Peter Noone fylder 75 år

Når den britiske sanger Peter Noone d. 5. november i år kan fejre sin 75 års fødselsdag, kan han samtidig fejre 60 års jubilæum som professionel sanger – og endnu flere års jubilæum som skuespiller, idet han allerede som barn medvirkede i den langlivede engelske sæbe-opera ”Coronation Street”.

Det er dog inden for popmusikken, Noone har sat sig varige spor via sin indsats som forsanger i gruppen Herman´s Hermits, som fejrede store triumfer i såvel Europa som – især – USA i midten af 1960´erne. Peter Noone fik i 1963 tjansen som forsanger i bandet The Heartbeats, selv om han på det tidspunkt kun var 15 år, og den opgave klarede han så godt, at han hurtigt blev frontfigur i bandet under pseudonymet Herman. Det store gennembrud kom, da Herman and his Hermits, som gruppen nu kaldte sig, i 1964 fik den dygtige producer Mickie Most til at stå for gruppens indspilninger og til at varetage ansvaret for gruppens repertoire. Med Most ved roret blev Herman´s Hermits en succeshistorie næsten uden lige i den britiske invasion.

Succes – men ikke respekt
Da jeg var ung i 1960´erne, var der ikke meget prestige i at sige, at man godt kunne lide Herman´s Hermits, ligesom der ikke var mange points at score på coolness-skalaen ved at være fan af The Monkees eller Cliff Richard. Dengang var det Beatles, Stones, Kinks, Animals og lignende langhårede grupper, der talte, i hvert fald i min omgangskreds, og grænsen for acceptabel musik gik ved The Hollies og The Searchers. Det siger selvfølgelig mest om mig selv og om tiden, og allerede dengang midt i 1960´erne var det jo heller ikke anderledes, end at enhver, der havde ører at høre med, kunne høre, at Herman´s Hermits´ hitsange var ualmindeligt vellydende og iørefaldende. Af samme grund forfaldt jeg flere gange til at bruge mine sparsomme lommepenge på singleplader med gruppen, og sange som ”No milk today”, ”There´s a kind of hush” samt især ”Silhouettes” snurrede flittigt på min lille rejsegrammofon – men mest, når der ikke var andre til stede.

Jeg og min omgangskreds var dog langt fra alene om at betragte Herman´s Hermits med en vis skepsis i midttresserne. Selv om gruppen solgte singleplader i læssevis i perioden 1964-66, hvor de bl.a. opnåede ikke færre end 12 Top-20-hits i USA, fik den aldrig den anerkendelse og respekt fra musikmiljøet, som dens præstationer ellers berettigede til. En af grundene til det skulle nok findes i gruppens noget ujævne valg af sangmateriale. Mickie Most, som tidligere havde fundet gode sange til The Animals, havde en sikker hånd, da han valgte Goffin og Kings ”I´m into something good” til Herman´s Hermits´ debutsingle, og mange af gruppens senere singleudspil vidnede også om en sikker fornemmelse for hitpotentiale hos Mickie Most.

Men hans valg af music-hall-nummeret ”I´m Henry the Eight, I am” og de beslægtede ”Mrs. Brown you´ve got a lovely daughter” og ”Leaning on a lamppost” var tæt på at få gruppemedlemmerne til at sætte foden ned og sige stop, fordi de godt kunne forudse, hvad pladerne ville gøre ved deres image i England. Men Most fik sin vilje, og hans dispositioner viste sig da også at være berettigede, i hvert fald ud fra et økonomisk synspunkt, idet de music-hall-inspirerede numre blev store hits i USA, hvor man ikke var så nøjeregnende med genrerne, og hvor næsten al engelsk musik kunne få succes under overskriften ”den britiske invasion”.

Senere karriere
I England gik det imidlertid hurtigt nedad med pladesalget for Herman´s Hermits, der i midttresserne fik skrap konkurrence fra nye, succesrige bands som The Who og The Yardbirds. Efter den sukkersøde sang ”Don´t go out into the rain” (med fortsættelsen: ”you´re gonna melt, Sugar”!) besluttede gruppemedlemmerne i Herman´s Hermits da også, at nu måtte det være slut, og de gik hver til sit: Peter Noone til en fremtid som skuespiller og The Hermits til udgivelse af en række mindre succesfulde plader. Ved forskellige lejligheder mødtes Noone dog med sine tidligere kolleger, især ved deciderede Britsh Invasion-mindearrangementer; men da guitaristen Derek Leckerby døde i 1994, var det også slut med den fornøjelse. (Det skal i parentes tilføjes, at trommeslageren Barry Whitwam fortsatte med at turnere med de gamle Herman´s Hermits-sange i en årrække og i 2009 sågar udgav en cd med titlen ”Herman´s Hermits – our Danish Collection”!).

Peter Noone er stadig lejlighedsvis aktiv på musikscenen og indspillede bl.a. en duet med Carla Olson i 2020, ligesom han stadig optræder sporadisk med de gamle sange. Så sent som i september 2022 kunne man således opleve ham live i en koncert i Indiana, USA, hvor han sang en stribe af sine største hits. Man kan da også roligt konstatere, at flertallet af de kendte sange med Herman´s Hermits har vist sig at være særdeles langtidsholdbare. En stor del af æren for valget af ørehængere som ”No milk today”, East West”, ”Listen people” (alle skrevet af hitmageren Graham Gouldman), ”A must to avoid”, ”Wonderful world”, ”Can´t you hear my heartbeat”, osv. må tilskrives produceren Mickie Most, som ud over at arbejde med Herman´s Hermits og The Animals også havde en finger med i spillet i forbindelse med Donovans og Lulus succesrige karrierer.
At Most ikke altid valgte rigtigt, vidner Herman´s Hermits´ versioner af ”For your love” (et hit med The Yardbirds), ”Bus stop” (et hit med The Hollies) og ”Where were you when I needed you” (et hit med The Grassroots) om. Ikke alt, hvad Most samt Peter Noone og hans eremitter rørte ved, blev til guld; men alene deres versioner af ”Silhouettes” og ”No milk today” burde berettige dem til en hædersplads i musikhistorien, hvad de vel også med tiden har opnået. Trods gruppens mange USA-hits er den dog aldrig blevet optaget i The Rock n Roll Hall of Fame – men derved deler Herman´s Hermits blot skæbne med flere andre store navne fra den britiske invasion, som for længst burde være optaget i æreslogen, bl.a. Manfred Mann, The Searchers og Wayne Fontana & the Mindbenders. Den forglemmelse overlever Peter Noone og de øvrige oversete deltagere i den britiske invasion nu nok – deres musik taler for sig selv og lever stadig i bedste velgående her knap 60 år efter tilblivelsen.

Tillykke til Peter Noone med den halvrunde fødselsdag, og et stort tak herfra for bl.a. ”Silhouettes”, som stadig kan give undertegnede kuldegysninger af velbehag.