Mindernes musik i gangsterland

Den 1. juni 1984 fik den italienske instruktør Sergio Leones Once Upon a Time in America premiere i USA i en stærkt beskåret udgave på 139 minutter. Otte dage forinden havde filmen med en varighed på over fire timer om barndomsvenskaber, kærlighed, forræderi, grådighed, tab og brudte relationer tilsat en del mord og vold verdenspremiere under filmfestivalen i Cannes. Endnu mere grotesk end den brutale beskæring er næsten, at ingen havde åndsnærværelse nok til at sørge for, at Ennio Morricones navn var synligt under indledningen af den version, der kunne ses i de amerikanske biografer.

Det gjorde, at hans musik, der burde have været en sikker Oscar vinder ved uddelingen i 1985, ikke kunne nomineres i kategorien og røg på grund af teknikaliteter, utilgivelig sjusk og sløseri, som ingen i produktionsselskaberne bag filmen åbenbart gjorde nogen bestræbelser for at råde bod på. Som svoren fan af den værdsatte og beundrede filmkomponist er sådanne ‘fodfejl’ til at tage sig fortvivlet til hovedet over.

Der skulle gå 13 år, før Leone igen fik en spillefilm på markedet efter Duck, You Sucker (1971), hvor han som altid gjorde brug af Morricones kompositoriske evner, også mens han tjente penge ved at producere andres film. Sideløbende kæmpede han med at realisere det storslåede gangsterdrama projekt, der skulle vippe alle andres hidtidige forsøg af pinden. Dele af musikken til Once Upon a Time in America lå allerede klar i 1976, men blev først indspillet efter færdigklipningen.

I dag kan filmen opleves i tilnærmelsesvis fuld længde på 251 minutter via dvd og Blu-ray - Leones oprindelig ønskede version varede hele 269. Den er et imponerende punktum for Leone og Morricones fælles arbejde, der i alt omfatter 12 film på 20 år, når Leones virke som producer regnes med. Musikken til Once Upon … er af flere grunde anderledes end hidtil. Den er ikke actionpræget som i spaghettiwestern årene og bruges i stedet til at skabe en overordnet stemning af melankoli og nostalgi. En anden vigtig forskel er, at scoret for første gang indeholder andres musik og sange.

Filmens fortælling dækker perioden 1923-68 og fortælles ukronologisk og i flashbacks. Det meste er set gennem den aldrende gangster Noodles (Robert de Niro) øjne. Han, Max (James Woods), og Cockeye (Bill Forsythe) udgør en flok rodløse drenge, der er opvokset i et jødisk miljø i New York. Som del af den organiserede kriminalitet i byen bliver de rige på regeringens restriktioner mod alkohol ved ulovligt salg af den eftertragtede vare. Da forbudet hæves, begyndte det at gå skævt.

Noodles har levet i eksil i 35 år og ser tilbage på tiden med vemod og smerte. Fra barnsben var han ulykkeligt forelsket i den smukke Deborah (Elizabeth McGovern), hvilket kun gør den indre pine endnu værre.

Den del af scoret, der ikke bærer Morricones signatur, anvendes som periodemusik og overgange mellem de forskellige handlingsspring. Irving Berlins God Bless America, Summertime fra George Gershwins Porgy and Bess figurerer på lydsporet med Beatles’ Yesterday, Cole Porters Night and Day og ouverturen til Rossinis opera Den tyvagtige Skade. Ouverturen er det eneste stykke, der bruges på en decideret komisk måde, mens Noodles og hans slæng bytter den lokale politimesters nyfødte baby ud med en anden for at afpresse ham.

Yesterday optræder to gange i muzakudgave, der elegant fører historien videre fra nutidsplanet tilbage til indledningen og tidspunktet, hvor Noodles beslutter sig for at flygte fra det hele. Sangen kører desuden svagt i baggrunden, da han som ældre herre betror sig om fortiden til en ven. Morricone indrømmede nogle år senere, at Leone havde foretaget nogle gode valg trods hans dybe skepsis overfor dem.

Amapola var en populær slager i USA i 20'erne skrevet af Joseph M. La Calle. Nummeret væves flere gange sammen med Deborah's Theme, en af Morricones smukkeste melodier overhovedet. Den vokser i intensitet, når operasangerinden Edda Dell'Orsos sopranstemme føjes til stryger- og orkesterarrangementet. I stilen minder temaet om det, der blev viet den kvindelige hovedkarakter Jill (Claudia Cardinale) i Once Upon a Time in the West (1968) blot en tand mere dæmpet.

Det første overlap mellem Amapola og Deborah’s Theme sker efter en halv time, da Noodles som ung knægt belurer Deborah, mens hun danser henført til slageren, der knitrer fra rejsegrammofonen i en tidstypisk jazzudgave. Senere høres den i en version for strygere sammen med Deborah's Theme i en berygtet sekvens, hvor Noodles som erfaren mand har inviteret Deborah ud at spise. På vejen hjem voldtager han hende i bilen, og står ensomt tilbage med signaturmusikken hængende over sig.

Til trods for der findes et Once Upon a Time in America-hovedtema, virker det som om, at Deborahs udgør kernen i hele scoret. Et andet centralt tema er Cockeye’s Song, der følger de unge drenges kamp for at overleve i Bronx' slumkvarter. Melodien spilles på panfløjte af den rumænske virtuos Gheorghe Zamfir. Morricone havde længe været begejstret for Zamfir og mente, at klangen af hans instrument havde noget dragende over sig som den menneskelige stemme og fløjten.

Ud fra den begrundelse og inspireret af kompositionerne i Dollar trilogien (A Fistful of Dollars (1964), For a Few Dollars More (1965) og The Good, the Bad and the Ugly (1966)), er det ikke så sært, at Morricone tog panfløjten til sig. Han fletter ligeledes brudstykker fra Cockeye’s Song og de øvrige temaer ind i nogle pasticher over 30'ernes swingjazz, så det er nemmere for tilskueren at finde rundt i de skiftende fortælletider ved hjælp af musikken.

Noodles opsøger i filmens afslutning en kinesisk opiumshule for at skaffe sig lidt sjælefred og glider med et lettet smil ind i rusen, mens billedet fryses. Til trods for Dell’Orsos vokal kun benyttes i begrænset omfang, er det alligevel hende, som fører Deborah's Theme sikkert hjem under rulleteksterne. Af de mange skæbner i Leones sidste opus, er Deborah den, der ender med at klare sig bedst. Det har hun til fælles med Jill, en kendsgerning som sættes i relief af fortællingerne, billederne og ikke mindst af Morricones underlægning.

Kvinderne i Sergio Leones vigtigste hovedværker er bærere af liv og tonesættes af velklang med lige dele tristesse, håb og forløsning, mens de mandlige roller matres af mørkets og mordets melodi. Få mestrede de teknikker bedre som filmkomponist end Ennio Morricone. Æret være deres minder.