Little Walter: The best of Little Walter
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 198
Chicagos blueslandskab var i 1950’erne fuldkommen fantastisk, med navne som Buddy Guy, Muddy Waters, Otis Rush, Bo Diddley og selvfølgelig mundharmonikaspilleren over dem alle, Little Walter. Så tidligt som i 1958 fik Little Walter udgivet sit definitive opsamlingsalbum, The Best of Little Walter. Tolv af denne herres største numre er at finde på pladen. Et par er instrumentale og fokuserer da udelukkende på mundharpen, men selv på numrene, hvor han også synger, dedikeres meget af tiden til denne mundharpe. De to er nærmest uadskillelige, og man har generelt lettere ved at genkende ham på mundharpen end på stemmen. Det gør ham til en unik figur i Chicagos bluesscene i 50’erne, der jo ellers fokuserede meget på guitar, men siden Walter har mange andre bluesmusikere fra området taget mundharpen helt op til mikrofonen. Han stikker også meget ud ved at hans største numre næsten alle er skrevet af ham selv. Selv dem, der ikke er, har han tit skrevet om på, så han selv føles mere til stede på numrene, og sange som "Mean old world" og "Blues with a feeling" er i dag så indbegrebet af Little Walter, at de fleste ikke kender originalerne.
Little Walters sangskrivning er ikke noget specielt, når vi snakker vokalmelodier. Egentlig er der heller ikke så meget at komme efter i instrumentationens kompositioner, men selve lyden er rigtig flot, og den passer godt sammen med mundharpen, der er pladens sande stjerne. Jeg er dog glad for, at der er vokalmelodier, da det sørger for at holde mundharpen frisk og levende. Et helt album fyldt med instrumental mundharpe kunne godt gå hen og blive langtrukkent, men sådan er det jo heldigvis ikke på The best of Little Walter. Pladen er med sine 12 numre 35 minutter lang, og mens ikke alle numre er fuldkommen fantastiske, så er ikke ét dårligt, og den konstante vekslen mellem mundharpe og sang giver pladen meget dynamik. Det er en kvalitet, der sandsynligvis ikke ville kunne bære en meget længere plade, men det går skam på denne her. Som sagt er bundniveauet ikke særlig lavt, men topniveauet er virkelig imponerende, og det er især det, som gør denne plade til et must-have for de fleste blues-entusiaster. Sange som "Blues with a feeling", "Juke" og "My babe" er fantastiske, og jeg forstår godt, at de er blandt genrens største klassikere i dag.
Det bedste på pladen har holdt sig forbløffende godt sammenlignet med datidens bluesnumre, især "My babe", der stadig er sjov at synge med på. Selv de relativt uinteressante numre er stadig blues af fin kaliber, og det er ganske forbløffende, når man tænker på, at de ikke blot er skrevet i 50’erne – de er også udvalgt dengang. Man kunne frygte, at de i for høj grad ville være produkter af deres tid og virke alt for ens hørt med nutidige ører. Men de har stadig alle noget unikt at byde på. Der har været udgivet større, bredere omfattende opsamlinger sidenhen, der også har medtaget meget af hans 60’er-materiale, men selv føler jeg ikke, at de overgår denne kompakte introduktion til mandens værk. The best of Little Walter giver dig stor respekt for en bluesmusiker, du ikke nødvendigvis kendte så godt, før du satte pladen på, og du får virkelig lyst til at lære ham bedre at kende. Man kan mærke, at det er en opsamling, men det ødelægger ikke oplevelsen, og hvis du ikke kender meget til Little Walter, så er det et virkelig godt sted at starte.