Genrer
Santana: Santana
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 150
I latin-rocks store vide verden er der vist kun ét navn, der kendes af gud og hvermand. Det er selvfølgelig bandet Santana med den latterligt dygtige guitarist Carlos Santana i front. De spillede på den legendariske Woodstock festival i august 1969, og senere samme måned udkom deres debutalbum Santana. Det åbner med "Waiting", et intenst instrumentalnummer med en sprød, eksotisk rytme og et hektisk orgel som lead-instrument. Først til sidst begynder der at ske noget med guitaren, og det er virkelig tilfredsstillende efter den lange opbygning. Det er en god indledning til pladen, der naturligt nok er meget guitarpræget. Den dygtige organist hedder Gregg Rolie, og han agerer også forsanger. Han har ikke verdens mest spændende stemme, men han lader på den måde også instrumentationen være i front. Det er det kraftige, dynamiske arrangement, der sørger for, at deres cover af Willie Bobos "Evil ways" stadig i dag er blandt Santanas mest berømte sange trods den anonyme vokal. "Shades of time" har nogle svage vers, der leder op til et omkvæd, der ikke er til stede. Derimod giver Santana en af pladens mest følelsesrige guitarsoloer, hvilket mere end retfærdiggør nummerets eksistens.
"Shades of time" går direkte over i "Savor", et kort instrumentalt nummer. Her bliver det hurtigt meget fyldigt i lydbilledet, og det er faktisk ikke rigtig til at kapere. Det er enormt stort, og vældig imponerende fra et teknisk standpunkt, men man bliver simpelthen så overvældet af lyd, at man har brug for en pause. Og Santana holder nærmest aldrig pause på denne plade. Det bliver aldrig stille i længere tid af gangen. Med det sagt finder man midt på pladen et af Santanas bedste numre nogensinde – den simple, urkraftdrevne "Jingo". Sangen består af tre ord, og jeg ved ikke om nogen af dem betyder noget som helst. Det er et cover af en sang af en nigeriansk trommeslager ved navn Babatunde Olatunji, men Santanas udgave har meget mere at byde på. "Persuasion" er et vildt, legesygt og sensuelt nummer, som Gregg Rolie sælger overraskende godt. Det er dog Carlos’ guitar, den drilske rytme og den spændende komposition, der gør, at sangen fungerer så godt, som den gør.
"Treat" er blandt gruppens mere jazzede værker. Det er et instrumentalt nummer, hvor Carlos’ guitar er i fokus, og Rolies orgel er skiftet ud med et traditionelt klaver. I slutningen af nummeret vælger gruppen for en gangs skyld at gå ned i gear, og det er forfriskende. Det virker måske ekstra godt, fordi der her er klaver i stedet for orgel. Jazz har som bekendt rødder i bluesmusikken, og derfor virker det ret naturligt at gå i en mere blues-orienteret retning med "You just don’t care". Det er en rigtig god sang, der viser Santanas diversitet som gruppe. Den angriber heller ikke dine ører nær så meget som starten af pladen, så den er meget velkommen hos mig. Pladen slutter af med det, jeg selv ser som Santanas bedste nummer, nemlig den instrumentale "Soul sacrifice". Den lyder af storhed, mystik og voodoo. Den lægger op til, hvordan gruppens lyd ville ændre sig på opfølgeren, Abraxas. Santana er en plade, der kommer mod dig med fuld fart, og det kan være svært at optage det hele på en gang. Men det er smukt, imponerende og stilfuldt.