Rastløs i tilværelsen

Hungry heart

Got a wife and kids in Baltimore, Jack
I went out for a ride and I never went back
Like a river that don't know where it's flowing
I took a wrong turn and I just kept going
Everybody's got a hungry heart
Everybody's got a hungry heart

Sådan lyder det i en af Bruce Springsteens mest kendte - og bedste - sange, "Hungry heart" fra 1980. En ganske simpel og nøgternt konstaterende tekst: sådan er dét bare! Men bag de forræderisk enkle og uskyldigt udseende ord gemmer der sig en afgrund af utilpassethed og rådvildhed, som man ikke behøver at være psykolog for at afkode. Det er en voldsom eksistentiel rastløshed, der lyser ud af de korte tekstlinjer, og det er bl.a. de stærke indre spændinger i ordene, der har gjort sangen til noget helt særligt - foruden naturligvis den medrivende melodi.

On the road

I 1960'erne blev forfatteren Jack Kerouac guru for en hel generation af unge, som søgte efter et andet indhold i tilværelsen end det, de umiddelbart kunne få øje på. Der måtte være noget andet og mere end den daglige trummerum med arbejde fra 9 til 5, og dette andet var de unge fast besluttede på at finde, koste hvad det ville. Måske var der ikke noget at finde, eller måske ville det ikke lykkes at finde det - men det var under alle omstændigheder bedre at have gjort forsøget end slet ikke at have forsøgt.

I bogen On the road (1957) tegnede Jack Kerouac et præcist portræt af en gruppe rastløst utilpassede og evigt søgende unge, som læseren kunne spejle sig i. Bogen blev da også hurtigt en form for bibel for Kerouacs samtidige - den såkaldte beat-generation - samt ikke mindst for generationen efter Kerouacs egen, hippie-generationen. On the road (og en stribe andre titler fra Kerouacs hånd med sigende titler som Lonesome traveller og Desolation angels) formulerede den eksistentielle rastløshed, som kendetegnede forfatteren selv og hans jævnaldrende - og som kan genfindes i en lang række senere litterære beskrivelser af den grundlæggende utilpassethed i tilværelsen, der giver sig udslag i en evig omflakken, altid på jagt efter nye indtryk og oplevelser.

I'm so restless

Men rastløsheden er ikke bare et fænomen, man møder i litteraturen. De ovenfor anførte linjer fra Springsteens "Hungry heart" udtrykker den samme følelse af hjemløshed i tilværelsen, som man finder i Kerouacs bøger - og eksemplet er langtfra enestående inden for rockmusikken. Rockens tekster er fuld af beretninger om utilpassede individer, som føler sig mest hjemme på landevejen, på vej fra ét sted til et andet. Bob Dylans "Restless farewell" (1964) og Tom Pettys "Restless" (1978) er blot to iøjnefaldende eksempler på sange om utilpassede individer.

Endnu tydeligere bliver beskrivelsen af rastløsheden som eksistentielt grundvilkår måske på Roger McGuinns første soloudspil, Roger McGuinn fra 1973. Så godt som alle pladens 10 numre er gennemsyret af en nervøs rastløshed, som både kommer til udtryk i sangteksterne og i musikkens uroligt vibrerende forløb. Næsten alle numrene handler om bevægelse fra ét sted til et andet, og sangene er fulde af linjer som "The Lord he loves a rolling stone" og "said his last goodbye / started walking / down a new road" fra sangen "Stone". Eller fra sangen "Draggin'": "Draggin' draggin' cross the USA / draggin' draggin' from New York to L.A." For slet ikke at nævne indledningsnummeret med titlen: "I'm so restless": "Oh I know what you mean and it sounds good to me / but oh Mr. D. I'm so restless". Her er opbrud for alle pengene - selv om jeg'et i sangene vist ikke rigtigt har nogen idé om, hvorfor han er så rastløs.

Men det er nok heller ikke så nemt at komme med entydige svar på det spørgsmål. Det er tydeligt, at fortælleren i Merle Haggards country-klassiker "White line fever" har tænkt over sagen - men om han er kommet nærmere et svar med sin konstatering af, at rastløsheden er en medfødt feber i blodet, er måske tvivlsomt. Til gengæld er erkendelsen ganske overbevisende formuleret:

White line fever
A sickness born down deep within my soul
White line fever
The years keep flying by like the highline poles
The wrinkles in my forehead
Show the miles I've put behind me
They continue to remind me how fast I'm growing old
Guess I'll die with this fever in my soul.

Well, I wonder just what makes a man keep pushin' on?
Why must I keep on singing this old highway song?
I've been from coast to coast a hundred times or more
I ain't seen one single place where I ain't been before.

To look for America

Man kunne sagtens blive ved med at fremdrage eksempler på den Kerouac'ske rastløshed i rockmusikkens tekstunivers, og nogle af eksemplerne ville være mere troværdige end andre. Der er megen poseren inden for rocken - ligesom inden for så mange andre af livets områder. Et af de mere overbevisende eksempler på en beskrivelse af en skæbne, som er på vej til at kuldsejle i tilværelsen, og som ikke selv ved hvorfor, og hvad han skal gøre ved det, finder man i Paul Simons fine sang "America" fra hans og Art Garfunkels gennemarbejdede plade Bookends (1968).

Sangens fortæller sidder i en Greyhound-bus sammen med sin kæreste Kathy. De har ingen penge, men de har hinanden og er ubekymret glade. Hvis det altså ikke lige havde været for den der forbandede fornemmelse af eksistentiel utilpassethed:

So I looked at the scenery
She read her magazine
And the moon rose over an open field.

"Kathy, I'm lost," I said
though I knew she was sleeping
"I'm empty and aching and
I don't know why."
Counting the cars
On the New Jersey Turnpike.
They've all come
To look for America,
All come to look for America
All come to look for America.