Genre: 

Sigurds bibelsange

26-01-13
Af: 
Peter Elmelund

Sigurd Barrett: Alle 26 sange fra "Sigurd fortæller bibelhistorier".
Sangbog, Korhæfte og Koralbog.

Det store bibelformidlingsprojekt Sigurd fortæller bibelhistorier er et samarbejde mellem Danmarks Kirkelige Mediecenter, Politikens Forlag og Dansk Sang. Det omfatter hele seks udgivelser: En ny børnebibel, dobbelt-dvd med 24 bibelske fortællinger, en dobbelt-cd med 26 sange og tre nodebøger: En sangbog og tilhørende korhæfte og koralbog.

På den tilhørende hjemmeside kan man læse: "Kernen i alle udgivelserne er Sigurd Barretts genfortælling af 24 centrale bibelske fortællinger målrettet børn og familier. På vanlig vis sker hans formidling af de vigtige beretninger og budskaber med stort engagement gennem musik, fortællinger og sammen med tøjdyr og dukker."

Denne anmeldelse gælder de tre nodebøger.

Vi kender Sigurd Barrett som en eminent formidler af musik i mange afskygninger - i dagens Danmark har han stor betydning for børns indsigt i og forståelse af bl.a. klassisk musik og jazz. Han har en entusiasme, nærvær og ærlighed, der går lige ind i folk.

Her får vi så helt dugfriske sange - 12 fra Det Gamle Testamente og 12 fra Det Nye. Desuden en "goddag-og-velkommen"-sang samt Fadervor som sang. Teksterne er i det sprog, der tales i nutidens børnehaver, skoler, hjem ...

Vi starter med begyndelsen - Skabelsen. I forordet fortæller Sigurd, at det hele startede med, at Gud opfandt verdenen. Sigurd opfatter "skabte" som et stop-ord, som de mindste ikke forstår i modsætning til "opfandt". Dette har været teologisk diskuteret i de trykte medier. Alligevel vælger Sigurd Barrett i den første sang Bliv Lys! at skrive "Næste dag han skabte Himlen". Men det gør da heller ikke noget?

Sangen er en frisk sang med en fængende melodi a la Shu-Bi-Dua, som man hurtigt kan synge med på. Og det gælder faktisk alle sangene. De er umiddelbart til at gå til og synge med på. I fin forlængelse af Carl Nielsen & Thomas Laubs intentioner om den gode fællessang: At have "et genkendelsens skær".

sigurd 1Sigurd bruger vores nutidige musikgenrer: Her er boogie-woogie (Her vil vi bygge, Har I hørt det?), calypso (Noahs ark, David og Goliat) og den stille jazz-vals (Daniel og løverne). Der er også plads til en vaskeægte sømandssang; det er selvfølgelig Peter han var fisker! Og selv om klaveret er Sigurds instrument, er der også et par rigtig gode guitarballader: Daniel og løverne og Påskeugen, som lægger sig tæt op ad Björn Afzelius' udødelige Juanita fra 1975.

Alle teksterne er tro mod oplægget; en af de større omskrivninger må være 6. bud (Du må ikke bryde et ægteskab), som i sangen De 10 bud lyder:

Hvis en dag du bliver gift i kirken,
Skal du elske den, du får.
Du får én, du kan dele det hele med,
I kan leve et liv fuld af kærlighed,
Lykke kan vare mange år.

Det er da til at forholde sig til!

Foruden selve sangbogen findes et korhæfte, hvor der er forholdsvis lette 2. og 3. stemmer - lige parat til familiegudstjenesten. Desuden er udgivet en koralbog, som indeholder sangene både som klaver- og orgelsatser. Så er der også lettere adgang for de mere klassisk orienterede organister/korledere, som ikke er helt dus med becifringer ... Jeg kunne godt ønske mig, at der også var becifringer på orgelsatserne, da disse kan give gode idéer til os, der er mere becifringsorienterede.

Sangbogen og korhæftet har friske og klare tegninger (med mange herlige ansigter!) af Jeanette Brandt, som også har illustreret Sigurds tidligere bøger.

Alt i alt må hele dette materiale være en guldgrube for formidlingen af det kristne budskab. Oplagt at bruge til Folkekirkens "minikonfirmander" og i de mange børneklubber i kirkerne, men også i skolernes undervisning, hvor der er gode muligheder for tværfagligt samarbejde.

Hør albummet her

Bestil sangbogen hos dit nærmeste bibliotek