Genre: 

Sange om arbejdslivet

Beatles
04-09-24
Af: 
Steffen Kronborg

Golden Days på arbejde
6–22 september 2024

Den årligt tilbagevendende kulturfestival Golden Days, som i år løber fra d. 6. til d. 22. september, har denne gang fokus på arbejdslivet: ”Ni til fem eller 24/7. Nogle lever for at arbejde, mens andre arbejder for at leve.

Men uanset om vi gør det på akkord eller på kontrakt, for mening eller for løn, tegner det hvem vi er. Arbejdet støber vores værdier, det lokker med status og er et kardinalpunkt i vores forståelse af os selv og andre”. Osv. Osv.

Festivalprogrammet, som kan ses på goldendays.dk, rummer som sædvanligt et overvældende antal programpunkter, og nogle af indslagene handler om denne hjemmesides foretrukne emne: musik.

I Højskolesangbogen er der ikke et specialafsnit med sange om arbejdet, men derimod afsnit med de mere upræcise overskrifter ”Liv”, ”Frihed og fællesskab” og ”Historien”.

Egentlige arbejdersange skal man til Arbejdersangbogen for at finde, og her er et stort afsnit viet ”Arbejderbevægelsens sange”. Det skorter naturligvis ikke på sange om arbejdet i den danske sangskat, og også inden for rockmusikken – især den internationale – finder man en del sange om det at arbejde. Det er et lille udvalg af disse sange, jeg i det følgende vil omtale.

The Beatles og arbejdet
Først og fremmest har arbejdet altid været et middel til at skaffe smør på brødet – samt til at skaffe de øvrige fornødenheder, et menneske har brug for.

Det er denne grundlæggende forståelse af arbejdssituationen, der ligger bag The Beatles´ klassiske ”A hard day´s night” (1964), hvori det bl.a. hedder: ”You know I work all day/ to get you money to buy you things/ and it´s worth it just to hear you say/ you´re gonna give me everything/ So why on Earth should I moan?/ ´cause when I get you alone/ you know I feel okay”.

Man kan som bekendt ikke købe sig til kærlighed – men uden penge går det heller ikke, i hvert fald ikke i følge The Beatles anno 1964.

I 1965 er forholdet mellem kønnene tilsyneladende ikke ændret meget, når det drejer sig om arbejde og ligestilling, hvis man ellers skal tro The Beatles. I teksten til sangen ”Girl” (1965) er det i hvert fald stadig manden, der knokler sig halvt (eller helt) ihjel for at kunne forsørge sig selv og den udkårne – og det selv om den skønne kvinde i sangen ikke engang er særligt rar ved manden: ”Did she understand it when they said/ that a man must break his back to earn his day of leisure/ will she still believe it when he´s dead?/ Ah, girl, girl”.

Sandt at sige gjorde jeg-personen i sangteksten nok klogt i at forlade den noget træske kæreste, inden det er for sent.

John Lennon lyder ret bitter på sangen ”Girl”; men det er for ingenting at regne mod, hvordan han lyder på den stærkt sarkastiske ”Working class hero” fra 1970. Titlen er ironisk ment, for der er ærlig talt ikke noget heroisk over det liv, magthaverne har udset til borgere fra de lavere samfundsklasser.

Beskrivelsen af den socialiseringsproces, den typiske arbejder kan se frem til, er meget lidt opmuntrende i Lennons sang, hvor han med et tydeligt ekko fra Bob Dylans ”Subterranen homesick blues” (1965) giver opskriften på et gennemsnitligt arbejderliv: ”When they´ve tortured and scared you for 20 odd years/ then they expect you to pick a career/ when you can´t really function, you´re so full of fear/ A working class hero is something to be”.

Velkommen til det moderne arbejdsliv!

Bruce Springsteen og arbejdet
Bruce Springsteen er måske mere end nogen anden rocklyriker blevet eksponent for sange om den lille mand og det slidsomme arbejdsliv.

Springsteen har selv engang udtalt, at det var mødet med The Animals´ version af Weill og Manns ”We gotta get out of this place” (1965), der gav ham lyst til og mod på at skildre arbejderklassens liv og vilkår i sine sange: ”Watch my daddy in bed a-dyin`/ watch his hair turnin´ grey, yeah/ he´s been workin´ and slavin´ his life away/ oh yes, I know it/ He´s been workin´ so hard/ I´ve been workin´ too, baby/ every night and day/ We gotta get out of this place”. Det lyder som en rigtig god ide at komme væk hurtigst muligt – hvis bare det ikke er selve arbejdslivet, der er problemet.

Mange af Springsteens egne sange handler om arbejdere - mænd, der udfylder deres plads i samfundet med større eller mindre glæde, og som højst kan håbe på et flygtigt strejf af lykke ind imellem.

Det gælder f.eks. jeg-personen i sangen ”The river” (1980), og det gælder en lang række af Springsteens andre jeg-personer. Hovedpersonen i ”Working on the highway” (1984) er en asfaltarbejder, som forelsker sig i en sød pige og stikker af med hende. Desværre finder pigens brødre parret og bringer dem tilbage til udgangspunktet, hvor jeg-personen oven i købet idømmes strafarbejde for sin bortførelse. Så nu er han tilbage ved det hårde asfaltarbejde, denne gang bare uden løn! ”Working on the highway, laying down the blacktop/ Working on the highway, all day long I don´t stop/ Working on the highway, blasting through the bedrock/ Working on the highway”. En tragikomisk tekst til en herligt medrivende melodi.

Det er bemærkelsesværdigt, at en mand, der ifølge eget udsagn aldrig har udført så meget som en enkelt dags lønarbejde, har skrevet så ofte og så meget om den almindelige arbejders tilværelse. Der er dog en vis portion selvbiografisk stof i Springsteens sange om det hårde arbejde, idet hans egen far tilbragte hele sit liv med et fabriksarbejde, der endte med at koste ham hans hørelse og i den sidste ende også hans helbred. Det er faderens historie, der ligger til grund for sangen ”Factory” fra LP´en ”Darkness on the edge of town” (1978) – mere herom på et senere tidspunkt – og det er faderens forhold til arbejdet, man også møder andre steder på LP´en.

Sangen ”Badlands” (1978) kan ses som en pendant til The Animals´ ”We gotta get out of this place”, hvor det er den udsigtsløse tilværelse i udkantsområdet, der er emnet for sangen, selv om ”The badlands” i høj grad også er et mentalt sted. Men ud over jeg-personens utilfredshed med sit uautentiske liv rummer sangteksten også en direkte afstandtagen fra det hårde fysiske arbejdsliv: ”Workin´ in the fields/ till you get your back burned/ workin´ ´neath the wheels/ till you get your facts learned”. Det arbejde, som Gud beskrev for Adam i Første Mosebog: ”Med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden”.

Andre sange om arbejde
Arbejde i rocksangene om emnet er ofte synonymt med hårdt fysisk mandearbejde. Men der er naturligvis mange former for arbejde, som man også med al ønskelig tydelighed får demonstreret det i programmet til årets Golden Days-festival. F.eks. er der kontorarbejdet, som man bl.a. kan møde i Dolly Partons sang ”Nine to five” (1980) fra filmen af samme navn.

Her er det måske ikke så meget arbejdets fysiske udfordringer, der er i centrum for sangteksten, men nok så meget det ensformige og utaknemmelige ved kontorarbejdet, man hører om: ”Working nine to five, what a way to make a living/ barely getting by, it´s all taking and no giving/ they just use your mind, and they never give you credit/ it´s enough to drive you crazy if you let it”.

Eller man kan nævne sangene om forskellige former for arbejde i servicesektoren, f.eks. Donna Summers ”She works hard for the money” (1983) om en servitrice på en café. Dette arbejde er naturligvis på sin vis lige så hårdt og opslidende som bygningsarbejdet eller kontorarbejdet; men det adskiller sig fra disse former for arbejde ved primært at handle om mennesker og interaktionen mellem dem – hvilket jo også kan være ganske anstrengende.

Servitricen i Donna Summers sang har haft sin andel af modgang i de 28 år, hun har arbejdet som servitrice; men også en masse positive oplevelser med kunderne. Overordnet set er der dog ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om hun tjener sine penge i sit ansigts sved: ”She works hard for the money/ so hard for it, honey/ She works hard for the money/ so you better treat her right”.

I de allerfleste sange om arbejdet beskrives arbejdslivet som hårdt og utaknemmeligt, selv om det også ind imellem omtales som identitetsskabende. Men der er naturligvis også de arbejdere, der trives fint med deres arbejde, og som nyder det. Det er f.eks. tilfældet i Kim Larsens vidunderlige beskrivelse af en lykkelig samlebåndsarbejder i sangen ”Blip båt” (1979) – eller er der noget, jeg har misforstået? Sangen er et fint lille øjebliksbillede af en tid og et samfund, ligesom mange andre af Larsens skarpe sange – selv om man måske nok kan diskutere, om teksten ikke også rummer en lidt nedladende tone over for sin hovedperson?

Det er dog langt fra sikkert, og Larsen var jo ikke den, der sparkede på folk, som allerede lå ned: ”Muzakken som de spiller synes jeg er skidego´/ når jeg stamper med på rytmen så knirker mine sko/ og nede for enden af den lange lyse hal/ kan jeg se det store ur med de magiske tal”. Ironisk, ja vist; men absolut kærligt ironisk og helt uden den patos, man f.eks. finder på Agitpops (i øvrigt udmærkede) ”Hvorlænge endnu” fra 1973, med en række kampsange om arbejdere og arbejdsliv.

Til sammenligning med Larsens fint underspillede ironi kan man her nævne teksten til en sang som ”Let musik og lyse rum”, der ikke kan dy sig for at ville udlægge og forklare det indlysende i sammenhængen: ”Vi prøver psykologer og videnskabsmænd/ og det skorter heller ikke på ideer/ Venlige omgangsformer og lyse rum/ let musik og meget mer´”. Det skal dog straks tilføjes, at der ud over parolerne også er mange gode indsigter at hente i Jesper Jensens fine tekster til Agitpops socialistiske udgivelser fra 1970´erne.