Liza Minnelli 75 år
Liza Minnelli
Født den 12. marts 1946
Film, teater, tv, egne shows, sang, dans og musicals - dagens halvrunde fødselar, datter af Judy Garland og instruktøren Vincente Minnelli, har prøvet lidt af hvert, mestrer det meste, vundet store priser og udmærkelser samt været så heftigt på flasken og øvrige stimulanser, at stikket måtte trækkes undervejs med fire forliste ægteskaber til følge.
Liza May Minnelli er født den 12. marts 1946 i Los Angeles, Californien og uddannet fra High School of Performing Arts, der har skabt grundlaget for ikke så få stjernekarrierer i USA. Efter at have arbejdet hårdt på at slå igennem som syngende teaterskuespiller, natklubsangerinde og popkunstner fra tidlig alder mødte Minnelli i midten af 60’erne komponisten og arrangøren John Kander samt tekstforfatteren Fred Ebb, der begge kom til at spille afgørende roller i hendes film-, tv- og musical karriere.
Ovenpå seks albums i eget navn med pop og jazzede versioner af diverse standardmelodier, et tilsvarende antal tv shows og en længere række teaterstykker i perioden 1961-71 slog Minnelli definitivt igennem som Sally Bowles i Bob Fosse’ ‘Cabaret’ (1972), der indbragte hende den første af to Oscars for bedste kvindelige hovedrolle. ‘Cabaret’ er løseligt baseret på musicalen af samme navn med musik og tekst af Kander/Ebb samt Christopher Isherwoods berømte roman ‘Farvel til Berlin’, som foregår under Weimar republikken i starten af 30’erne, hvor den tyske hovedstad var præget af forlystelsessyge, natklubstemning, dekadence og udskejelser, mens forarmelsen og den spirende nazisme stak sit grimme kontrafej frem.
Ud over prisen for bedste kvindelige hovedrolle vandt ‘Cabaret’ yderligere syv Oscars, dog ikke for årets bedste film, der næppe overraskende gik til ‘The Godfather’. Ni år senere gentog Minnelli succesen med komedien ‘Arthur’ (1981), hvor hun spillede overfor Dudley Moore. Personligt holder jeg meget af hendes præstation i Martin Scorseses ‘New York, New York’ (1977), selv om dette bud på en musical under swingtiden i 40’ernes USA floppede totalt. Minnelli og Robert de Niro er ellers prægtige sammen, og i The Grande Finale leverer Minnelli en intens storladen version af Kander/Ebbs’ titelsang bakket op af et big band, der kan deres kram.
På filmfronten har Minnelli siden den første rolle som barnestjerne i ‘The Good Old Summertime’ (1949) ud over de allerede nævnte arbejdet med Hollywood instruktørkoryfæer som Vincente Minelli, Alan J. Pakula, Otto Preminger, Stanley Donen og Mel Brooks. En blandet landhandel af yderst varierende kvalitet. Liza Minnelli har været aktiv inden for samtlige områder til et stykke op i 2010’erne plus opnået diverse Tony-, Emmy- og Grammy nomineringer.
Hun har ydermere optrådt og indspillet med et utal af kolleger i showbizz faget herunder Frank Sinatra, Sammy Davis Jr., Pet Shop Boys, Donna Summer, Cher, Cindy Lauper, Michael Jackson samt Queen under The Freddie Mercury Tribute Show til fordel for AIDS/HIV sagen, som hun på filantropisk vis har støttet gennem en del år i samarbejde med Elizabeth Taylor.
Et trefoldigt leve skal lyde i anledning af Liza Minnellis 75 års dag. Hun har sandsynligvis for tid og evigt opnået uforglemmelig ikon-status som karakteren Sally Bowles i ‘Cabaret’, der som Minnelli er en kvinde med stil, appeal, temperament og viljestyrke. Minnelli har personligt som professionelt udvidet et kendt motto, så det i hendes version lyder ‘hellere alt for meget end at nøjes med alt for lidt af det gode’. Det er millioner af fans hende sikkert taknemmelig for, til trods for det ej har været uden omkostninger undervejs.