Roskilde Festival i hiphoppens tegn
Torsdagens program på Roskilde Festival var spækket med hiphop.
Latto
Formiddagen startede godt ud med den 24 årige amerikanske rapper Latto, som optrådte på Arena scenen.
Da jeg ankom til Arena scenen blev jeg overrasket over, hvor få mennesker der var mødt op en lille en halv times tid før koncerten begyndte, men efterhånden blev Arena tæt pakket med en forventningsfuld publikumsskare. Og de fremmødte fik sig en stærk oplevelse i selskab med den unge rapper.
Vokalmæssigt var koncerten gennemført, og der blev på ingen måde sparet på danseshowet, som bestod primært af “twerking”.
Generelt var Lattos optræden sprængfyldt med energi. Kunstneren bidrog til en meget levende og engageret stemning blandt publikum, da kunstneren i løbet af koncerten hoppede ned og dansede med publikum, for dernæst at hive en af festivalens gæster med op på scenen.
Alt i alt en meget gennemført koncert fra Latto, og dermed en god start på det hiphop-spækkede program.
J.I.D.
Få timer efter Latto koncerten var det rapperen J.I.D’s tur til at træde ind på den store Arena scene. Her blev der bestemt heller ikke skruet ned for rappens energi.
J.I.D beviste hvordan han virkelig formår at rappe, så man, som publikum, gang på gang, blev blæst bagover.
Samtidig var det et imponerende sceneshow, hvor kunstneren kunne ses på skærmen som en farvet robotlignende figur. Koncerten fungerede rigtig godt, men omvendt havde det utvivlsomt været endnu vildere og mere intenst senere på aftenen.
Denzel Curry
Den amerikanske rapper Denzel Curry optrådte ligesom de to ovennævnte kunstnere på Arena scene. Arena scenen er også undertegnedes favorit-scene på Roskilde Festival, da den balancerer med at være en stor scene, men uden at den intime stemning forsvinder i teltet.
Denzel Curry gav den hele armen da han optrådte. Rapperen var helt igennem fremragende til at få hele publikum op i højeste gear, ved blandt andet at få hele teltet til at “get low” og så ellers hoppe op med fuld kraft, til Denzel Currys meget rå rap-vokal.
Curry beviste ligesom J.I.D at han bestemt kan rappe. Han leverede en stor præstation på scenen. Vokalmæssigt sad koncerten lige i skabet.
Burna Boy
Den nigerianske sanger Burna Boy, var et af torsdagens helt store musiknavne. Burna Boy spillede kl 01:00 om natten. Desværre på samme tidspunkt hvor regnen begyndte at sile ned over festivalen, men superstjernen formåede med sine fede rytmiske afrobeats at gøre hele Orange scene til en kæmpe regnfest.
Burna Boy nævnte selv flere gange under koncerten at han elskede at det regnede. Publikum virkede heller ikke synderligt påvirket af regnen. Musikken var simpelthen for vild, og Burna Boy leverede et show.
Kunstneren spillede sine store hits som “Last Last” og “Ye” hvor der blev danset. Også i hans mere tilbagelænede sange, hvor det vokalt lød virkelig godt. Der var ikke en finger at sætte på Burna Boys optræden, det hele sad i skabet.
Burna Boy leverede således en fantastisk afslutning på en intens men regnfuld torsdag nat.