Min Tone i Livet: "I østen stiger solen op"

Min tone i livet: Kenneth Thordal og I østen stiger solen op

Rockmusikeren har et særligt forhold til 'I østen stiger solen op'. Så særligt at han oven på en personlig tragedie har skabt sin egen udgave af sangen. Hør ham fortælle i bibliotekets podcastserie.
Sangeren og sangskriveren Kenneth Thordal udgav fredag d. 15. marts albummet Den tid. Den sorg, der omhandler tabet af datteren Fiona til en kræftsygdom i 2017.

Kort før udgivelsen var Kenneth forbi bibliotekets podcastserie Min tone i livet, hvor han fortalte om en sang, der har fulgt ham fra barndommens første musikalske oplevelser, og som han efter Fionas død har valgt at lave sin helt egen udgave af. 

Sangen er "I østen stiger solen op", Ingemann og Weyses smukke morgenhymne. 

Kenneths udgave hedder "På Østerbro gik solen ned" og afrunder et album, der fra forskellige vinkler beskriver kærligheden, sorgen og ønsket om at finde en balance mellem de to.
Hør udsendelsen her
 

Historien bag "I Østen stiger solen op"

Forfatteren og salmedigteren B. S. Ingemanns sangsamling, Morgensange for Børn med Accompagnement af Pianoforte componerede af C.E.F. Weyse fra 1837, er en hjørnesten i den danske sangskat. I samlingen findes flere populære sange, blandt andet sangen, I østen stiger solen op, som de fleste danskere kender.

Tilblivelsen
Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) skrev sine Morgensange i foråret 1837. Ingemann boede sammen med sin kone i Sorø, hvor han underviste i dansk ved Sorø Akademi. Morgensangene blev dog ikke skrevet til akademiets elever, men til brug i hovedstadens asyler.

Asylerne var forløberen for nutidens børnehaver; et sted hvor familier, hvor begge forældre måtte arbejde, kunne få passet og undervist deres børn.  Allerede fra 1780'erne begyndte de første asyler at dukke op i Europa. Hverdagen i asylerne var inspireret at oplysningstidens tanker om undervisning og dannelse. Det første asyl i Danmark blev oprettet i 1828.

Året efter fulgte endnu et asyl, oprettet af prinsesse Caroline Amalie. Caroline Amalie var gift med prins Christian Frederik der i 1839 blev konge efter Frederik den 6.s død. Prinsessen var levende engageret i udviklingen af de københavnske asyler og i den fromme kristne opdragelse, som asylerne kunne tilbyde.

I 1835 blev Det kjøbenhavnske Asylselskab stiftet, og igennem dette selskab blev en række prominente personer knyttet til de københavnske asyler. Heriblandt Caroline Amalies nære ven, den fremtrædende teolog Peter Rørdam.

I foråret 1837 besøgte Peter Rørdam Ingemann i Sorø og det er muligt at det er Rørdam der har foreslået Ingemann at komponere nogle morgensange til brug i asylerne. Men som musikforskeren Sten Høgel foreslår i artiklen The Sun Arises In the East fra 1996 er det også muligt at morgensangene blev til på opfordring af Caroline Amalie – med Rørdam som mellemmand.

Den 7. juni 1837 præsenterede Ingemann de færdige sange for Rørdam, der på det tidspunkt opholdt sig i Lynge. Senere på måneden bragte Rørdam sangene med sig tilbage til København hvor han arbejdede som lærer på Caroline Amalies asyl. I København viste Rørdam sangene til Caroline Amalie og prins Christian Frederik, der begge udtrykte glæde over de nye sange.

Komponisten
Tilbage i København begyndte Rørdam at lede efter en komponist der kunne skrive melodier til morgensangene. Valget faldt på Weyse der på det tidspunkt var en central figur i det københavnske musikliv.

Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774-1842), der oprindelig stammede fra Altona, arbejdede som organist – først ved Den Reformerte Kirke og siden ved Vor Frue Kirke - og i 1819 blev han desuden udnævnt hofkomponist. Derudover underviste Weyse og komponerede musik inden for de fleste genrer.

Om det er Rørdam eller Ingemann der valgte Weyse vides ikke. Weyse og Ingemann havde året før arbejdet sammen om en julekantate. Alligevel er det uvist om de to kunstnere i 1837 havde været i andet end brevkontakt med hinanden.

Under alle omstændigheder blev Weyse tilbud opgaven og blev tydeligvis inspireret af Ingemanns morgensange - i hvert fald skrev han til Ingemann for at takke ham. Ifølge Weyse have Ingemann nemlig "været saa særdeles heldig i at udtrykke den Barnets særegne Inderlighed og ukunstlede Hjertelighed". Weyse forslog desuden at de to kunstnere fortsatte samarbejde med endnu en sangsamling. Det resulterede året efter i sangsamlingen Syv Aftensange i 1838.

Morgensangene og aftensangene nævnes derfor ofte i samme åndedrag. Begge samlinger udkom desuden i 1839 i en samlet udgave med fællestitlen Morgen- og Aftensange. Alligevel er der en række forskelle på de to samlinger. Blandt andet er aftensangene mindre homogene indbyrdes. Det betyder, at mens nogle af aftensangene senere har vundet indpas som fællessange, ligger andre genremæssigt nærmere datidens mere krævende solistiske kunstsang. Dette understreges ligeledes af klaverakkompagnementet, der i aftensangene spiller en mere selvstændig rolle – netop et træk, der kendetegner kunstsangen.

Teksten
Teksten til "I østen stiger solen op" består af 7 strofer, der hver indeholder 4 verselinjer. Første og tredje verselinje består af 4 jamber, mens 2. og 4. verselinje består af 3 jamber.
Dermed har Ingemanns digt et ligefremt metrum med naturligt ophold efter 2. og 4. verselinje. Regelmæssigheden understreges kun yderligere af digtets struktur, hvor 1. og 3. verselinje rimer med hinanden og 2. og 4. verselinje rimer med hinanden.

I første strofe beskrives hvordan morgensolen stiger op over verden og spreder sine gyldne stråler. Solens gang over verden er på én gang rolig og dog ustoppelig – den krydser på sin vej have og bjerge, land og by:

I østen stiger solen op,
den spreder guld på sky,
går over hav og bjergetop,
går over land og by.

I anden og tredje strofe forbindes solens gyldne stråler med paradiset, der ligger hinsides horisonten mod øst. Herfra bringer solen liv til store og små fra livets træ:

Den kommer fra den favre kyst,
hvor paradiset lå;
den bringer lys og liv og lyst
til store og til små.

Den hilser os endnu så smukt
fra edens morgenrød,
hvor træet stod med evig frugt,
hvor livets væld udflød,

I fjerde strofe bringer solen ikke paradisets lys med sig, men derimod hilsner fra Guds største lys på jorden - barnet i Betlehem. Solens rejse danner nu en parallel til ledestjernen, som de vise mænd fulgte fra øst:

Den hilser os fra lysets hjem,
hvor størst Guds lys oprandt
med stjernen over Bethlehem,
som østens vise fandt.

I femte strofe vender Ingemann tilbage til billedet af solen som paradisets lys: Solen er Guds budbringer, der giver os en forsmag på det hinsides. Ligesom i tredje strofe sker dette en med henvisning til livets træ:

Og med Guds sol udgår fra øst
en himmelsk glans på jord,
et glimt fra paradisets kyst,
hvor livets abild gror.

I sjette strofe nejer alle stjernerne til den fremadskridende solopgang. Selv de nejende stjerner synes, at solen minder om ledestjernen over Betlehem. Indholdsmæssigt binder sjette strofe sig således til den fjerde strofe.

Og alle stjerner neje sig,
hvor østens sol går frem:
Den synes dem hin stjerne lig,
der stod ved Bethlehem.

Den sidste og syvende strofe er en taksigelse til både solens paradislys og til Jesus - ' Du Soles Sol fra Bethlehem':

Du soles sol fra Bethlehem!
Hav tak og lov og pris
for hvert et glimt fra lysets hjem
og fra dit paradis.

I Ingemanns digtning optræder lyset tit som et billede på en religiøs oplevelse.  I I østen stiger solen spiller lyset en central rolle i kraft af digtets to gennemgående motiver: Solen som 'paradislyset' og Jesusbarnet som 'solenes sol.' Fra strofe til strofe skifter motivet, således, at de første tre strofer omhandler paradislyset, mens strofe fire og seks handler om Jesusbarnet og ledestjernen over Betlehem.

De to motiver har et elegant slægtskab: For hvor solen beskrives som 'Guds sol' beskrives Jesusbarnet som Guds største lys og som 'Du Soles Sol'. Dermed bliver Jesusbarnet en 'potensering' af solen: Så alt hvad solens lys bringer med sig af paradisisk liv, bringer Jesusbarnet ligeledes med sig - blot i 'anden potens'. Dermed giver solen os ikke kun et glimt af paradisets lys - den fungerer også som ledestjerne til Kristus.

Melodien
Weyses melodi følger teksten tæt og de i alt otte takter fordeler sig symmetrisk således at der er to takter per verselinje. Hver verselinje begynder med en ubetonet optakt i overensstemmelse med digtets metrum.

Melodien består af to melodiske buer: De første to verselinjer danner tilsammen en bue der sættes i gang med et kvartspring opad. Melodien bevæger sig herefter trinvist op for at når sin højeste tone en oktav over udgangspunktet. Derefter bevæger melodien sig ned til sit udgangspunkt, igen overvejende trinvist.

De to sidste to verselinjer er sat til en lignende melodisk bevægelse der fungere som en slags melodisk variation. Dog starter denne bue med en nedadgående bevægelse i tredje verslinje i stedet for det indledende kvartspring.

Weyses oprindelige sang er skrevet i A-dur og ligger højt – også for børnestemmer. Det samme gør sig gældende for resten af morgensangene. I moderne sangbøger finder man derfor ofte morgensangene i en transponeret udgave. I højskolesangbogen er I østen stiger solen op f.eks. transponeret tre toner ned.

Derimod indeholder Weyses melodi ingen svære melodispring, og egner sig derfor godt til fællessang. Det eneste der typisk driller er Weyses forkærlighed for punkteringer, altså korte toner som f.eks. på stavelsen sten i "I ø-sten sti-ger sol-en op".

Tilsidst skal det blot bemærkes, at der findes der endnu en melodi til I østen stiger solen op, nemlig Niels W. Gades majestætiske morgensang fra Elverskud for kor og orkester.

Afslutning
I de københavnske asyler startede og sluttede dagen med fællessang. Det samme gjaldt i skolerne, hvor skolelovene fra 1814 fastslog, at dagen skulle begynde med en 'andægtig' sang.

Morgensangen var således en fuldstændig naturlig start på dagen for generation efter generation af danske børn. Det var først i løbet af 1970'erne at traditionen med morgensang forsvandt.

Ud over at træne sangstemmen, blev morgensangen brugt til at styrke nationalfølelsen såvel som at opbygge børnene moralsk og religiøst efter skiftende tiders ideal.

Derfor var morgensangen med til at forme talrige generationer af danske børn – og dermed Danmark.