Peter Dürrfeld: Den lille Carl Nielsen
Peter Dürrfeld: Den lille Carl Nielsen. Informations Forlag, 2014.
Allerede med titlen får vi præsenteret nogle valgmuligheder: Er det bogen, der er lille, eller er det Carl Nielsen? Eller begge?
Der er ingen tvivl om, at selve bogens omfang kan betegnes lille: Ca. hundrede sider ren tekst plus diverse registre. Vi har i forvejen en omfattende Carl Nielsen-litteratur, bl.a. det tidlige tobindsværk Carl Nielsen. Kunstneren og mennesket af Torben Meyer og Frede Schandorf Petersen, og to vægtige biografier fra 1990'erne: Jørgen I. Jensens Carl Nielsen – danskeren og Steen Chr. Steensens Musik er liv. Det er voluminøse værker, som mange nok vælger lige at lade ligge lidt og så "nøjes" med en kortere gennemgang a la Wikipedia.
Med nærværende bog er der hjælp at hente. I et stramt og koncist sprog fortæller Dürrfeld først biografisk om komponistens barndom og ungdom. Herefter skifter bogen karakter, idet vi nu får en gennemgang af Carl Nielsens kompositioner. Et modigt stilskift, som er lige i Carl Nielsens ånd.
For gennemgående karakteristika for komponisten er impulsivitet og umiddelbarhed og en fremdrift, der hele tiden afsøger nye områder. Det viser sig tydeligt i forbindelse med Nielsens sjette og sidste symfoni. Under tilblivelsen udtaler Carl Nielsen, at han ikke på forhånd kan vide, "hvilke strømme der kunne opstå under sejladsen". Selvom symfonien får titlen Sinfonia semplice – enkel symfoni, konstaterer Dürrfeld tørt, at den ved uropførelsen "vakte mere forundring end beundring".
Sober humor
Peter Dürrfeld økonomiserer med sit sprog; en linje, man også kender fra hans mange skakomtaler i Information og hans anmeldelser af klassisk musik i Kristeligt Dagblad. Herfra genkendes udtrykket "sit livs tusmørke", som også bruges i nærværende bog. En Dürrfeld-specialitet?
I omtalen af stykket til Sønderjyllands genforening Moderen med tekst af Helge Rode og musik af Carl Nielsen titter forfatteren forsigtigt frem. Musikken indeholder perler som den uopslidelige "Tågen letter", men den højstemte nationalistiske tekst er sandsynligvis årsagen til, at stykket ikke er taget op igen. Dürrfeld slutter afsnittet "Man må konstatere, at en genopførelse af Moderen ikke ligger lige til højrebenet, selvom man aldrig kan vide, hvad der vil ske i år 2021, når forestillingen fylder 100 år. Måske kunne det være en sag for en af nutidens respekt- og traditionsløse regissører?" En af disse slemme regissører får også et fur i omtalen af det nærmeste, vi kommer en nationalopera: Maskarade bygget over Holbergs komedie. Operaen beskriver rammende københavneratmosfæren i begyndelsen af 1700-tallet – "hvis der ikke er tale om en såkaldt "opdateret" iscenesættelse, hvor instruktøren har valgt at lade sangerne optræde iført FCK-trøjer og med mobiltelefoner" – ha!
Fyn er fin?
Københavneren Dürrfeld fremhæver ofte det fynske islæt i Carl Nielsens musik. Anden symfonis melankolske sats tillægger forfatteren "barndommens land, himlen over markerne og engene på Fyn", og kammerværket Serenata in vano "bobler af humor og fynsk lune". Carl Nielsen ville nok hertil have sagt: Ok, hvis det er det, du hører, er det fint. Han havde et ambivalent forhold til programmusik; som udgangspunkt syntes han, at tilhøreren måtte se de billeder, han ville, til Nielsens absolutte musik. Alligevel afholdt han sig ikke fra af og til at sætte nogle poetiske ord på sin musik. Og Carl Nielsen gav ordene adræt og frit løb i den kongeniale erindringsbog Min fynske barndom samt i essaysamlingen Levende musik.
Sig mig dit navn …
Mod bogens slutning får vi afsnittet "Personer omkring Carl Nielsen", hvor 34 er udvalgt. Det er ikke mange; Thomas Laub er med, men jeg savner de to sidste fra kvartettens arbejde med melodibogen til Højskolesangbogen: Oluf Ring og Thorvald Aagaard.
Her er også to afsnit med "sagt af" og "sagt om Carl Nielsen", som underbygger billedet af den impulsive kunstner, der er som et rør, musikken strømmer igennem.
Sidste kapitel "Paralleller" er Dürrfelds bøn til København om at måtte navngive en vigtigere gade "Carl Nielsen" end den 40 meter lange Carl Nielsens Allé, som er "en lille stump af en sidegade et godt stykke op ad Østerbrogade". En anden berømt fynbo har "H.C. Andersens Boulevard", så lad Nielsen få parallelgaden Vester Voldgade …
Jeg tror, Carl Nielsen var forfængelig nok til at synes, at det var helt fint.
Og Carl Nielsen ville også have syntes om denne Den lille Carl Nielsen, for indholdet viser overbevisende, at vores allesammens komponist Carl Nielsen måske var lille udenpå, men rummede så sandelig den store musik – den store musik, som også er at kunne skrive et tre minutters hit som "Jens Vejmand".
Tak for sangen, Carl – og tak for bogen, Peter.