The Police: Ghost in the machine
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 322
The Police har en lille men imponerende diskografi. Alle deres fem plader er fulde af sjove, varierede og skæve pop-rock-sange, og mellem disse finder man altid nogle mere sære, eksperimenterende sange. Alle pladerne er rigtig gode, men ingen af dem er af så høj kvalitet, at de bare blæser mig omkuld som lytter. Det album, der kommer tættest på, er nok Ghost in the machine. Noget, jeg virkelig holder af ved The Police, er at hvert album i sin stil er helt unikt, og på Ghost In the machine kommer meget af pladens personlighed fra den kraftige brug af synthesizere. De brugte også synthesizere på albummet før dette, Zenyatta mondatta, men der blev de oftest brugt til at skabe sjove, poppede melodier. På Ghost in the machine er sangene ganske vist stadig poppede, men synthesizer-effekten minder her om noget, der kunne foregå ude i rummet. Der skabes en interessant, æterisk lyd med dem, og den er smuk. Et andet instrument, de for første gang arbejder med, er saxofonen, og den er en vigtig del af mange af sangene. Den gør det hele mere funky og dystert.
På Ghost in the machine ser man forsanger Stings evner som sangskriver tydeligere end på nogen anden Police-plade, måske med undtagelse af Synchronicity. Sangene er rigtig varierede i struktur, nogle har ikke omkvæd, nogle er bløde, andre er meget mekaniske. Åbningsnummeret, "Spirits in the material world" arbejder virkelig godt med dette. I versene er instrumentationen stram, mens Stings vokal er svævende, og i omkvædene mødes de flot et sted i midten. Nummeret derefter, der i øvrigt er min yndlingssang af gruppen, hedder "Every little thing she does is magic", og det er en fantastisk rejse i musikalsk dynamik og temposkift. Næste gang, du hører det, så prøv at lægge mærke til, hvor aparte strukturen reelt er, når man tænker på, at det er en popsang. Der er kun to ganske korte linjer i de to første vers, omkvædet er så utrolig meget mere højlydt end verset, tredje vers bruger en helt ny melodi, og næsten halvdelen af sangen er råben over instrumentationen. Og til allersidst kommer Sting med en helt ny versmelodi, mens sangen fader ud. Det er virkelig spøjst.
The Police var generelt meget modige på Ghost in the machine. Det fjerde nummer hedder "Hungry for you (J’aurais toujours faim de toi)", og det er med undtagelse af to linjer sunget udelukkende på fransk. Jeg kan en smule turistfransk, men jeg fatter ærlig talt ikke en bønne af denne tekst, men jeg forstår, at det handler om sex. Det er Sting, der synger, at han er pisseliderlig. fransk er kærlighedens sprog, men jeg tror rettere at årsagen til at synge det på fransk var at vise, hvordan man kan udtrykke følelser tydeligt gennem musik, også selvom man ikke forstår mere end ti ord i hele sangen. Deres mod betaler sig ikke altid, jeg er f.eks. ikke en stor fan af "Omega man" og "Secret journey", men det er nok de eneste numre, der ikke interesserer mig. Albumstrukturen er ikke noget specielt, men det gør ikke så meget, for til gengæld er lyden mere konsekvent end på noget andet Police-album. Hvis du tænker, at The Police kun lavede sjov pop-rock, så tager du grueligt fejl, og du har sandsynligvis aldrig oplevet Ghost in the machine.