Manden med den gyldne stemme

I forbindelse med Leonard Cohens 70 års fødselsdag sendte DR2 i 2004 et helaftensprogram med den aldrende kunstner. Denne aften kunne man møde Cohen selv i et interview fra 1992 med Jarl Friis Mikkelsen, man kunne høre en række danske musikeres fortolkninger af kendte Cohen-sange – og så kunne man se en canadisk dokumentarfilm fra 1965 om digteren Leonard Cohen og hans forbløffende lyriske univers. Filmen med undertitlen "Poetry is not an occupation but a verdict" er jeg vendt tilbage til flere gange siden, og det er jeg først og fremmest på grund af den magiske kombination af Cohens digte og hans inciterende oplæsning af samme digte. (Filmen kan lånes på biblioteket).

"I was born with the gift of a golden voice" lyder en af linjerne i Cohens sang "Tower of song", og hvis man tillader sig at opfatte karakteristikken som et selvbiografisk udsagn, kan man roligt skrive under på det. Leonard Cohen er den lykkelige indehaver af en resonansfyldt og karismatisk mørk stemme, som han ikke bare udnytter i sin sangkunst men også i sine digtoplæsninger. Eller måske snarere: udnyttede. Det er vist ikke så meget, den gamle poet gør det i digtoplæsninger mere; men i sine unge år – inden musikkarrieren – var han en formidabel fortolker af sine egne digte, som ovennævnte dokumentarfilm tydeligt viser. Når Cohen står på podiet, har han sit publikum i sin hule hånd – og det skyldes både hans helt personlige formidling af digtene og digtenes poetiske kvaliteter.

Cohen – nu med musik til

Cohen debuterede som digter i 1956 med samlingen Let us compare mythologies, og siden fulgte endnu et par digtsamlinger samt en roman. Men i 1967 fandt Leonard Cohen på at sætte musik til sine digte, og via kombinationen af tekster, melodier og en gylden stemme fik han mulighed for at nå et publikum af en størrelsesorden, det er helt udelukket for en "almindelig" digter at få i tale. Med sange som "Suzanne", "Sisters of mercy" og "So long, Marianne" slog Cohen straks sit navn som sangskriver fast med syvtommersøm, og en helt ny karriere var indledt.

Men selv om LP'en Songs of Leonard Cohen betegnede starten på et musikalsk eventyr næsten uden sidestykke – et eventyr, som fortsætter d. 23. september i år med udgivelsen af Cohens 13. studiealbum, Popular problems – er det et eventyr med store afbrydelser og lange intervaller mellem de enkelte udgivelser. Selv om Cohen nu er i gang med sit femte decennium som udøvende kunstner, er det tankevækkende, at han kun har udsendt en tredjedel så mange studieplader som hans måske mest oplagt sammenlignelige musikerkollega, Bob Dylan, har gjort. Men det atypiske er nok netop noget af det mest typiske ved Leonard Cohen, hvis man kan sige det på den måde.

Cohen har aldrig indspillet blot for at tækkes publikum eller pladeselskaberne (men måske nok et par gange for at fylde en tom pengepung efter nogle uheldige økonomiske oplevelser).  Faktisk må man nærmest beskrive Cohen som en temmelig usandsynlig rockstjerne, fordi han aldrig har dyrket berømmelsen og den medfølgende stjernestatus, men i stedet har forsøgt at holde sig i periferien af det pulserende musikcirkus, modsat de fleste af hans musikalske kolleger. Om det skyldes Cohens buddhistiske overbevisning eller hans baggrund i en helt anden verden end den, de fleste yngre rockmusikere er vokset op i, kan man kun gisne om. Men der er næppe nogen tvivl om, at Cohen trods sin eksklusive position i musikverdenen har formået at påvirke flere lyttere – og kolleger! - end de fleste andre inden for den rytmiske musik. F.eks. er der udsendt hyldestalbums med oversættelser af Cohens sange i både Norge, Sverige og Danmark. Samt i en lang række andre lande.

En formidabel livekunstner

Ikke mindst da Cohen gik elektrisk – heldigvis for ham uden den samme modstand mod at sætte strøm til folkemusikken, som Bob Dylan tidligere havde mødt – blev han for alvor allemandseje, og det var med forstærkere og et stort orkester han skabte nogle af sine bedste og mest holdbare udgivelser. Trilogien I'm your man (1988), The future (1992) og Ten new songs (2001) er i denne lytters ører Cohens absolutte musikalske højdepunkter - hvis man ser bort fra de mange koncertoptagelser, hvor han med stort orkester og et dejligt kvindekor synger sine største hits, så englene må dåne. På disse indspilninger finder man måske Cohens virkelige styrke, og når man hører liveoptagelser med den ældre herre, forstår man godt, at han kan blive ved med at trække fulde huse, når han rejser verden tynd med sit formidable sangkatalog.

Til gengæld har Cohens to seneste udgivelser, Dear Heather (2004) og Old ideas (2012) ikke imponeret denne lytter særlig meget, og det skyldes primært fraværet af gode melodier på pladerne. Stemmen er lige så gylden, som den altid har været, men den mangler – efter min mening – et ordentligt materiale at arbejde med. Jeg håber, at den nye plade rummer et stærkere melodimateriale end de to foregående, og hvis man skal dømme ud fra det allerede offentliggjorte nummer, Almost like the blues, er der noget, der tyder på, at det bliver tilfældet. "Almost like the blues" er både melodimæssigt og tekstmæssigt en klassisk Cohen-sang – med stærke mindelser om nummeret "The future" - som lover godt for det kommende album. Så er det blot stemmen, der er begyndt at lyde lidt rusten. Men Cohen bliver jo altså også 80 år d. 21. september i år.

Et stort til lykke med den runde fødselsdag skal lyde herfra!

Læs mere – meget mere! – om Cohen på hjemmesiden www.leonardcohenfiles.com