Rebel music (3 o'clock roadblock) – kl. 3

Hvis hippiernes flower-power-musik var infiltreret med stoffer og narkotika, gælder det samme i udstrakt grad for reggae-musikken, som var – og er – en mærkværdig blanding af religiøs, politisk og flippet musik. Samt naturligvis en meget medrivende og iørefaldende musik.

Det førende navn inden for reggae-musikken er Bob Marley, og den bedste plade med Bob Marley og hans gruppe the Wailers er LP'en Natty dread fra 1974 – i hvert fald ifølge musik-hjemmesiden AllMusic, som har udnævnt pladen til "Bob Marley's finest album, the ultimate reggae recording of all time". Den slags vil man selvfølgelig altid kunne diskutere; men med nyklassiske numre som ”No woman, no cry” og ”Lively up yourself” kan man under alle omstændigheder argumentere for udnævnelsen af Natty dread til Bob Marleys mesterværk.

LP'en indeholder en række kampberedte sange om politisk og socialt oprør med påpegninger af, at sultne mennesker er vrede mennesker, mv. Men pladen rummer også et nummer som ”Rebel music”, der trods sin titel mere handler om stoffer end om oprør, og som faktisk ligner kl. 2-sangen fra den foregående artikel i klokkeslæt-serien (”Colorado town”) temmelig meget. Hør blot:

3 o'clock roadblock – curfew,
And I've got to throw it away -
Yes, I've got to throw it away -
A yes, but I've got to throw it away
My little herb stalk!

3 o'clock roadblock – roadblock
And “Hey Mr. cop! Ain't got no -
Ain't got no birth certificate on me now”

Nummeret er skrevet af gruppens bassist Aston Barrett, som tilsyneladende er ret utilfreds med at skulle give afkald på sin marihuana ved en vejspærring. Men bag den måske lidt komiske formulering af et mindre problem, ulmer en mere grundlæggende utilfredshed med de herskende forhold, hvor betjente uden videre kan gennemføre razziaer og kropsvisitere folk, og hvor man ikke kan gøre, som man har lyst til.

Teksten til kl. 3-sangen er ikke den mest revolutionære i Bob Marley & Co.'s repertoire, og heller ikke den kunstnerisk mest overbevisende, rent tekstmæssigt. Men linjer som nedenstående illustrerer dog trods alt meget godt reggae-musikkens styrke med hensyn til at opsamle og udtrykke social indignation:

Why can't we roam this open country?
Oh, why can't we be what we wanna be?
We want to be free.