Man binder os på mund og hånd

Fra 1920’erne og frem til sin død i 1967 var Poul Henningsen - i daglig tale PH - et samlingspunkt for de danske kulturradikale. Han var arkitekt, designer, revyforfatter, folkeopdrager og bidsk samfundskritiker. Nu er han gået i glemmebogen som så mange andre af forrige århundredes store skikkelser. Men han efterlod to ting, som har fået varig plads i den danske kultur: en lampe og denne sang.

PH lod ofte sine holdninger fortolke af Liva Weel, mellemkrigstidens store revystjerne. Det gælder også “Man binder os på mund og hånd”, som er en af hendes mest kendte sange.

I foråret 1940 skulle Kjeld Abells stykke Dyveke sættes op på Riddersalen. Liva Weel havde hovedrollen, Ib Schønberg spillede Christian 2., Kai Normann Andersen skrev musikken og PH stod for sangteksterne. Der var lagt op til den helt store teatersucces. Første læseprøve var den 8. april, næste dag blev Danmark besat, og så måtte holdet gå i tænkeboks. PHs tekster var stærkt anti-nazistiske, så inden Dyveke skulle gennem censuren, måtte der skrives en del om. Alligevel blev man klar til premieren sidst i maj. Efter tæppefald for det egentlige stykke kom Liva Weel alene frem på scenen og sang “Man binder os”. Tre vers, hvor de to første diskuterer fri kærlighed kontra ægteskab.

Kærlighed og ægteskab,
hva’ kommer de hinanden ved?
Kedsomhedens tomme gab,
til kæben går af led.

Fri kærlighed, uden bånd af borgerlige konventioner, var en vigtig sag for PH. Tredje vers af sangen handler også om at gøre sig fri, men i mere generelle vendinger, der på raffineret vis drejer publikums tanker i en ganske bestemt retning:

Den som holder sjælen rank, ka’ aldrig blive træl.
Ingen ka’ regere det, som vi bestemmer selv.
Det lover vi med hånd og mund,
i mørket før en morgenstund,
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi.

Normann Andersens melodi var en mørk, rolig tango, som gav ordene en ekstra alvor. Efter det sidste vers var der intet bifald. Publikum rejste sig og blev stående helt stille et stykke tid. Budskabet var forstået.

PH og resten af teaterholdet kunne prise sig lykkelige for, at den tyske besættelsesmagt var så tung i opfattelsen. Det var danskerne ikke, og snart blev “Man binder os på mund og hånd” et nationalt symbol på modstanden mod den fremmede magt.