The Mothers of Invention: We're only in it for the money
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 296
Frank Zappa er et af de mest mærkværdige mennesker, der har gået på denne jord, og han var en særdeles produktiv musiker. Han udgav både musik solo og med sin gruppe, The Mothers of Invention. En af de bedste plader, Zappa lavede med The Mothers, er den morsomt betitlede We’re only in it for the money fra 1968, der gjorde godt og grundigt grin med samtidens hippie-kultur og især The Beatles. The Beatles udgav deres mesterværk Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året før We’re only in it for the money, hvilket Zappa følte var en passende beskrivelse af Liverpool-drengenes tilgang til musikken. Personligt elsker jeg Beatles og især den plade, men jeg må indrømme, at Zappa kommer med noget ganske morsom satire på sin plade. F.eks. lyder omkvædet til "Absolutely free" således: “You’ll be absolutely free, only if you want to be.” En anden morsom sang er "Flower punk", der er bygget over "Hey Joe", bedst kendt med Jimi Hendrix. Hvor "Hey Joe" er en alvorlig sang om vold, utroskab og mord, så er "Flower punk" en sang om en hippie, der naivt tror, han kan blive rig og populær ved at spille psykedelisk rock i et tilfældigt band.
Det, Zappa oftest roses for, er hans syrede, ofte jazzede musikalske geni. Jazz er ikke en væsentlig faktor på dette album, men man kan mærke noget inspiration fra improvisationsjazz. Ligheden er, at alt muligt kan ske, og at man virkelig ikke kan føle sig sikker på, hvordan det næste sekund kommer til at lyde. Den store forskel er dog, at Zappa uden tvivl nøje har planlagt hver eneste tone på forhånd. Og det lyder interessant. Ofte er musikken spillet baglæns, nogle gange lyder stemmerne som smølfer, og alle sangene er vældig korte. De repræsenterer også alle meget unikke musikalske ideer. På overfladen er det ikke langt fra den psykedeliske rock, Zappa gør grin med, men det hele går så hurtigt, og det er krydret med så mange sære lyde, at det stadig føles helt unikt. Han har dog uden tvivl taget lidt inspiration fra The Beach Boys, The Byrds og nok endda også The Beatles til sammensætningerne af disse skæve vokalharmonier, genren er så kendt for.
Frank Zappa kan godt være svær lige at fatte. Jeg tror ikke engang selv, jeg fatter, hvad han prøver på at gøre rent musikalsk på denne plade. Det er ikke nødvendigvis noget, du vil kunne lide, hvis du ikke kan lide syret musik. Det er en interessant oplevelse at gå igennem en Frank Zappa-plade, og få er nær så løjerlige som We’re only in it for the money. Det er stort set umuligt at forberede lyttere på, hvad der venter dem på denne plade, hvis de ikke allerede har hørt nogle numre. Pladen går lynhurtigt fra at være glad og bekymringsfri til dramatisk og grim. Der er dog hele tiden mange undertoner, der får lytteren til at synes, at det hele er forfærdeligt latterligt, og derfor er satiren så fantastisk. Der bliver spillet præcis de korrekte toner på de rette instrumenter, mens de rigtige ting bliver sagt af sangerne. Man er ikke i trygge omgivelser, når man lytter til We’re only in it for the money, man er i en verden, hvor alt kan ske. Det er naturligvis også mere interessant, og mens det nok ikke er noget for alle, så er det i hvert fald noget for mig.