast allerede da Moses kom ned fra Sinai-bjerget med De Ti Bud, hvor det ottende lyder: ”Du må ikke sige falsk vidnesbyrd om din næste”. Til gengæld er løgnen ikke en af de 7 klassiske dødssynder, som er de mest alvorlige synder og laster, og denne udeladelse skyldes formentlig, at løgnen er (næsten) umulig at undgå for et almindeligt skrøbeligt menneske. Alle har prøvet at lyve, måske for at skåne en anden person med en hvid løgn, men ikke desto mindre er der også i dette tilfælde tale om afvigelser fra sandheden.

Løgnen optræder ofte i forbindelse med parforhold, hvor den ene part ser en fordel i at omgås lemfældigt med sandheden, enten for at beskytte sig selv eller for at opnå en fordel i forhold til den anden part. Det er denne særdeles udbredte form for løgne, man møder i flertallet af de rocktekster, som er emnet for denne artikel, og som vil blive omtalt nærmere i det følgende.

Men løgnen kan også forekomme i magtrelationer, f.eks. økonomiske eller politiske sammenhænge, hvor ikke mindst sidstnævnte er stærkt repræsenteret i medierne for tiden i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg. Donald Trumps mange dokumenterede løgne, også i situationer, hvor de ikke er nødvendige, placerer ham i kategorien lystløgnere – folk, der nyder at lyve. Denne form for løgne er heldigvis ikke ret udbredte i omgangen mellem mennesker og heller ikke i sangene om løgne.

Løgnen som strategi
Løgnere af Trump-format møder man kun meget sjældent i rocklyrikken, men der er faltisk mindst ét klassisk eksempel på forekomsten af vildt overdrevne løgne i en rocktekst: The Who´s ”It´s not true” fra gruppens debut-LP (1965). Hør engang, hvordan det kan lyde, når en løgner går helt grassat: ”You say I´ve been in prison/ you say I´ve got a wife/ you say I´ve had help doing everything throughout my life/ I haven´t got eleven kids/ I were´nt born in Baghdad/ I´m not half-Chinese either and I didn´t kill my dad”.
Tak for kaffe, det var ellers noget af en omgang, som næsten overgår de løgne, Trump kan finde på; men heldigvis er svaret til den form for løgnagtig opførsel det samme, som man må bruge over for Trump: “If you hear more rumours/ you can just forget them too/ fools started the rumours, none of them are true”. Alt i alt en forbløffende aktuel tekst!

På samme LP, hvor man finder ”It´s not true”, finder man også en anden, lige så iørefaldende sang om løgne, men denne gang er der kun tale om ”almindelige” parforholdsløgne. Sangen ”La-la-la-lies” fortæller om en jeg-person, der tilsyneladende forfølges og bagtales af en tidligere kæreste, som åbenbart kun er ude på at skade ham: ”You kicked me when I was down/ and they hurt me all those lies/ la-la-la-la lies”.

Heldigvis har jeg-personen fundet en ny kæreste, som ikke tror på alle løgnene, og som støtter sin nye kæreste helhjertet: ”This girl with eyes like gems/ and cool reactions to your lies”. Så derfor kan jeg-personen ligefrem tillade sig at være storsindet og ønske, at den løgnagtige ex-kæreste får det godt igen, når hun holder op med at være vred.

De to Who-sange, skrevet af Pete Townshend, handler begge om nogen, løgnene går ud over, og den slags sange er der mange af; men der er naturligvis også sange om løgne set fra den anden side, altså fra løgnerens synspunkt. En af de mest direkte og utilslørede sangtekster om en person, der åbent indrømmer, at hun er parat til at lyve bevidst for at opnå det, hun ønsker, er Dusty Springfields ”I´ll try anything” (med tekst af Barkan og Millrose) fra 1967.

I denne medrivende uptempo-sang udtrykker Dusty Springfield helt ryggesløst, at hun vil gøre alt for at få den mand, hun er forelsket i, også selv om han rent faktisk har en anden kæreste. Men pyt med det; her skal der ikke skeles til forstyrrende biomstændigheder som samvittighed og moral: ”I´ll try anything to get you/ I´ll do anything I can/ I´ll try anything to get you/ I´ll cheat and I´ll lie/ try ´till I die/ ´till I make you my man”. I det mindste må man da sige, at sangens jeg-person er ærlig om sit forehavende!

En anden person i en sangtekst, som indrømmer (i hvert fald over for lytteren), at han snyder og lyver for at klare dagen og vejen, er Leonard Cohens jeg-person i sangen ”In my secret life” (2001), som udtrykker sig således: ”I smile when I´m angry/ I cheat and I lie/ I do what I have to do/ to get by”. Men jeg-personen fortæller dog straks efter denne afsløring, at han godt selv er klar over, hvad der er rigtigt og hvad, der er forkert – hvis det ellers skulle være nogen trøst. Det bedste man kan sige om jeg-personen i teksten er, at hans løgne tilsyneladende ikke går ud over nogen; og så er de vel ikke helt så slemme? Eller?

Såret af løgnen
De fleste rocksange om løgne er som ovenfor antydet ret enkle i deres problemstillinger og også ret enslydende. I disse sangtekster handler det (næsten) altid om en jeg-person, der er vred, skuffet, ked af det, såret osv., fordi en anden person har svigtet vedkommendes tillid ved at lyve og bedrage ham/hende. Eksemplerne på sådanne sange er talrige, lige fra The Beatles´ ”No reply” (1964), hvor både pigen selv og hendes forældre lyver over for jeg-personen, til Bruce Springsteens ”Stones” (2019), hvor jeg-personen oplever kærestens mange løgne som sten i munden i en ganske poetisk og billedmættet sangtekst.

Ind imellem disse to sange om løgne møder man masser af andre rocktekster, hvori løgnen spiller en hovedrolle, og mange af sangene har simpelt hen titlen ”Lies”. Her skal blot nævnes nogle få af de talrige løgne-tekster, som desværre alene ved deres antal fortæller, at løgnen er et ualmindeligt almindeligt fænomen i den daglige omgang mellem mennesker.
The Rolling Stones har en temmelig ondskabsfuld version af en løgne-tekst, hvori den løgnagtige kvinde ligefrem sammenlignes med Jezebel, den ondeste kvinde i Det Gamle Testamente, og jeg-personen i sangen ønsker direkte kvinden forvist til helvede. Det må være nogle meget grimme løgne, hun har fortalt (”Lies”, 1978).

J.J. Cales ”Lies” (1972) er en kort standardgennemgang af en svigefuld kvindes opførsel over for en med god grund bitter jeg-person: ”You left me hangin´, hangin´ from a limb/ you said you loved me, and then you left with him/ Lord, you did it to me, I see it in your eyes/ Lies, lies, lies”.
Og i Roxettes “Lies” (1994) er situationen stort set den same: “Lies/ la-la-la-la lies/ It´s all lies/ la-la-la-la lies/ You´re all lies”. Osv. Det siges jo, at man altid bør høre begge parter I en sag, men det er yderst sjældent tilfældet i sangteksterne om løgne. Det er (næsten) altid kun den forurettedes version af begivenhederne, man præsenteres for, og den må man så tage for gode varer; men ind imellem kunne man nu godt tænke sig også at høre den anden parts udlægning. Så ville der til gengæld nok ikke eksistere så mange sange om svigefulde partnere, for så ville det hele gå op i ”Det var dig, der begyndte…”

I mange tilfælde nøjes sangene om parforholdsløgne med at konstatere de ulykkelige omstændigheder omkring et forlist forhold. Men det sker dog også ret ofte, at den forurettede jeg-person i sangen indser, at han/hun er bedre hjulpet uden den upålidelige partner. Det sker f.eks. i Sandie Shaws sang ”Message understood” (tekst af Chris Andrews, 1965), hvor jeg-personen godt er klar over, at hendes kæreste har en anden, og hvor hun af samme grund ikke vil se ham mere. Hvilket dog ikke betyder, at hun er kommet helt over ham: ”Now please do go home/ don´t think of me anymore/ because I must be alone/ crying´s for me, I´ve cried before/ Message understood”.

Det var jo en lidt trist historie, selv om jeg-personen tilsyneladende kommer ud af forholdet med skindet på næsen. Men Sandie Shaws faste sangskriver, Chris Andrews, har også skrevet en opbrudssang, hvor den kvindelige jeg-person er noget mere skrap i sine kommentarer til kærestens løgne og dårlige opførsel: ”Cheatin´ and a-lyin´/ are just two of your faults, my friend/ so I think this time/ this love affair should come to an end/ ´cause I don´t need that kind of lovin´/ that is something I can do without” (”I don´t need that kind of lovin´”, 1965).

Der er vist ikke rigtigt noget at bygge videre på her. Forholdet er slut; men derfor kan jeg-personen jo godt slutte opbrudsseancen af med at tilbyde et gratis råd: ”Don´t you think it´s time/ you started tryin´ to change your ways?”.