Nattog

Alle er enige om, at flytrafik er skadeligt for klimaet, og at en større satsning på togtrafik frem for på flytrafik ville gavne miljøet og klimaet. En central faktor i forhold til at skubbe flere af de mellemlange flyrejser over på togtrafikken er en øget satsning på nattog på disse strækninger; men netop på nattogsområdet halter Danmark gevaldigt efter mange andre lande.

Siden det sidste nattog fra Danmark blev indstillet i 2014, har der været larmende tavshed omkring nattogene fra de danske trafikmyndigheder; men i sommeren 2020 så det omsider ud til, at der igen ville komme til at køre nattog ud i Europa fra Danmark. Desværre strandede planerne, som byggede på et samarbejde med Sverige om diverse nattog-linjer, så danskerne nu igen står med lange udsigter til at kunne komme ud og køre i nattog. Men heldigvis har vi da stadig muligheden for at køre med nattog i musikkens verden.

Et af de mest berømte nattog inden for den rytmiske musik er jazzpianisten Oscar Petersons album ”Night train” fra 1963. Titelnummeret, der indleder albummet, er et fint eksempel på jazzens arbejde med genkommende temaer, som skifter karakter undervejs i nummeret og bygger op i lydstyrke hen imod afslutningen. Oscar Petersons plade har siden fået status af klassiker, og en musiker som Diana Krall har i et interview fortalt, at det var dette album, der fik hende til at beslutte sig for at blive jazzpianist.

Også Joni Mitchell er betaget af Petersons plade, som hun har ladet indgå i en af sine egne sangtekster: ”They play ”Night train” so snaky/ black girls dancing long and lanky” (”Harlem in Havana”, 1998). For mit eget vedkommende kan jeg sige, at Oscar Petersons album var en af min storesøsters favoritplader, og at jeg af samme grund hørte pladen ganske ofte, mens jeg boede hjemme hos mine forældre.

Gode oplevelser med nattog
Oscar Petersons nattog-tur må helt klart karakteriseres som en positiv oplevelse; men det er ikke alle rejser med nattog, der er lige gode. Oplevelsen afhænger ikke mindst af, hvor nattoget fører den rejsende hen, og under hvilke omstændigheder det sker.
Når svenske Oscar Danielson synger ”Jag vill åka nattåg/ mellen Boden och Narvik/ Jag vill se solen/ segla som en badboll/ strax över horisonten” (”Jag vill hem”, 2014), er det naturligvis en særdeles positiv oplevelse, han her fortæller om, og selve rejseformen bliver en integreret del af oplevelsen. Den fine og iørefaldende melodi til sangen medvirker kun til at forstærke den gode oplevelse med nattoget.
Også nattog-rejsen med den elskede i Anne Linnets ”Nattog” (1990) må betegnes som en vellykket tur, hvor de to elskende kan lukke sig inde i nattoget og koncentrere sig om hinanden, mens verden passerer forbi uden for nattogets vinduer: ”Nattog, ja, ja/ vi ligger tæt/ sammen i et nattog/ Alle andre sover/ vi ligger her og ser/ alt det man ellers/ aldrig ser”. Ren idyl.

I sangen ”Night train to Memphis”, som country-legenden Roy Acuff indspillede i 1942, og som siden lagde navn til filmen ”Night train to Memphis” (1946) – med Acuff i hovedrollen! – er det jeg-fortælleren, der indtrængende opfordrer en kvinde til at tage nattoget til Memphis, hvor han vil stå parat til at modtage hende med åbne arme: ”Take that night train to Memphis/ and when you arrive at the station/ I´ll be right there to meet you/ I´ll be right there to greet you/ so don´t turn down my invitation”. Det er nogenlunde den samme situation i John Fogertys sang ”Almost Saturday night” (1975), her blot med den forskel, at det er jeg-fortælleren, der er på vej hjem til sin elskede med nattoget. Så når hun hører toget, kan hun godt begynde at gøre sig klar til en festlig lørdag: ”Outside the ringing/ the night train is bringing me home/ when you hear that locomotive get ready to ride/ ´cause it´a almost Saturday night”.

Mindre gode oplevelser med nattog
Modsat Anne Linnet, der hygger sig gevaldigt på sin nattog-tur, bruger Albertes jeg-fortæller nattoget som en mulighed for at flygte fra en situation, hun ikke kan magte eller overskue. Det sker i sangen ”Nattog” (1999), hvor fortælleren ellers er på vej til et stævnemøde med en lækker fyr, men pludselig bliver bange for stævnemødets mulige konsekvenser: ”indtil jeg var blevet afhængig/ og han er gået fra mig en dag”.
Ja, det er jo også en strategi at blive bange for sin egen skygge, som jeg-personen gør det her, hvor hun ikke tør blive forelsket af frygt for, at det måske slutter en dag! Det bliver nok ikke meget, man kommer til at opleve med den indstilling; Albertes jeg-fortæller kan i hvert fald ikke finde ud af andet end at kaste sig ind i et nattog for bare at komme bort: ”Ud af varmen, flygtet ind i et nattog/ ud i kulden, hvorfor løb jeg min vej/ væk fra varmen, hvad laver jeg her i et nattog/ hvor alle rejser, alle løber sin vej, løber som mig”.

Også Judy Collins´ jeg-person er på vild flugt fra sin tidligere kæreste i et nattog med kurs mod Los Angeles i sangen ”Running for my life” (1980). Til forskel fra Albertes jeg-fortæller er fortælleren i Judy Collins´ sang blevet grundigt brændt i sin kærlighedsaffære med en mand, som både er en løgner og en bedrager. Hendes flugt er en ren overlevelsesmanøvre, som skal bringe hende så langt væk fra den upålidelige mand som muligt, og flugten ser ud til at lykkes. Jo længere væk fra New York hun kommer med nattoget, jo bedre får hun det, og jo mere positivt kan hun se på sin nye fremtid. Så selv om nattog-turen i sig selv kun er en nødvendig flugtreaktion, bringer den formentlig alligevel noget godt med sig: ”Riding the night train, N.Y. to L.A./ gonna go and get me some sunshine/ clipping along t´ward the Colorado Rockies/ leaving you behind me”.

I David Whiffens vibrerende og suggestive sang ”Lost my driving wheel” (bl.a. indspillet af Roger McGuinn i 1973) er situationen den, at jeg-fortælleren er på vej til et møde med sin kæreste, da hans bil bryder sammen i Texas, og han må finde et andet transportmiddel. Dette transportmiddel bliver nattoget The Midnight Special, som snart vil bringe ham frem til den elskede. Men hvorfor er han så ikke mere begejstret, da han ringer til kæresten for at fortælle, at han er på vej til hende? Det stædigt gentagne ”I want to tell you, that I love you, Baby” lyder mere som en form for besværgelse end som en kærlighedserklæring, og jeg-fortællerens udsagn ”I lost my driving wheel” går nok mere på hans følelse af at være strandet i livet end på den bil, han har måttet sige farvel til: ”Feel like some old engine/ lost my driving wheel/ fel like some old engine/ lost my driving wheel”. Det tegner vist ikke særlig godt for det kærlighedsforhold.

Der er naturligvis mange flere nattog i rockmusikkens sangtekster end de her anførte, f.eks. Al Stewarts ”Night train to Munich” (1995), som nærmest er en humoristisk pastiche over Carol Reeds klassiske spændingsfilm af samme navn. Eller The Allman Brothers Band´s ”All night train” (1994), hvor nattoget også har en metaforisk betydning. Eller hvad med Kim Larsens humoristisk-poetisk-vemodige ”Hvileløse hjerte” (1994) med linjerne: ”Nattog til Timbuktu/ Port Said og Madrid/ sidste bus til Brooklyn/ alt har sin tid”. Fint formuleret.
Den interesserede lytter kan selv fortsætte listen.