Peter Gabriel: So
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 187
Efter syv plader som forsanger i Genesis og fire udgivet i eget navn ville man tro, at Peter Gabriel havde toppet – men kommercielt nåede han ikke sit højdepunkt før i 1986, hvor han udgav sin populære plade So, der er mange fans favorit. Det er nok også min. Åbningsnummeret "Red rain" er i hvert fald en stærk åbner, men på mange punkter er den et atypisk åbningsnummer. Den skriger, den er trist, den starter ret langsomt, og den er langt fra det mest fængende nummer på pladen. Men den sætter en stemning tydeligere end noget andet. Og det er denne kolde lyd, jeg tænker på, når jeg tænker på So. Det er i grunden sjovt, for pladens største hit, "Sledgehammer", der kommer lige efter, er en glad funksang om sex. Og den er fuldkommen perfekt. Den sang gør mig altid i bedre humør med sin vittige tekst og sin rige instrumentation. Den er fuld af overraskelser, og hver tone sider lige skabet. Og så bliver den efterfulgt af "Don’t give up", en duet med Kate Bush, og det er en af de smukkeste duetter nogensinde. Den udviser så reelle følelser, at det næsten gør ondt. Og forholdet mellem Bush og Gabriel er uhyre troværdigt.
Gabriel giver os en forskruet tvivlstilstand på "That voice again", hvor sindsforvirring ikke blot viser sig lyrisk, det udtrykker sig også musikalsk i et af de mest skizofrene numre, jeg har hørt Gabriel lave. Af og til er det trist, af og til tænksomt, af og til lykkeligt, men aldrig på en entydig måde. Det har noget at gøre med Gabriels stemme, men meget ligger også i instrumentationen, der hopper fra stilart til stilart. Efter dette nummer er der lidt forskel på cd- og vinyludgaven. Gabriel har selv sagt, at cd-udgaven er tættest på hans vision, så det er den rækkefølge, jeg bedømmer pladen efter. Det betyder, at efter "That voice again" følger "Mercy Street", og det er en virkelig håbløst deprimeret sang. Man bliver ligesom med "Don’t give up" meget bekymret for Gabriel, ja faktisk endnu mere, for nu er Kate Bush her ikke til at hjælpe ham. En blid triangel kører hurtigt i baggrunden, hvilket giver denne ellers langsomme sang en stresset lyd. Der vendes tilbage til funk på "Big time", en på overfladen glad sang om, at alting går godt. Lyt til den uden resten af pladen, og den er den gladeste sang i verden. Men i kontekst tænker man, at noget er galt. Men uanset hvad, så er nummeret enormt lækkert sammensat.
Pladen er til trods for sine tunge sange faktisk ikke så svær at tilgå. Der er noget pop-appeal over det meste af pladen, hvor to sange dog er markante undtagelser. "We do what we’re told (Milgram’s 37)" er den første. Vokalen kommer først på halvvejs inde, og der er kun 12 forskellige ord i løbet af sangen. Men det er stærke ord, der siger meget om vores samfund. Og musikken er mere forskruet og desperat end noget andet på pladen. Den anden undtagelse er "This is the picture (Excellent birds)", der afslutter den oprindelige udgave af pladen. Det er en lettere krautrock-inspireret sang og dermed ret ensformig. Den giver lyrisk ikke særlig meget mening, men det er nok hensigten at få dette nonsens boret ind i din hjerne, som blev du hypnotiseret. Det falder godt i tråd med teksten på sangen forinden. Min udgave af pladen afsluttes som Peter Gabriel ønskede det, nemlig med "In your eyes", og jeg kan kun være enig i, at den bør afsluttes sådan. Det er en sang, der flot afrunder hele pladens tematik, og det er en lykkelig slutning, der gør mig helt glad indeni. So er en fantastisk plade – på niveau med de bedste Genesis-plader, og så gennemført, at man stort set ikke kan fatte det.