Marts og musikken

Marts måned har fået navn efter den romerske krigsgud Mars.

Marts var den første måned i den ældste romerske kalender, som kun opererede med 10 måneder.

I vores kalender er marts den første forårsmåned, og selv om måneden både kan byde på frost og kulde, indeholder den også forårsjævndøgnet – den 21/3, hvor nat og dag er lige lange. Det er denne begivenhed, svenske Dan Hylander hylder i sin sang med titlen ”21. mars”, som indledes med ordene: ”Vackra sol/ är det du/ jag har glömt/ hur du såg ut/ men värmen väcker en aning/ jag blinkar, kisar, tittar och får svar../ det är sant, det är sant!/ hör det bubblar inom mej/ nu ger jag fan i min förkylning/ och rusar ut på gården/ vild och varm/ våren är född”.

Sange, hvor måneden marts indgår i teksten, er ofte sange om sol og begyndende varme.
Det gælder f.eks. Per Gessles sang ”Nu lyser det från hus och rum” med linjerne: ”Sist när solen kom med mars och april/ låg någons hjärta vid din dörr”. Det gælder Ulf Lundells sang ”Odysseus”, der bl.a. indeholder verslinjen ”och jag blev kåt som en räv i mars helt utan planering”.

Først og fremmest må man dog nok i sammenhængen nævne den sang, som i 2001 blev kåret som alle tiders bedste brasilianske sang nogensinde, Antonio Carlos Jobims ”Aguas de Março” (”Waters of March”) fra 1972. Dvs. det er faktisk kun den engelsksprogede version af sangen, der kvalificerer den til at være en sang om det livgivende vand, som om foråret indvarsler kommende vækst og frodighed. I Brasilien er marts en regnfuld måned, hvor de store vandmasser tværtimod er et forvarsel om vinterens komme – altså den omvendte situation af situationen på den nordlige halvkugle.

Under alle omstændigheder er Jobims sang en sprudlende affære, hvis endeløse opremsninger af de mange forskelligartede ting og sager, marts måneds livligt strømmende vand bringer med sig, giver lytteren en oplevelse af konstant bevægelse og allestedsnærvær – altså netop de egenskaber, man traditionelt forbinder med vand.

Sangen er oversat til mange sprog og har siden førstegangsindspilningen for 50 år siden været sunget af et utal af sangere. Georges Moustaki leverede i 1973 en smuk version under titlen ”Les eaux de Mars”, og Art Garfunkel har i 1975 lavet en indspilning til sit soloalbum ”Breakaway”. Den mest kendte version af ”Waters of March” er måske Stan Getz´ og Joao Gilbertos tosprogede udgave fra 1976 – men der er som nævnt utallige musikere, der i tidens løb har prøvet kræfter med Jobims bossa nova-klassiker: ”The oak when it blooms/ A fox in the brush/ A knot in the wood/ The song of a thrush/ (-) / And the river bank talks/ of the waters of March/ It´s the end of the strain/ The joy in your heart”.

Et par danske sange om marts
I Danmark er det formentlig først og fremmest Kaj Munks digt “Den blå anemone”, der dukker op i hukommelsen, når man tænker på tekster om måneden marts. Digtet fra 1943 er sat i musik af Egil Harder og er optaget i Højskolesangbogen, og sangen er da også en smukt formuleret hyldest til livet og til modstanden mod at give efter for omgivelsernes tryk.

Set i lyset af Kaj Munks egen skæbne får indholdet en ekstra betydningsdimension; men selv uden dette biografiske perspektiv er det en fin sang om at holde ud og kæmpe trods modgang: ”Hvad var det dog, der skete/ mit vinterfrosne hjertes kvarts/ må smelte ved at se det/ den første dag i marts”. Sangen er en dansk klassiker og er indsunget i mange forskellige versioner gennem årene.

Knap så klassisk som ”Den blå anemone” er et andet digt af en dansk digter, Grete Risbjerg Thomsens ”Måske en martsnat” (1948). Digtet er til gengæld trods sin korthed mindst lige så gribende og tankevækkende som Kaj Munks digt, og teksten kan næppe undgå at gøre indtryk på enhver, der hører eller læser den.

Hør blot: ”Jeg dør en lille smule/ for hvert sekund, der går/ jeg bærer døden med mig/ igennem livets år./ En nat, måske en martsnat/ så mild af regn og tø/ skal jeg gå bort i mørket/ og holde op at dø”. Det er da flot formuleret. John Høybye har sat melodi til digtet, som både er blevet indspillet af ham selv og af flere andre. En af indspilningerne er Lis Damms minimalistiske, cello-akkompagnerede version på udgivelsen ”Knogler og ben” (1992), hvor sangerinden fortolker digte af en række danske kunstnere, bl.a. altså Grete Risbjerg Thomsen.