Pigen fra Ipanema har sunget sin sidste sang

Astrud Evangelina Weinert er verden over bedst kendt som sangerinden Astrud Gilberto og for den underskønne Bossa Nova klassiker over de fleste, The Girl From Ipanema, der hører til blandt de mest fortolkede sange i musikhistorien.

Gilberto blev født den 29. marts 1940 i delstaten Bahia i Brasilien og døde den 5. juni i en alder af 83 af pt ukendte årsager. Hun voksede op i Rio de Janeiro med en tysk far og brasiliansk mor. Faren var sprogprofessor, og evnerne smittede af på datteren, der lærte at tale flere sprog flydende. I 1959 giftede hun sig med guitaristen, sangeren og komponisten João Gilberto.

Parret flyttede til USA i 1963, hvor Astrud Gilberto fik permanent opholdstilladelse og forblev frem til sin død. João Gilberto indledte et samarbejde med den amerikanske tenorsaxofonist Stan Getz, der i 1964 resulterede i det mesterlige Bossa Nova/jazz album Getz/Gilberto. Ud over sangen om pigen fra Ipanema med musik af Antônio Carlos Jobim og portugisisk tekst af Vinicius de Moraes og engelsk af Norman Gimbel stod Astrud Gilberto ligeledes for vokalen på Corcovado (Quiet Nights of Quiet Stars) med tilsvarende sødmefyldte charme og elegance i afleveringen som førnævnte.

Med de to numre udødeliggjorde Astrud Gilberto så at sige sig selv, og hele albummet er ren opvisning i suveræn sangskrivning og lækkert vuggende samspil med Gilberto parret, Getz og Jobim (piano) i forreste geled. The Girl From Ipanema har i den engelske version sammenlagt frem mod i dag solgt i millionklassen både som single og som del af Getz/Gilberto pladen. Den grumme historie om sangen er, at Astrud Gilberto kun modtog 120 dollars for selve indsyngningen og ikke en klink mere. Getz forsøgte endda ifølge nyere kilder at overbevise produceren af albummet om, at hun ikke skulle have så meget som en dollar for ulejligheden.

I løbet af 60’erne medvirkede Astrud Gilberto i filmene Get Yourself a College Girl og The Hanged og pladedebuterede som soloartist med The Astrud Gilberto Album (1965). Op gennem 70’erne fortsatte hun i Bossa Nova/jazz standard sporet og begyndte at synge sit eget og andres materiale på portugisisk, engelsk, spansk, italiensk, fransk, tysk og sågar japansk.

Der var overvejende stille på pladefronten i 80’erne og 90’erne, hvor Astrud Gilberto dog stadig turnerede nogenlunde regelmæssigt blandt andet med sønnen Marcelo som del af orkestrene. I starten af det nye årtusind valgte Gilberto at tage fri på ubestemt tid fra al offentlig optræden, en pause der skulle vise sig at vare i 21 år frem til hendes bortgang. Gilberto udgav det sidste studiealbum i 2002, Jungle, hvor hun forblev tro mod sine Bossa Nova-, latin- og jazzrødder.

Æret være Astrud Gilbertos minde, en kvinde med stil, talent og integritet, der desværre ikke fik det tilnærmelsesvise økonomiske udbytte af sit verdenshit, man kunne have undt hende. Det er som om, den historie er hørt før i en uvilkårlig og til tider brutal branche, hvor jungleloven synes at herske for ofte frem for almen juridisk retfærdighed.