Rock og religion

En del store rocknavne har været en tur omkring kristendommen i løbet af deres karriere, selv om de færreste af disse musikere er blevet hængende i de religiøse rammer.

For nogle af rockmusikerne strækker mødet med kristendommen sig kun til inddragelsen af den kristne mytologis skikkelser og begivenheder i musikernes sangtekster, mens bekendtskabet med den kristne tro for andre rocknavne er mere dybtgående og af længere varighed.

Det sidste er naturligvis tilfældet med musikere, der er vokset op med kristendommen og er forblevet dybt involveret i dens budskaber og anvisninger, altså personer, man kunne betegne som eksplicit kristne musikere. Det er blot sjældent, at disse musikere også kan kaldes ”store rocknavne”, og det er ikke dem, de følgende punktnedslag på kristendommens repræsentation i rockens verden vil fokusere på.

Eksemplerne på forbindelsen mellem rock og religion, her specifikt kristendommen, handler kun om musikere, for hvem religionen kommer i anden række i forhold til musikken.

Kristent mytestof
I mine yngre studieår havde jeg en lærer, der mente, at hvis man kendte indholdet i Bibelen, Iliaden og Odysséen samt Shakespeares skuespil, havde man forudsætningen for at forstå 95% af den vestlige verdens litteratur.

Det kan være, at tallet har ændret sig lidt i løbet af de 50 år, der er gået, siden jeg var studerende; men overordnet set er det nok korrekt, at store dele af den vestlige litteratur bygger på temaer og motiver fra de nævnte klassiske værker. Ikke mindst Bibelen har været storleverandør af inspirationsstof til indholdet i mange nyere litterære værker, heriblandt en række rocksange.

For at starte et sted kunne man begynde med at nævne Pete Seegers formidable omskrivning af dele af Det Gamle Testamentes ”Prædikerens Bog”, som han næsten ordret har brugt i sin sang ”Turn, turn, turn” (1959).

Sangen blev første gang indspillet af The Limeliters i 1962, men det var The Byrds´ version fra 1965, der for alvor gjorde sangen kendt – og samtidig gjorde The Byrds endnu større, end gruppen var i forvejen. I Byrds-versionen blev sangen mere rock end folk, og med Roger McGuinns 12-strengede Rickenbacker guitar forrest i lydbilledet fik Pete Seegers sang en enorm gennemslagskraft, der da også gav den en førsteplads på Billboards hitliste.

Sangen er senere blevet indspillet af et utal af sangere og grupper, og den fremstår i dag lige så frisk og markant, som da The Byrds så potentialet i teksten for snart 60 år siden – og som da teksten blev nedskrevet for mere end 2000 år siden.

Som sangtekst med indslag af religiøst tankegods er det svært at hamle op med ”Turn, turn, turn”, i hvert fald hvad angår udbredelse og popularitet. Den sang, som måske kommer nærmest, er Leonard Cohens ”Hallelujah” (1984), der ligesom Pete Seegers sang henter sit mytestof fra Det Gamle Testamente og derfor mindst lige så meget er en jødisk sang som en kristen sang.

Men også i kristendommen spiller Det Gamle Testamente jo en vigtig rolle og er en uadskillelig del af den kristne tro – selv om fortolkningen af indholdet i Det Gamle Testamente varierer i de to trosretninger.

”Hallelujah” inddrager flere episoder fra Det Gamle Testamente i sangteksten, bl.a. historien om Davids harpe og historien om Samson og Dalila; men inden længe bliver de bibelske billeder afløst af en række formuleringer, der genremæssigt placerer sangen som en rendyrket kærlighedssang. Jeg-personen i teksten fortæller over flere vers om sin ulykkelige kærlighed til den elskede, der er rejst fra ham; men selv om kærligheden nu desværre er forbi, vil jeg-fortælleren alligevel lovprise den tid, der var, og det vil han bl.a. gøre ved at omskrive kærlighedsforholdet til kunst, nemlig i form af sangen ”Hallelujah”. Størst af alt er kærligheden, hedder det nok så smukt i Paulus´ første brev til Korintherne; men gad vide, om det i Leonard Cohens private univers trods alt ikke er kunsten, der er allerstørst?

Et par andre rockmusikere, hvis tekster låner flittigt fra kristendommens myter, er Bruce Springsteen og Bob Dylan. En af Springsteens ret tidlige sange har titlen ”Adam raised a Cain” (1978), hvilket jo direkte refererer til episoden i Det Gamle Testamente, hvor Kain slår sin bror Abel ihjel. Det er dog ikke så meget brodermordet, der interesserer Springsteen, som det er forholdet mellem faderen, Adam, og sønnen, Kain. Far-søn-forholdet har altid været et vigtigt tema i Springsteens tekstunivers, ikke mindst inspireret af musikerens forhold til hans egen far, og på det tidspunkt, hvor ”Adam raised a Cain” kom til verden, var forholdet mellem de to på et lavpunkt. Springsteen har ikke slået nogen brødre ihjel; men han har bebrejdet sin far ofte og heftigt i sine sange, fordi faderen efter hans mening udsatte sønnen for det samme følelsesmæssige svigt, som Adam udsatte Kain for.

Også Bob Dylan har tidligt i sin produktion haft fat i nogle af myterne i Det Gamle Testamente. Mest oplagt i denne forbindelse er måske sangen ”Highway 61 revisited” (1965), hvori man både møder Abraham og Gud, og hvor sidstnævnte afprøver, om Abraham er parat til at slå sin egen søn ihjel på hans ordre.

Det kan vel siges at være et svigt på samme niveau som Adams svigt i opdragelsen af Kain og Abel; men heldigvis slutter historien bedre for Abrahams søn Isak, end den gør for Kain og Abel. ”God said to Abraham: ”Kill me a son”/ Abe says: ”Man, you must be puttin´ me on”/ God say: ”No”, Abe say: ”What?”, osv. Men heldigvis for Isak er der ”bare” tale om en makaber spøg, hvor Gud vil teste omfanget af Abrahams tro.

Konfessionelle sange
Bob Dylan har også senere i forfatterskabet inddraget religiøst mytestof i sine sange, bl.a. i forbindelse med sangene på pladen ”John Wesley Harding” (1969), der i høj grad trækker på historierne fra Det Nye Testamente. Men i 1979 blev Dylans lidt distancerede forhold til og udnyttelse af Bibelens legender i sine sange pludselig ændret til en meget håndgribelig prædikantrolle, da han på pladen ”Slow train coming” (ikke mindst på titelnummeret!) og på to efterfølgende plader svang pisken over de gudløse og vantro.

Som en gammeldags vækkelsesprædikant fordømte Dylan i sine tekster alle, der havde vendt Gud ryggen, og som nu mæskede sig i verdens rigdomme og glemte alt om deres forpligtelser over for deres næste. I en række svovlsprudende tekster fremstod Dylan som den genfødte kristne, der selv var blevet frelst, og som nu også ville frelse alle andre. Meget dramatisk og meget effektfuldt fra en sangskriver, der ellers tidligere havde slået sig op på, at man ikke skulle følge autoriteter; men heldigvis varede denne musikalsk frugtbare, men ideologisk mærkværdigt paradoksale periode kun i nogle få år for Bob Dylans vedkommende.

Af andre kendte rockmusikere, som ikke blot har gjort brug af kristent mytestof i deres sange, men som åbent har bekendt sig til den kristne tro på et tidspunkt i karrieren, kan man pege på The Byrds, som i 1968 udsendte en plade med adskillige bud på sangtekster med et klart konfessionelt indhold: ”Sweetheart of the rodeo”. Bekendelsen til den kristne tro faldt for The Byrds sammen med gruppens bekendelse til country-rock´en, som på den nye plade for alvor kom til at dominere det musikalske udtryk. De to størrelser var åbenbart for medlemmerne i The Byrds to sider af samme sag; men til denne konstatering må man nok føje, at ingen af de konfessionelle sange på ”Sweetheart of the rodeo” var skrevet af Byrds-medlemmerne selv, men var en del af den fælles arv fra country-musikken: ”I am a pilgrim”, ”The christian life” og ”You don´t miss your water”. Så mon ikke country-rock´en trods alt betød mere for Byrds-medlemmerne, end den kristne tro gjorde det?

Eric Clapton sprang i 1969 overraskende ud som troende kristen med sangen ”Presence of the Lord” på Blind Faith´s første og eneste plade: ”I have finally found a place to live/ in the presence of the Lord/ in the presence of the Lord”. Sangen blev til I en periode i Claptons liv, hvor han efter nogle hektiske år omsider havde fundet en form for indre ro, som han altså valgte at tilskrive Herrens beroligende indflydelse; men selv om Clapton flere gange senere i karrieren bevægede sig i periferien af kristendommen i sine sangtekster, møder man ikke oftere den betingelsesløst troende kristne i hans tekstunivers.

Helt anderledes forholder det sig med Claptons gode ven og kollega, George Harrison. Harrison havde i Beatles-tiden flirtet med hinduismen og havde ligesom de øvrige medlemmer i gruppen en overgang været fascineret af Maharishi Mahesh Yogi. Men selv om Maharishi-perioden var hurtigt overstået, bestod George Harrisons interesse for de spirituelle sider af tilværelsen, ligesom hans kærlighed til indisk musik kom til at følge ham resten af livet.

Mere end noget andet er det dog Harrisons store trippel-LP fra 1970, ”Al things must pass”, der berettiger ham til en fremtrædende placering i rockmusikhistorien, når talen er om sange med et bekendende kristent indhold. ”My sweet Lord”, ”What is life”, ”Hear me Lord”, ”I live for you” samt LP-sættets titelmelodi er alle tydelige vidnesbyrd om en musiker og sangskriver, der har fundet vejen til Gud – og er meget glad for det. Efter ”All things must pass” udsendte Harrison en række plader, der slet ikke matchede debutudspillets overvældende trang til at står frem som fuldbåren kristen, men som på den anden side heller ikke modsagde debutpladens religiøse udsagn. Der er nok ingen grund til at tvivle om Harrisons oprigtighed i forhold til hans trosbekendelser i musikalsk form.

Ligesom Harrison overraskede omverdenen med sin stærke bekendelse til den kristne tro i 1970, var det særdeles uventet, da Cliff Richard i 1964 pludselig bekendtgjorde, at han ikke ville fortsætte sin hidtidige tilværelse, fordi han var blevet omvendt til den kristne tro, som han ikke mente kunne trives sammen med livet som popstjerne. Han begyndte at indspille kristne sange og at bruge kristne musikere som samarbejdspartnere; men snart blev han dog overbevist om, at han godt kunne fortsætte med at indspille verdsligt materiale sammen med sine Shadows og samtidig være en god kristen.

Det er lidt den samme historie, man møder i forbindelse med det tidligere Poco-medlem Richie Furay, der i 1976 erklærede sig som overbevist troende og senere i 1983 oven i købet blev frimenighedspræst i Colorado. Det kristne engagement satte sit umiskendelige præg på Furays musikalske udfoldelser, med cd-titler som ”In my Father´s house” (1997) og ”I am sure” (2005). Sideløbende med sine kristne forpligtelser fortsatte Furay dog med at være aktiv som mere eller mindre verdslig musiker, bl.a. i forbindelse med markeringer af den legendariske Poco-gruppes forskellige runde jubilæer. Og på sin seneste udgivelse, ”In the country” fra 2022, hylder Furay en række af sine musikalske kolleger og forbilleder ved at spille covers af deres sange. Der er jo faktisk heller ingen grund til at fornægte sine rødder eller sit liv som musiker og samfundsborger, bare fordi man tilfældigvis også er kristen.