Sangen om Larsen

Den 6. september 1935 blev der skrevet dansk teaterhistorie. Indtil da havde alle landets forestillinger haft rigtige møbler og rekvisitter på scenen, og kulisserne var malerier, der gengav virkeligheden. Dansk teater var naturalistisk. Men det blev der lavet om på, da Melodien der blev væk havde premiere i Riddersalen på Frederiksberg.

Stykket var skrevet af den unge Kjeld Abell og var kraftigt inspireret af de nye strømninger i fransk og tysk teater, ikke mindst Bertolt Brecht. Der var indlagt en del sange, som ikke var skrevet af Abell selv, men af et jævnaldrende trekløver: Herman D. Koppel og Bernhard Christensen stod for musikken og Sven Møller Kristensen for sangteksterne.

Melodien der blev væk er en blanding af revy og politisk teater. Et lærestykke om, at mangel på solidaritet og fantasi fører til, at livet mister sin mening. Vi møder den lille mand hr. Larsen: en anonym kontorfunktionær, en flipproletar, som familien og skolen har stillet en stor fremtid i udsigt. Larsen glider med strømmen, men bliver forbigået på arbejdspladsen og må skifte drømmen om hus, have, bil og en blomstrende familie ud med med toværelses lejlighed, cykel, en afblomstret kone og ikke råd til børn.

Det står klart lige fra begyndelsen, hvor en gårdsanger kommer ind på scenen inden tæppet er gået op. Han synger de første fire vers af “Sangen om Larsen”.

Her er en sang om en mand, der hed Larsen,
det’ ham man møder på gaden hver da’,
og han var tem’lig uheldig med livet,
som han ellers havde ventet meget a’.
Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt. 

Melodien falder lige ind i den danske gårdsangertradition, men den låner også noget af stilen fra tysk kabaret. Hos andre af sangene i stykket mærker man, at komponisterne var begejstrede for jazz. De sange husker man ikke længere, men “Sangen om Larsen” blev en landeplage og har holdt sig til i dag.

Mens tyskerne i 1930’ernes økonomiske krise fik “Kleiner Mann” (fra en bog af Hans Fallada), fik danskerne “Larsen”. Og omkvædet “Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt” blev en fast vending i det danske sprog.