Popmusikerens lidelige lethed
Hele Danmarks partyorkester Shu-bi-dua havde 40 års jubilæum i 2013. Men forsangeren Michael Bundesen var under genoptræning efter en blodprop, så det blev småt med jubilæumskoncerter og anden festivitas.
Jeg har købt en guitar
I stedet udgav orkestrets mangeårige guitarist, medkomponist og medforfatter Michael Hardinger en selvbiografi: 40 år i A-dur. Hardinger var med i Shu-bi-dua fra starten til 1997, hvor han med småsmækkende døre forlod det ellers ganske hyggelige band. De 40 år er så ikke Hardingers tid i Shu-bi-dua, men indikerer, at bogen også er en hyldest til orkestret. Og A-duren forklarer han selv således i et interview: Akkorden A-dur er den letteste på en guitar, og han er jo grundlæggende doven. Oprindeligt skulle bogen have heddet 40 år i A, men så troede folk, at det drejede sig om Socialdemokratiet – og det gør det OVERHOVEDET ikke …
Så er den grundlæggende tone lagt: let, overfladisk elegant og finurligt. Og jeg må så tilføje: småsjusket.
Bogen indledes traditionelt med Hardingers første år. Her er beskrivelsen af den nære kontakt til og de mange rejser med farmand noget af det mest personlige i 40 år i A-dur. Vi får morsomme småepisoder fra et liv med evigt solskin på de mange destinationer, hvor Hardinger arbejder indenfor turistbranchen. Men det er musikken, der er det vigtigste – Michael Hardingers skæbne bliver beseglet ved den berømte Beatleskoncert i KB-Hallen i 1964. Her har Hardinger ved hjælp af gode forbindelser fået plads lige bag scenen, så han i modsætning til de fleste i salen også kan høre The Beatles.
De mange gode forbindelser er også et gennemgående tema – Hardinger har fra starten forstået vigtigheden af at netværke.
Står på en alpetop
I begyndelsen af 1970’erne møder Michael Hardinger på sin arbejdsplads DR en anden Michael – Bundesen – og sød musik opstår. Eller måske ikke ligefrem sød, men et samarbejde, der fra starten sprøjter vilde og groteske ideer ud. En af livets tilfældigheder – måske – bliver bandets navn. Ingen har rigtigt tænkt på den nye gruppes navn, men der er et omkvæd, der siger lydene shu bi dua – og en institution i dansk musikliv er opfundet: Shu-bi-dua. Som Hardinger i øvrigt konsekvent i bogen staver Shubidua eller blot SBD.
Gruppen starter med finurlige undersættelser af udenlandske hits; anmelderne og toneangivende musikkredse rynker pande og på næsen og hvad der kan rynkes, men hovedparten af den danske befolkning er ellevilde. Og køber Shu-bi-duas plader de næste 40 år. Selv den eklatante filmfiasko Den røde tråd i 1989 påvirkede ikke Shu-bi-duas popularitet synderligt.
Hardinger gennemgår pladen Shu-bi-dua 2 nummer for nummer, og det er interessant at høre tekstforfatteren selv. Men det bliver ved det; fra næste plade fortælles kun sporadisk om numrene. I indledningen lover forfatteren også – eller advarer om -, at der vil komme noget ”musiknørdsnak” flere steder. Det gør der eksempelvis side 64, men øv, det er blot få linjer om Hardingers Gibson 335 ES og hans første Gibson Les Paul. Jeg tror, de fleste af os godt kunne tåle at høre lidt mere fagsnak fra en kompetent musiker, men det bliver ved spredtfægtende kommentarer.
Familien kom til kaffe
Michael Hardinger siger selv, at han er en rullesten og et ikke-familiemenneske, men alligevel er det forbavsende få ord, vi får om kæresterne gennem tiden og de skyggesidede brud, der har været.
Det største brud er nok dét fra drengene i Shu-bi-dua. Et brud, som blev mere og mere uundgåeligt – hvilket vi erfarer, når vi efterhånden får et lille indblik i de to frontpersoner Michael og Michaels gøren og laden. Ikke det umiddelbare store melodrama, men efter Shu-bi-dua opnår Michael Hardinger ikke den folkelige succes, som han elskede med drengene dér. Det er samme grundtone, der også skinner igennem i Jørgen Thorups bog Femten år med Shu-bi-dua fra 2001, hvor Thorup erkender nødvendigheden af sit brud med bandet, men samtidig savner suset.
Brutale løg
De senere år har Hardinger solgt og købt huse i USA, og samtidigt flittigt taget ture til Danmarks for at spille ”for sjovt”. Og det har livet altid været – for sjovt.
Ligesom denne bog, der er letflydende og letfordøjelig; fyldt med begavede branderter og overlevende og overleverede døgnfluer fra en teenager på 60 år. Og så dukker pludselig en nøgtern sætning op. Side 162 fortæller Hardinger om Melodi Grand Prix: ”Det skulle jo nødig komme til at handle om noget i den konkurrence. Det er bedst at teksterne er helt hjernedøde og indeholder et maximum af internationalt sangbart ”Uh-la-a, hey-hey-hey-mamamamama.”” Shu-bi-duas tekster handlede faktisk altid om noget, og der blev taget mange kontroversielle emner op. indrømmet; det er først her mange år efter, jeg får øjnene op for de mange skønne sprogblomster. ”Dengang” var man jo enten til den fladpandede pop eller den progressive (selvhøjtidelige) rock.
Denne lille bog har i hvert fald klaret mit syn på vores (nu) allesammens Shu-bi-dua og deres charmerende og selvuhøjtidelige sprogbrug. Men vi mangler stadig en kompetent krønike om Shubberne.