Shine on you crazy diamond

En af rockhistoriens mest excentriske og mytologiske skikkelser Syd Barrett (født den 6. januar 1946 i Cambridge og døbt Roger Keith Barrett) ville i dag være fyldt halvrundt, men døde 60 år gammel den 7. juli 2006 i sin fødeby. Den britiske sanger, sangskriver og guitarist fandt på navnet Pink Floyd, efter at have spillet sammen med Roger Waters, Richard Wright og Nick Mason i det bluespåvirkede Tee Set i flere år.

Som Pink Floyd skiftede stilen i retning af eget og langt mere eksperimenterende materiale med den karismatisk dragende Barrett i front, der komponerede bandets debutsingle ‘Arnold Layne’ udsendt marts 1967. Som det var tilfældet med ‘Arnold Layne’, fandt den næste 45’er ‘See Emily Play’ ej heller vej til debutalbummet 'Piper At The Gates of Dawn'. Psykedeliske lydlandskaber med flair for en god popmelodi, kunne det være fristende at kalde resultatet.

'See Emily Play' udgivet i midten af juni 1967 bærer ligeledes Syd Barrett signatur, der ifølge de andre i bandet var ved at være tabt for omverdenen grundet et støt stigende antal LSD trips. Sandsynligvis derfor findes der kun få visuelle klip med nummeret, der fik en ny chance live året efter, hvor guitaristen og nær ven af gruppen, David Gilmour, erstattede Barrett.
David Bowie fortolkede ‘See Emily Play’ i 1973 til 'Pin-Ups' albummet, en erklæret og dedikeret fan af Pink Floyd, navnlig i årene med Barrett.

August 1967 udgav Pink Floyd 'The Piper At The Gates of Dawn' indspillet i Abbey Road studierne samtidig med tilblivelsen af Beatles hovedværket ‘Sgt. Pepper...’ ‘The Piper...’ er iøvrigt produceret af Beatles‘ lydteknikeren Norman Smith, der siden har udtalt, at han havde mere end svært ved at trænge ind til Syd Barrett, der står som ene komponist på otte ud af LP'ens 11 sange herunder åbningsskæringen 'Astronomy Domine'. LSD trips’ne syntes ligeledes rent musikalsk at have gjort deres virkning, dog af en vis produktiv karakter - så længde, det varede.

'Piper...' er en milepæl inden for den tidlige psykedelisk rock, der stadig dyrkes af danske såvel som udenlandske bands i vor tid, hvilket i høj grad kan tilskrives Barretts kompromisløse talent. Roger Waters har et enkelt nummer inkluderet på albummet, og de resterende to er krediteret Barrett-Waters-Wright-Mason herunder det ti minutter lange og temmelig syrede 'Interstellar Overdrive', som indleder side to.
Det nummer kunne vare op til en halv time under bandets live-optrædender tilsat uendeligt virkende improvisationer og et lysshow, der animerede til indtagelse af forskelligartede rusmidler.

Pink Floyds debut blev Barretts første og sidste hele album som del af truppen, da han kun delvis medvirkede på efterfølgeren 'A Saucerful of Secrets' fra 1968, hvortil han bidrog med ‘Jugband Blues’. Resten stod Waters, Gilmour og Wright for. Nogen tid efter udgivelsen af 'Piper...' begyndte Barrett bogstaveligt talt at gå fuldstændig i stå, og en erstatning måtte findes, hvilket skete, da gruppen en dag undlod at samle Barrett op før en koncert i London.
David Gilmour, der allerede før Barretts officielle exit havde fungeret som stand in, skulle hurtigt vise sig at være et ganske godt bytte, men imidlertid en helt anden historie, som passende kan tages op den 6. marts, når Gilmour også fylder trekvart århundrede dog stadig i levende live. Gilmour, Waters og Wright hang imidlertid stadig på som producere og sessionmusikere, da det mod alle odds lykkedes Barrett at færdiggøre hele to soloudspil i 1970, ‘The Madcaps Laugh’ og ‘Barrett’, der begge siden har nyt kultstatus.

To år senere droppede Barrett definitivt ud af musikbranchen ovenpå de særegent psykedeliske albums. Han vogtede frem til sin død nidkært over sit privatliv, genoptog maleriet og fornøjelsen ved havearbejde samt holdt sig langt væk fra al offentlig optræden. Pink Floyd hyldede Barretts blanding af utilregnelig galskab og kreative genialitet på ‘Shine On Your Crazy Diamond’ i 1975. Faktisk dukkede Barrett uventet op under indspilningen nærmest ukendelig for de tidligere bandkolleger.

Til trods for Barretts musikalske flamme brændte alt for hurtigt ud, nåede han at sætte varige spor i rockens historie - en fascinerende og foruroligende fortælling, der fortjener at blive holdt i hævd. Tillykke i det hinsides til Roger Keith Barrett, der brændte samtlige kulørte lamper i begge ender, mens bevidstheden kørte på Interstellar Overdrive.