Olle Adolphson 90 år

Kan man næsten tænke sig et lykkeligere udsagn i en kærlighedssang end titlen på Olle Adolphsons vise ”Nu har jag fått den jag vill ha”? Nej, vel – det lyder bare vidunderligt at kunne sige: ”Nu har jeg fået den, jeg vil ha´”. Men hvorfor går visens melodi så i mol? Og hvorfor lyder de herlige ord i sangtitlen så, som om de hører til i en begravelsessalme? Svaret finder man i sangskriverens arbejde med sine primære virkemidler, sproget og fortællefiktionen. Til trods for den optimistiske sangtitel viser det sig nemlig snart i løbet af den korte vise, at der her er tale om en dybt foruroligende situation, hvor enden på de to elskendes forhold åbenbart er nær: ”Morgonen sköljar undan/ natten, och slutet/ har redan börjat för oss två”. I fjerde og sidste vers lyder det da også lakonisk: ”Tystnad. När slutade vi/ älska varandra?/ Hon är det vackraste, jag vet”.

De afsluttende linjer kommer som et chok for den uforberedte lytter, som hører visen første gang. ”Hvornår holdt vi op med at elske hinanden?” er et isnende spørgsmål, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på lytteren. Og ikke nok med det; efter det første chok kommer endnu et: selv om forholdet er slut, bekender jeg-personen i sangen blankt, at ”hun er det smukkeste, jeg ved”. Men hvordan skal det nu forstås? Har han kun villet have hende for hendes skønhed uden i øvrigt at elske hende? Eller er der sket noget i forholdet, som har ødelagt det? Har selve det at opnå det ønskede ødelagt glæden ved at ønske det? Eller er viseteksten blot udtryk for den ambivalens, man kan føle over for et andet menneske? Der er ingen løsninger på gåden i visens ord; den enkelte lytter må selv beslutte, hvad han/hun mener, teksten fortæller. Sådan udtrykker en dygtig ordkunstner sig – og eksemplet er langt fra enestående i Olle Adolphsons tekstunivers.

Nationalskjald
Olle Adolphson (1934-2004) er den tredje af Sveriges store visesangere i nyere tid, ved siden af Evert Taube og Cornelis Vreeswijk. Selv om det varede alt for længe, blev Adolphson i 2023 fuldt berettiget optaget i Swedish Music Hall of Fame (hvor de to nævnte allerede befandt sig), og d. 2. maj i år vil visesangeren blive behørigt fejret med koncerter i sit hjemland på den dato, hvor han ville være fyldt 90 år. Desuden vil Olle Adolphsons mindepris på 75.000 kr. (som i år går til Mikael Wiehe) blive uddelt på fødselsdagen. I Sverige kender alle musikelskere Adolphson, og hans viser er allemandseje, på linje med Taubes og Vreeswijks viser. I løbet af sit knap 70-årige liv nåede Adolphson at modtage stort set alle tænkelige priser og udmærkelser inden for sit område, og i løbet af sin lange karriere arbejdede han sammen med en række af Sveriges mest kendte musikere og sangere: Monica Zetterlund, Sven-Bertil Taube, Siw Malmkvist, osv. osv.

Interessen for at fortolke Olle Adolphson er let at forstå; hans viser er mere moderne i udtrykket end Evert Taubes klassiske viser, og hans værker er gennemgående enklere at synge og mere melodiske end Cornelis Vreeswijks ironiske viser. Men som eksemplet med ”Nu har jag fått den, jag vill ha” antyder, betyder ”enkel” i forbindelse med Adolphson hverken banal eller forudsigelig; hans viser er både tankevækkende og graver mange gange dybere i menneskesjælen, end man er vant til inden for viseverdenen – og måske også dybere, end man som lytter bryder sig om. Olle Adolphsons viser er ofte stemt i mol, og som en kritiker engang har skrevet om den: ”Man får aldrig lov til at være rigtigt glad i hans selskab” (Klas Gustafson). Men det dobbeltbundede i viseuniverset er formodentlig hovedårsagen til, at man hele tiden bliver ved med at vende tilbage til det – også selv om det kan gøre ondt.

Selv om Olle Adolphson var en både efterspurgt og efterhånden også folkekær visesanger i samtiden, var han ikke interesseret i at komme for tæt på sit publikum eller sine musikalske kolleger. Han var en enspænder med meget høje krav til sig selv og sin kunst, lige som han var perfektionist med hensyn til indspilningen af viserne. Det kan mærkes på de foreliggende resultater. Adolphsons egenrådighed er nok også årsagen til, at så få af hans visetekster er decideret glade eller optimistiske; han var både realistisk og nøgtern i forhold til tilværelsens udfordringer, og han var i hvert fald ikke sentimental. Det sker dog, at lytteren får lov til at ane et glimt af lykke i tekstuniverset, f.eks. i viserne ”Nu är det gott att leva” og ”Grön kväll i Margretelund”; men overordnet set er Olle Adolphson vemodets digter, som man bl.a. kan høre det i et par af hans mest kendte viser: ”Vad tänker hon på” og ”Trubbel” (læs mere om sidstnævnte i artiklen ”Trubbel” her på siden). Det er trist at lægge ører til – men samtidig meget smukt og dermed paradoksalt nok også livsbekræftende.

Olle Adolphson i Danmark
I 2009 udsendte EMI i Sverige en stor boks med 10 cd´er samt en dvd, fyldt til randen med Olle Adolphsons viser. Titlen på boksen var – med et citat fra ”Nu har jag fått den, jag vill ha” – ”Tystnaden smyger som en katt”, hvilket må siges at være en særdeles passende titel i betragtning af Adolphsons kattelignende (dvs. egenrådige) personlighed. Ud over musikken finder man i boksen en bog på 120 sider med et overflødighedshorn af billeder, informationer og udsagn om Adolphson, fyldige kommentarer til samtlige viser på cd´erne samt eksempler på visesangerens evner inden for et andet af hans interessefelter, maleriet. Boksen indeholder stof til talrige timers fordybning i Olle Adolphsons værk.

Man skal dog ikke regne med at komme til at stifte bekendtskab med Adolphson-boksen via det danske bibliotekssystem. Ingen biblioteker har den – og man kan heller ikke længere købe boksen hos musikforhandlerne på nettet. Den er for længst udsolgt, og det forstår man godt: der er tale om en lille musikalsk skatkiste, som giver en fortrinlig introduktion til en af Sveriges store visesangere. Men hvor kan man så komme til at møde Olle Adolphson på dansk grund? Jeg har tidligere her på hjemmesiden undret mig over, at ingen af Adolphsons mange musikalske perler har fundet vej til Højskolesangbogen, hverken på originalsproget eller i dansk oversættelse. Men det fortæller nok mere om sangbogen end om visedigteren.
I stedet kan man lytte til de viseudvalg på cd, der trods alt kan lånes på bibliotekerne. Eller man kan høre, hvordan det lyder, når Olle Adolphson oversættes til dansk og fortolkes af danskere. Ikke mindst Lise Reinau har bidraget til at gøre dette muligt, bl.a. på opsamlings-cd´en ”Herlev tur/retur” (hvor man i øvrigt også kan nyde Reinaus fine foredrag af en række andre viser og sange). Eller man kan f.eks. forsøge sig med Flemming Krølls Adolphson-fortolkning af visen ”Trubbel” på udgivelsen ”Portræt af en visesanger”, eller man kan lytte til, hvordan det lyder, når Maria Stenz synger ”Nu har jag fått den jag vill ha”, oversat til dansk, på cd´en ”Fly me to the moon”.

Det er godt gjort af alle tre sangere at forsøge at gøre en af Sveriges store visesangere kendt af et dansk publikum – selv om der naturligvis ikke er nogen fuldgod erstatning for originalen.

Og så i øvrigt et stort tillykke med den runde dag.