Genrer
Savage Rose - et fantastisk musikeventyr
Michael Gonzalez i samarbejde med Annisette: Ild og frihed – 50 år med The Savage Rose. Politikens Forlag, 2018
Savage Rose – navnet giver varme vibrationer i vores hukommelse og i vores hjerter. Stor, flot musik, der har klinget altid. Eller sådan huskes det i hvert fald for mange af os. Siden det berømmelige år 1968 har Savage Rose været en vigtig brik i det danske, musikalske puslespil. Med den enestående sangerinde Annisette i spidsen; hendes helt, helt specielle stemme genkendes efter få sekunder.
Med musikken til balletten Dødens triumf på Det Kgl. Teater i 1972 blev gruppen kendt i alle kredse af alle aldre. Siden blev gruppen mere direkte politisk i budskabet og var i en årrække nærmest undergrund. Et come-back til de store scener og med en større lyd kom Savage Rose igen øverst på plakaten. Og er det den dag i dag – 50 år efter start. Et sandt eventyr her midt i H.C. Andersens land.
Men hvordan var det nu, det var?
Endelig er der kommet en vældig dokumentation af de 50 år – og fra hovedpersonen selv.
Annisette har i en rum tid samtalt med Michael Gonzalez, der er mangeårig skribent for GAFFA. Og han har lyttet og noteret. Ud af de mange samtaler og noter er der kommet denne prægtige bog, som må hedde intet mindre end Ild og frihed. Begreber, som er kendetegnende for Savage Roses ageren og målsætning gennem alle årene.
Og det skete
Ild og frihed er et digert værk på 482 sider. Det er sandelig mange, men for en gang skyld er det ikke for mange. For her er en skribent, der formår at holde læseren fanget med et flydende og velformuleret sprog, hvor de direkte udsagn fra Annisette giver en afvekslende bog. Her er sangerindens ærlige og personlige betragtninger kædet sammen med forfatterens mere nøgterne registrering af, hvordan historien egentlig forløb.
For første gang får vi den samlede historie om Savage Rose – og fortalt af personen i musikcirklernes centrum: Annisette. Med et væld af detaljer, som ikke virker trættende, men derimod giver et krystalklart billede af gruppen og dens bevæggrunde gennem historien.
Ild og frihed starter med tre intense sider fra Roskilde Festival 2017, hvor Savage Rose gav en spektakulær koncert fra Orange scene. Her, som i resten af bogen, er der kræset om billedsiden, som er en væsentlig del af bogen. Flest professionelle fotografbilleder, og også private billeder, men hvor kvaliteten er i orden. Så dejligt at se; desværre ser jeg ofte, at billedsiden sjuskes i redaktionen af musikbøger. Her er der en organisk balance. En balance, som også kendetegner Annisettes stærke udstråling. Vi, der har oplevet mange koncerter med Savage Rose, har Annisettes særegne klang i hovedet, når de intense fortællepassager i bogen rulles ud.
Den nødvendige sang
Fortællingen starter med beskrivelsen af den lille 3-årige pige, der bare må synge – og som gør det; en livsnødvendighed.
Sammen med storesøsteren Rudi, som senere får en filmkarriere i Far-til-fire-filmene, optræder hun på markedspladser, og den særegne stemme opdages selvfølgelig. Som teenager får hun med gruppen Dandy Swingers et veritabelt hit med ”River deep mountain high”.
Vi får her baggrunden for, hvorfor Annisette altid optræder barfodet. Til en koncert havde hun glemt sine smarte, hvide støvler. Annisette måtte optræde barfodet, og oplevelsen af at kunne mærke musikkens dunken gennem fødderne til hele kroppen var så intens, at al fremtidig optræden blev med bare tæer. Så ved vi det!
Samtidigt er de klassisk musikuddannede brødre Thomas og Anders ved at starte et nyt, progressivt band. De får jazztrommeslageren Alex Riel med samt Jens Rugsted på bas og Flemming Ostermann på guitar. Kapitlet ”Verden kalder” slutter med en cliffhanger: ”De manglede dog stadig en sanger. Eller en sangerinde”. Ta daa – vi véd, hvad der sker!
Næste kapitel starter: ”Thomas Koppel blev svimmel, da han så den unge pige, der stod og sang i front for danseorkestret Dandy Swingers. [Stemmen] gik igennem marv og ben. Ikke som en kuldegysning, nej, et brændende spyd.”
Så skabes der historie: Savage Rose med Annisette som sanger er en realitet. Fra at være en genert ung pige blomstrer Annisette til at være et fuldgyldigt medlem af Savage Rose. Og Savage Rose er en gruppe, der har en bemærkelsesværdig virken: her er også hende, der ”bare” er forsanger, ligeværdigt medlem.
Rejsen til Amerika
Fra starten er Savage Rose vældigt eksponeret i pressen, og superlativerne flyder i medierne. Udlandet er også interesseret, og gruppen spiller på Newport Jazz Festival, tilbydes opvarmningstjansen før Jimi Hendrix, og Ekstra Bladet fanger en historie om interesse fra selveste Beatles. Noget, Annisette i dag trækker på smilebåndet af, men ”det ku’ da være sjovt at varme op for Hendrix.” Samtidigt får gruppen mere og mere indsigt i pladebranchen, som gruppen frastødes af. Turen er grundigt beskrevet efter interviews med de involverede, men allerede her kommer i en sidebemærkning, at Anders Koppel venligt har afslået at medvirke i denne bog. Nå, hvorfor nu det? Efter endt læsning af bogen forstår man dette bedre; lillebroderen stod faktisk en del i skyggen af storebror Thomas.
I USA oplever Savage Rose raceadskillelse tæt på og deltager i møde med de sorte pantere. Gruppen tilbydes en pladekontrakt med et af de helt store pladeselskaber, men en passus om, at de så også skal spille for tropperne i Vietnam gør, at Savage Rose siger nej tak. Til stor forundring for branchen, men en konsekvens af Savage Roses holdning. En holdning, der fortsætter, og som gennemstrømmer hele bogen: En fundamental social og politisk bevidsthed, der støtter de svageste i samfundet både i ord og i gerning.
Efter USA-turen er Savage Rose på tur i Norge. Et kapitel har den herlige titel ”Kærlighed og magi i Norge”. For her finder Annisette og Anders Koppel sammen. Annisette har levet i et dårligt parforhold, som vi bemærkelsesvist ikke hører meget om, og Thomas’ ægteskab med Ilse Maria er også i opløsning. Ilse Maria, der i en årrække har spillet med i gruppen på cembalo. (Som Gonzales i øvrigt giver den engelske betegnelse harpsichord – det er altså cembalo, men pyt!)
1970’erne betyder opbrydningstid; bassisten og trommeslageren ryger og drikker for meget (forfatterens sobre beskrivelse), og lillebror Anders vil nu stå på egne ben.
Omkring her i bogen er der et lille intermezzo på lyserøde sider uden sidetal. Under overskriften ”Savage Rose i øjenhøjde” fortæller de to døtre Billie og Naja om deres fantastiske barndom, hvor de deltog i foældrenes musiceren. Hold da op, hvor var barndommens dal grøn – men vi tror dem faktisk med det store indblik, vi som læsere får i livet omkring Savage Rose.
Fra supergruppe til trio
Savage Rose er nu en trio med Thomas Koppel på (oftest) harmonika, Annisette synger, og John Ravn på diverse håndtrommer. Det bliver til rejser til jordens brændpunkter: bl.a. Baskerlandet og Libanons flygtningelejre. Bopælen i Danmark er et kolonihavehus, og Thomas må arbejde som pædagogmedhjælper for at klare økonomien. Gruppen udgiver stærke plader på alternative forlag og spiller en utal af støttekoncerter.
I 1989 bliver Savage Rose atter kendt af hvermand, da den bestilte fodboldhymne ”Stjerneskud” – ”Når lysene tændes i Parken” udkommer. Gruppens tekster bliver mindre direkte politiske, og gruppen får lov til at indspille gospelinspireret plade i USA.
Parret ender med at bosætte sig i Los Angeles i 1998 efter flere kontroverser i Danmark med blandt andet et kuldsejlet teaterprojekt Bella Vista. Tænk, det husker jeg simpelthen intet om. Og Annisette fastholder alternativ behandling for en brystknude, og erklæres helbredt efter et år i LA’s solvarme.
Da Bush’ præsidentperiode forlænges, er ”glansen ved at gå af det amerikanske eventyr”. Parret flytter til Puerto Rico, hvor Thomas genfinder den klassiske klaverlitteratur og skaber improvisationer, og Annisette begynder at komponere på cuatro’en, en lille, dobbeltstrenget guitar.
Død og liv
Det mest intense kapitel i ”Ild og frihed” kommer her. Annisette beskriver intenst de dårlige varsler, parret oplever. En mikrofon går umotiveret i stykker, der er pludselig støj på optagelser – og der anes en uheldsvanger tone i luften. Tragedien indtræder: Thomas falder om med hjertestop og dør.
En frygtelig tid følger med hjemtransport af liget, bisættelse og det nye liv uden livsledsageren Thomas.
Et billede på sorgen er den oplevelse, at Annisette overhovedet ikke kan huske den fantastiske sang, som var Thomas’ allersidste. I stedet, med stor hjælp fra datteren Naja, færdiggøres pladen Universal daughter i 2006.
Herefter oplever vi en revitalisering af Savage Rose, hvor familieskabet er en central sammenholdsstyrke. Og det er både en musikalsk familie og rent bogstaveligt, da to svigersønner er med i orkestret. Nuvel, forsangeren har nået pensionistalderen, men Annisette fortsætter med det, hun kan og det, hendes ild brænder for: At synge – og at prise den frihed, som alle mennesker på jorden har fortjent.
Efter at have læst Ild og frihed sidder jeg med den varme følelse af, at det nytter noget. Og der er håb for fremtiden.
Der er ingen negative vibrationer fra forfatteren Michael Gonzalez. Bogen er en kærlighedserklæring, men en kærlighedserklæring fra os alle, der har haft det privilegie at have fulgt Savage Rose i årtier. Og nu har vi fået dette fantastiske vidnesbyrd om de sidste 50 års evige bevægelse frem mod nu, hvor bogen slutter med de tre store aftener på Det Kgl. Teater.
En tak til Annisette for eventyret, og en tak til den sobre iagttager og formidler Gonzalez.