Nalle and his Crazy Ivans: Crossroad

Roland Lyhr Sørensens karrieremæssige og personlige op- og nedture er velkendte og skal ikke genfortælles i detaljer her. Lad os blot fastslå, at manden, der engang var kendt vidt og bredt som Rock Nalle, genopfandt sig selv som bluessanger med trioen Theessink, Nalle & Møller, der udgav tre fornemme plader i 2004-2007.

I 2008 var Hans Theessink og Knud Møller byttet ud med amerikanske Omar Dykes og Magic Slim på den fremragende Chapel Hill. Siden 2009 har ensemblet heddet Nalle and his Crazy Ivans med Nalle, Henning Kaae og Ivan Sand som de gennemgående kræfter. Den netop udgivne Crossroad er deres fjerde albumudspil.

Arrangementerne er skåret helt ind til benet på Crossroad, hvor Nalle blot er akkompagneret af d’herrer Kaae og Sand på akustiske guitarer og lejlighedsvis korsang. På to ”bonus tracks” får de desuden selskab af Søren Rislund på mundharpe, lige som de har fået det ved nogle af deres mange koncerter landet rundt.

Sangene er i det store hele velprøvede numre fra blues- og americanasangbogen, men Nalle & co. har bladret grundigt i den og fundet et ganske alsidigt repertoire, som klæder Nalle stemme godt. Der er således vidt forskellige bluesstandarder som Leroy Carrs ”How long, how long blues” og Tommy Tuckers ”Hi-heel sneakers”, blandet med et par countryballader (J.J. Cales ”Rose in the garden” og Harlan Howards ”He’ll have to go”), soul (Otis Reddings ”I’ve got dreams to remember”) og rhythm & blues (Fats Dominos ”I’m ready”).

Men der er også skuet i retning af den knap så fjerne fortid med f.eks. Lucinda Williams’ ”Jackson” og sågar en fortolkning af Princes ”Purple rain”.

Med et enkelt setup som her bliver det aldrig til de mest eventyrlystne versioner af sangene. ”Purple rain” er i sagens natur langt fra originalens svulstige desperation, men der er mere lejrbålsstemning end rå autenticitet over Nalle and the Crazy Ivans levering.

Ikke desto mindre er det den patinerede og sprukne stemme, der er Nalles stærkeste aktiv, og den kommer heldigvis også til sin ret i dette akustiske miljø. Vi er ikke ude i intens hudløshed som på Rick Rubins Johnny Cash-produktioner – dertil er tonen på Crossroad simpelthen for opløftende – men det vil ikke være helt forkert at sammenligne med Kris Kristoffersons sene plader med Don Was bag knapperne.

Der er en enkelhed og varme i produktionen, som gør pladen ualmindelig behagelig at lytte til, uden at den bliver behagesyg. Der er ingen producer krediteret, så vi må rose mixeren Peter Østergaard Christensen for at fremhæve de bedste kvaliteter i Nalles vokal – naturligvis understøttet af sangvalget.

Og det er altså en velsyngende og veloplagt Nalle, vi hører på Crossroad, henholdsvis rå og skrøbelig på de rigtige steder. Han bakkes fint op af de to guitarister, som aldrig stjæler billedet, men spiller luftigt, elegant og næsten Piedmont-agtigt. Og trods repertoirets alsidighed er der en gennemgående bluestone, der binder albummet sammen som en helhed.

Alt i alt er Crossroad et virkelig positivt bekendtskab, der måske nok næppe vil blive fremhævet som et skelsættende nybrud i dansk blueshistorie, men som ikke desto mindre nemt tåler mange genlyt og viser et dansk sangerikon i rigtig fin form.