Genre: 
Pop

Manden bag Roxette fylder 60 år

Per Gessle
06-01-19
Af: 
Steffen Kronborg,

På hjemmesiden gessle.com har den svenske musiker Per Gessle sammen med hjemmesidens bestyrere fået den sjove idé at tælle ned til idolets 60 års fødselsdag d. 12. januar. Det sker under en ramme, som de har kaldt ”Per Gessle´s 60 for 60”, og som går ud på hver dag i 60 dage op til den runde fødselsdag at præsentere et af musikerens hits. Og der er nok at tage af!

Gennem sin mere end 40-årige karriere har Per Gessle sprøjtet hits ud i hobetal, først som medlem i gruppen Gyllene Tider og derefter som den ene halvdel af Roxette - og sideløbende med begge disse karrierer har han begavet verden med en lang række soloudspil. Det hele båret af Gessles usædvanligt fine øre for at skabe iørefaldende og langtidsholdbare melodier.

Da Gessle og Gyllene Tider havde spillet sammen i 10 år udsendte gruppen en opsamlings-LP med titlen ”Instant Hits! – samtliga hits 1979-1989”, og her var tale om et overflødighedshorn af gode sange, som stadig står sig fint (”Flickorna på TV2”, ”Sommartider”, ”När alla vännerna gått hem”, osv. osv.). Udgivelsen havde tilføjelsen ”Äntligan lika gamla som våra fans!”, hvilket i en nøddeskal er et udmærket eksempel på Per Gessles selvironiske humor – for selvfølgelig var gruppens fans ikke blot de 10-årige. Der findes næppe den svensker med respekt for sig selv, som ikke kan synge med på mindst 10 af Per Gessles svensksprogede sange – ligesom der næppe findes den musiklytter i verden, som ikke kender en række af Roxettes store hits gennem tiderne. Kun ABBA kan siges at være større end Roxette blandt de svenske rockgrupper – såvel i Sverige som i verden.

Gessle udsender ikke noget nyt album i anledning af den runde fødselsdag i år; men i 2017 og 2018 har han til gengæld været fuldt beskæftiget af at arbejde med sin svensksprogede trilogi ”En vacker dag”, ”En vacker natt” og live-albummet ”En vacker kväll”, som siden også fik en engelsksproget aflægger, ”Small town talk”. Alle udgivelser rummede det karakteristiske Per Gessle-stempel: melodisk vellyd og et udtryk, der smyger sig om lytterens ører som en lun aftenbrise. Af samme grund blev alle udgivelserne også hits i vores store naboland mod øst, Sverige. Per Gessle har simpelt hen svært ved at gøre noget galt – og selv hans mindre vellykkede projekter viser sig alligevel ofte senere at indeholde holdbare numre med hit-kvaliteter. Per Gessle er selvfølgelig for længst indlemmet i Swedish Music Hall of Fame, nemlig i forbindelse med hans medlemskab af duoen Roxette.

Tak for alle sangene, Gessle – og fortsæt endelig i de kommende år med at forkæle os med liflig musik. Hvis de mange fans skulle gå hen og blive trængende i ventetiden, kan de/vi bare hente samlings-boksen ”The Per Gessle Archives” fra 2014 frem fra reolen. Boksens 10 cd´er indeholder så mange demo-versioner og outtakes fra musikerens lange karriere, at man ikke bliver færdig med den efter blot nogle få gennemlytninger. Her er musik til mange lange vinteraftener – og sommeraftener med, for den sags skyld.

Læs også artiklen om Per Gessle "Demoen som kunstnerisk udtryksmiddel"