Men Without Hats: Rhythm Of Youth (1982)

Det ville måske være lidt misvisende at kalde Men Without Hats for et ‘One Hit Wonder’, men det er dæl’me tæt på. Det canadiske band skrev sig ind i pophistoriebøgerne med det uafrystelige hit “The Safety Dance” samme år som Rythm Of Youth udkom, men faktisk fik de sig et fint lille hit med sangen “Pop goes The World” fem år efter. Og når man har haft hele to hits er man vel ikke et one-hit-wonder, eller hvad?

I det store og hele var 1980’erne et årti, hvor der blev udgivet rigtigt meget fin musik, hvoraf en meget stor del har fået fortjent klassiker-status – ingen nævnt, ingen glemt. Til gengæld var popscenen præget af både disse klassikere og så en lang række ret forglemmelige kunstnere, der lige var oppe at vende med en hitsingle eller to, der ramte durk ned i tiden – som oftest ledsaget af en musikvideo, hvor man kunne se den som regel både smukke og moderigtige, unge kunstner danse, kysse og køre bil, perfekt stylet både hår-, tøj- og solbrillemæssigt. Nogle af disse sange og kunstnere forsvandt efter deres 15 minutes of fame – ofte ualmindeligt velfortjent – mens andre blev hængende og med tiden fik nærmest ikonisk status. Enten som postmoderne referencer og hints til kitch og dårlig smag, eller fordi denne ene sang rent faktisk besad nogle kvaliteter, som kunne modstå tidens altfortærende tand.

Om det er det ene eller andet, der er på spil for Men Without Hats og monster-hittet “The Safety Dance” har jeg lidt svært ved at bedømme. På den ene side er det en vidunderlig, up-beat punk-møder-disco-sag, der er så godt som umulig at sidde stille til, som har et nærmest afhænghighedsskabende hook og som reelt er rigtig fermt skruet sammen rent melodisk. På den anden side er den så kitchet i al sin tidstypiske vulgaritet, at den næsten bryder rammerne for, hvor grimt og syntetisk musik må lyde – og dermed rammer den perfekt ned i det had-kærligheds-forhold mange af os har til 1980’erne og musikken herfra.

Men som det også næsten fremgår mellem linjerne, så har jeg altså lidt en svaghed for den – og faktisk også for et par stykker mere af sangene fra albummet. “The Safety Dance” er således arketypisk for hele albummet; al musikken, der ledsager forsanger Ivan Doroschuks fine baryton, er skabt på synthesizere og trommemaskiner – eller sådan lyder det ihvertfald – og hele skidtet fremstår nærmest som det ville lyde, hvis den 13-årige i dag hentede et keyboard til 350 kr. i den nærmeste Toys’R’Us og så ellers satte sig til at lege med den. Men for lige at sætte det på plads; det virker altså. Det var, hvad man kunne få af vellyd, dernede i start-firserne, så der blev spillet på alle tangenter sommansir, og der blev skabt rytmer, der kunne danses til. Det var tungen lige i munden og så ellers derudaf…

Jeg husker tydeligt, at albummet blev indkøbt kort tid efter, det var udkommet – naturligvis på baggrund af ovennævnte storhit – og jeg husker lige så tydeligt, at det blev spillet ofte. Det skyldtes både, at der ikke så tit blev købt plader – for de var godt nok dyre, dengang – så når de endelig kom i hus skulle de fandeme vold-høres, og så det faktum, at en del af numrene voksede lidt på mig. Jeg undskylder det med, at det var i min meget spæde ungdom og dermed i en formativ og følsom periode af mit liv, men altså både “Living In China”, “The Great Ones Remember” og “I Got the Message” fandt nåde for mine kritiske ører dengang. Det var ikke så meget tilfældet ved genhøret denne gang.

40 år gør bare noget. Nogle gange noget godt, og nogle gange noget andet. Tiden har ikke været speciel god ved albummet – eller også er det mig, der har rykket mig voldsomt. Men det pudsige er, at jeg sagtens kunne genkalde mig følelsen af, at jeg rent faktisk holdt af pladen dengang. Og jeg kunne huske både rækkefølgen af sangene (sekventieringen, har jeg lært, at det hedder) og de fleste af teksterne – der nu sandt at sige heller ikke ligefrem holder et hverken Cavesk eller Cohensk niveau. 

PS: på album-noterne angives der via bandtes credits, at der både spilles percussion, violin, guitar (der er to guitarister, ovenikøbet), kastagnetter og klaver. Det kan på mange af numrene være svært at høre.

Og for lige at slutte af med manér; “The Safety Dance” var var altså et kæmpehit. Og jeg er siker på, at også De kan nynne med – og får lyst til at danse – når De genhører den.