She's not you

Sange om ulykkelig kærlighed har været en fast bestanddel af populærmusikken, siden Arthur Crudup i 1950 sang ”My baby left me” – og helt sikkert meget længere endnu. Neil Young sang for 50 år siden på sit tredje soloalbum After the goldrush: ”But only love can break your heart / Try to be sure right from the start / Yes, only love can break your heart / What if your world should fall apart?” Hermed stillede han sig altså på linje med The Beatles, der på “If I fell” fra “A hard day's night” sang: ”I must be sure / from the very start / that you would love me more than her”. Men sådan fungerer kærligheden naturligvis ikke – heldigvis. Det er altid en satsning at give sit hjerte bort til en anden person, og risikoen ved sådan en satsning er, at hjertet på et tidspunkt bliver knust – for der er ingen garantier i den slags sager, uanset hvad Neil Young og Lennon/McCartney så ellers kunne ønske sig.

Ulykkelig kærlighed er et grundvilkår ved det at være menneske, og derfor er ulykkelig kærlighed en uudtømmelig kilde til inspiration for alverdens sangskrivere. På godt og ondt. Men selv om den ulykkelige kærlighed altså er et gennemgående tema i populærmusikken (og også i den klassiske musik, for den sags skyld), er der alligevel nogle versioner af den kuldsejlede kærlighed, der er værre at lægge øre til end andre, fordi indholdet i sangfortællingen er så trist, at det næsten er ubærligt. Der er formentlig forskel på, hvordan de forskellige udformninger af sange om ulykkelig kærlighed påvirker forskellige mennesker; men jeg er sikkert ikke alene om at mene, at noget af det tristeste, man kan forestille sig, er den situation, hvor den forsmåede prøver at lyve over for omverdenen – og over for sig selv! – om, hvor lidt det betyder ikke længere at være den udkårne. Især når enhver kan se, at det er løgn – inklusive den, der står bag løgnen.

Et fint eksempel på en sådan sang er Smokey Robinsons ”The tracks of my tears”, som han skrev til The MIracles i 1965. Tilsyneladende er sangens jeg-fortæller en lystig fætter – ”the life of the party” – men den muntre overflade dækker over et stort savn: ”My smile is my make-up / I wear since my break-up with you / So take a good look at my face / You'll see my smile looks out of place / If you look closer it's easy to trace/  The tracks of my tears”. Måske man kan prøve at skjule sin smerte for omverdenen, I hvert fald et stykke tid; men man kan selvfølgelig ikke skjule hjertets tilstand for sig selv. For hvis man prøver på det, gør den ulykkelige kærlighed bare endnu mere ondt.

Et andet eksempel på en sang, der på hjerteskærende vis fortæller om en forsmået mand, som forgæves forsøger at skjule for sig selv og andre, at han savner sin tidligere kæreste, er Burt Bacharachs og Hal Davids ”My little red book”, som blev skrevet til Manfred Mann med henblik på at blive spillet i filmen What's new Pussycat? (1965). I sangteksten præsenteres lytteren for den friske fyr, som har lommebogen fuld af navne på skønne kvinder, han kan vælge og vrage imellem – men som i virkeligheden kun tænker på hende, der har forladt ham. Det er i sig selv sørgeligt nok – men helt patetisk bliver situationen, når jeg-fortælleren udfylder alle sine stævnemøder med enetaler om, hvor vidunderlig den tidligere kæreste var. Så kan man vist ikke synke lavere: ”I took out every pretty girl in town / They danced with me / And while I held them / All I did was talk about you” (-) ”No girl who's in my little red book / Just ever could replace your love / And each girl in my little red book / Knows you're the one I'm thinking of”.

Elvis og Eldkvarn

Pomus, Leiber og Stollers sang “She's not you”, som Elvis Presley gjorde berømt i 1962, rummer næsten det samme set-up som i ”My little red book”, måske blot med den forskel, at i Elvis' sang er den aktuelle date tilsyneladende ikke klar over, at hun blot er en erstatning for det egentlige mål for jeg-fortællerens attrå: ”She even kisses me like you used to do / And it's just breaking my heart / Cause she's not you”. I stedet for blot at præsentere én ulykkelig elskende rummer ”She's not you” altså hele to knuste hjerter – jeg-fortællerens og den substituerende kvindes, lige så snart hun finder ud af, at hun kun er et surrogat for en anden. Trist, trist, trist – og ikke mindst fortvivlende at lægge ører til i Elvis' version, hvor vokalen ikke får for lidt på vibratoen. For at sætte ekstra trumf på var sangen ved udgivelsen som single koblet med det faktisk lige så tårepersende nummer ”Just tell her Jim said hello” – endnu en hjerteskærende sang om ulykkelig kærlighed. Det er ikke just en singleplade, man bliver i godt humør af at høre; men heldigvis gør Elvis' store stemme det udholdeligt at være vidne til alle disse knuste hjerter.

Historien om, hvordan ulykkelig kærlighed kan få den forsmåede mand til at forsøge at narre sig selv, bl.a. ved at dulme smerten over savnet med spiritus og kvinder, findes i talrige udformninger og ikke bare i de engelsktalende lande. I 1999 udsendte den svenske gruppe Eldkvarn sin måske mest melankolske plade nogensinde, Limbo, hvor indholdet i en af sangene giver visse mindelser om skildringen i ”My little red book”. Ganske vist er jeg-fortælleren i ”Du älskar inte mig” pinligt bevidst om, at den er helt gal med ham, og han kender også årsagen til misèren; men det betyder ikke, at han formår at håndtere situationen bedre end jeg-personen i Burt Bacharachs sørgmodige sang.

”Jag körde nerför gatan / Jag höll inn vid en bar / Jag föll till botten av flasken / Som en riktig karl / Jag dansa med en kvinna / Som la sin arm om mig / När vi gick över golvet / Tänkte jag på dig. / Du älskar inte mig / Du älskar inte mig / Du gick iväg med mitt hjärta / Du älskar inte mig”. Her i Plura Jonssons tekst er der dog trods alt ikke tale om, at nogen af parterne i historien gør sig nogen form for illusioner om tingenes tilstand; kvinden på baren er formentlig ikke et øjeblik i tvivl om sagernes rette sammenhæng, og når jeg-personen drikker sig fuld, er det helt bevidst for at glemme. Der er tilsyneladende ikke meget håb at hente for den ulykkeligt forelskede, som tværtimod ser tingene alt for klart. Men hvorfor i alverden forsøger han så at løse sine problemer på den eneste måde, der med garanti ikke vil hjælpe? Ja, hvis man kunne svare på det spørgsmål, var der formodentlig ingen grund til at skrive sange om følelser og om ulykkelig kærlighed; for hvis det var så let at begå sig i kærlighedens indviklede verden, kunne den ulykkelige jo bare sige til sig selv, at han skulle tage sig sammen og se at komme videre. Men, men men.