St. Patrick's Day og Sunday bloody Sunday

Den 17. april fejrer irerne deres nationaldag St. Patrick's Day. Sankt Patrick er en irsk skytshelgen, som menes at have indført kristendommen i landet. Han døde den 17. marts 461 og siden er denne dato blevet en helligdag.

St. Patrick's Day er kendt som en festlig dag hvor irerne holder fri, er glade, fester og mødes over øl og musik. Mange steder afholder de parader klædt i grønt og orange som et symbol på Irland. Men selvom St. Patrick's Day er en glædens dag, kan man alligevel godt bruge dagen til at reflektere over krigen i Irland. Irlands historie er brolagt med andet end fest og druk. En af landets dystre slagsider er historien om Bloody Sunday.

Konflikten mellem protestanter og katolikker

Konflikter mellem de irske protestanter og katolikkerne har ofte været skyld i uroligheder i Irland. Tidligere var det fordi hver religion var knyttet til hver sin politiske overbevisning. Katolikkerne holdt med Irland, og blev kaldt republikanere. De ønskede, at Nordirland blev helt irsk - nu det geografisk set var en del af Irland. Protestanterne holdt med England, og blev kaldt loyalister (England regerede over Irland indtil Irland blev selvstændigt i 1921, men seks områder i Nordirland forblev loyale over for England). Loyalisterne så helst, at Nordirland forblev britisk, hvilket måske skyldtes tidligere tiders privilegier. Før i tiden var hver tro nemlig tilknyttet hver sin sociale klasse. Protestanter giftede sig sjældent ind i katolske familier, for så ville man komme i en familie med lavere social status. Dette har ledt frem til starten af katolikkernes borgerretsmarcher for at undgå at deres religion skulle blive diskrimineret og set ned på.

I oktober 1968 aftalte katolikker i byen Derry en fredelig borgerretsmarch, som skulle gå fra Waterside til Diamond. ”The Apprentice Boys of Derry” havde i tankerne om at gøre det til en årlig begivenhed. Men William Craig gjorde det forbudt at afholde parader i Waterside og inde for bymuren. Den 5. oktober samme år samledes 100 mennesker i Waterside. Deres march blev stoppet af politiet, der brugte politistave og vandkanoner, og det medførte uroligheder i Bogside samme aften. Den 9. oktober samledes 3.000 studerende fra Queen’s University, med det formål at marchere mod rådhuset i Belfast. Derved opstod ”People’s Democracy” som efterfølgende arrangerede protester i Belfast. Medlemmer fra People’s Democracy startede en march den 1. januar 1969, som skulle gå fra Belfast til Derry.

Da de nåede Derry blev de angrebet af loyalistiske grupper. Marchen mente, at det ikke ville være muligt at få politiets støtte og beskyttelse, og da de nåede ind i byen opstod der alvorlige og voldsomme uroligheder. Der blev på en gavl i Lecky Street malet ordene ”You are now entering Free Derry”. Den 12. august blev Derry’s ”The Apprentice Boy’s Club”s årlige parade starten på The Battle of Bogside, der varede i godt og vel tre dage. Urolighederne bredte sig til flere andre byer i landet. Der blev bygget barrikader i byen for at holde stand imod politiets indblanding. Da det viste sig at RUC ikke kunne opretholde orden, vendte den Nordirske regering sig til den britiske hær. Den britiske hær satte to bataljoner ind for at dæmpe hele postyret. Her mistede ti personer livet, og der var en masse ødelæggelser. I november 1971 bekræftede en rapport, skrevet af Sir Edmund Compton, at hårde forhørsmetoder var blevet brugt. Det var blandt andet frarøvelse af søvn, varig støj og de forhørte kunne blive sat til at stå op ad en mur i seks timer. Udover det var der fra august til december samme år foregået en bombeoffensiv i byen Belfast. Under dette døde 114 mennesker, heriblandt 30 soldater og 11 personer fra politiet og UDR. 980 blev arresteret og kun 504 blev løsladt igen.

Bloody Sunday

Det var disse borgerretsmarcher, der ledte op til begivenheden ”Bloody Sunday” (også kaldet ”The Bogside Massacre” da det foregik i Bogside-området af Derry). Denne borgerretsmarch, som fandt sted den 30. januar 1972, førte til at 26 protestanter blev skudt af soldater fra den britiske hær. 13 døde under angrebet, og efter det døde en mand nogle måneder senere grundet sine kvæstelser. Ud over det blev to skadet af hærens maskineri. Marchen blev holdt for at stoppe diskriminerende handlinger mod katolikker, og man mener helt op til 30.000 personer deltog.

De som deltog i marchen havde planer om at ville gå til Guildhall. Tanken var at holde den samme form for parade, som de havde gjort de andre år, men vejen derhen var blevet blokeret af den britiske hærs barrikader. Derfor var de nødt til at tage en anden rute, som ledte dem hen til ”Free Derry Corner”. Den britiske hær var hidkaldt af loyalisterne med det formål at stoppe potentielle sammenstød mellem katolikker og protestanter. Det var her, de første alvorlige uroligheder begyndte at opstå. En gruppe teenagere havde samlet sig og besluttet sig for at prøve at vælte de britiske barrikader, for at fortsætte deres march til deres oprindelige mål. De angreb dem ved at kaste med sten. Her blev der så brugt vandkanoner samt tåregas for at holde demonstranterne væk. Den slags var normalt mellem soldaterne og demonstranterne. Alligevel blev to personer skudt og såret af soldater på William Street, fordi soldaterne mente at de bar rundt på sorte cylinderformede ting, som blev forvekslet med våben.

Der blev på et tidspunkt rapporteret til hæren, at der var en IRA-snigskytte i det nærliggende område. Herefter fik hærens soldater tilladelse til at gå ind i Bogside, og der blev givet en ordre om at de skulle åbne ild, hvilket soldaterne så gjorde. Nogle døde under deres forsøg på at flygte fra de skydende soldater. En af dem løb endda ved siden af en præst, da han blev ramt i ryggen. Efterfølgende vold fra soldaterne blev indstillet, og de blev herefter beordret til at fange og arrestere de demonstrerende i stedet. Paradens medlemmer blev jagtet hele vejen til udkanten af Free Derry Corner.

Men på trods af at soldaterne havde fået besked på at indstille skydningen, blev der alligevel skudt godt og vel 100 runder til. Direkte mod gruppen af de flygtende mennesker. Under skydningen på de flygtende  blev yderligere 12 personer skudt, flere af dem mens de forsøgte at hjælpe deres faldne kammerater. 14 andre blev såret, heraf 12 skudt af soldaterne og to andre kørt ned. Familierne til de faldne krævede i årevis, at soldaterne blev retsforfulgt, men da det forblev en uafsluttet sag så længe, og fordi det var så svært at finde konkrete beviser, mente adskillige at det kunne være lige meget, når det nu var så længe siden. Soldaternes våben var næsten alle sammen blevet destrueret eller solgt, formodentlig bevidst, så der var så få beviser som muligt. Soldaterne frygter stadig at de kan blive retsforfulgt, den dag i dag, selv efter 40 år, og der er stadig en mulighed for at de bliver dømt for mord og kommer til at modtage deres straf.

Faldskærmsregimentet fra den engelske hær, der skød på protestanterne, fik aldrig en konkret dom, da det var uvist om de skød på uskyldige eller om det rent faktisk var selvforsvar. Tropperne mente selv, at det var i rent selvforsvar, og at protestanterne angreb dem. Først i maj 2007 konkluderede den forrige chef for det engelske militær og ansvarlig kaptajn under Bloody Sunday, general Sir Mike Jackson, at hans soldater havde skudt hensynsløst på uskyldige mennesker. Det blev fastlagt, at det var en fredelig demonstration den dag. Den lange ventetid skyldtes, at man først fik indsamlet nok konkrete beviser i år 2005. Tony Blair, den britiske premiereminister, satte gang i undersøgelsen, da han mente at det var utåleligt at have sådan et stort, uafklaret spørgsmål, der hindrede irerne i at komme videre og slutte fred.

I bagklogskabens klare lys burde regeringen i Nordirland være gået til en mere uvildig instans såsom EU eller NATO, fremfor den britiske hær, da de ville have styr på demonstranterne. Så havde det hele højst sandsynligt udviklet sig anderledes. Tanks var også unødvendige at tilkalde til en fredelig demonstration. Hvis USA eller andre stormagter havde brudt ind og forsøgt at stoppe alle urolighederne, eller i det mindste havde forsøgt at få samlet protestanterne og katolikkerne til en fredelig diskussion, ville historien også have set anderledes ud. Konklusionen er, at Nordirland stod alene med deres problemer, og de vidste ikke hvordan de skulle løse dem. Hvis Faldskærmsregimentet havde handlet mere professionelt og holdt hovedet koldt i stedet for at skyde løs, kunne liv have været sparet.

Good Friday Agreement

I 1998 trådte en lov kaldet ”Good Friday Agreement” i kraft i Nordirland. Det var en fredsaftale der lod Nordirland forblive engelsk (efter ønske fra et stort antal nordirere). Men traktaten lød også på, at hvis et flertal af irere og nordirere en dag blev enige om at Nordirland skulle tilhøre Irland, ville det blive således. Aftalen blev skabt i håb om at der ville falde ro over loyalisterne og unionisterne. Desuden var dens formål også at skabe mere stabilitet i Nordirlands politik.

Konflikten blusser dog fortsat op en gang i mellem. F.eks. var der i januar 2013 uroligheder i Belfast, hvor protestanterne blev vrede over at byrådet havde taget det engelske flag, Union Jack, ned fra rådhusets flagstang. De engelsktro protestantiske loyalister havde demonstreret mod at flaget skulle ned, og da de passerede en katolsk bydel i Belfast, udviklede der sig en voldelig kamp med brosten og flasker. Ligesom i de gamle dage, før fredserklæringen i 1998.

Bloody Sunday har spillet (og spiller fortsat) en stor rolle i Irlands historie. Det var en tragisk og sørgelig begivenhed, hvor mange uskyldige og fredelige demonstranter mistede livet på grund af dårlig kommunikation, fejltolkninger og frustration. Ikke overraskende har nogle musikere skrevet om hændelsen f.eks. i ”Belfast child” af det skotske band Simple Minds og i "Sunday bloody Sunday” af det irske band U2.

U2 

I 1983 udgiver det irske rockband U2 albummet War. I nummeret ”Sunday bloody Sunday” afspejles Bloody Sunday autentisk i den sørgmodige og frustrerede tekst.

Hele idéen bag Sunday Bloody Sunday, var at belyse hvor forkert det er at skabe krig på grund af forskellighed. Selvom at sangen ikke skulle forestille at være en politisk slagssang, snarere det modsatte, medførte den alligevel at U2 blev kendt for at være et politisk band. Man kunne tro at U2 ville have fans til at mene at englændere er dumme,  men det er på ingen måde dét meningen er med den. U2 vil ikke opfordre til krig med deres sang, tværtimod. Den er blevet lavet som en opfordring til at slutte fred, ikke blot i Nordirland, men i princippet overalt i verden, hvor der er krig.

De politiske undertoner i sangen er det der gør den så kraftfuld og rørende. Det er en sang, der belyser den smerte og sorg, urolighederne i Nordirland har bragt med sig, og den belyser også hvor forkert det er at religiøse forskelligheder skal skille folk ad. Stemningen i sangen er en desperat bøn om næstekærlighed og frem for alt er det en sang, der handler om fællesskab, og at vi som mennesker er skrøbelige.

”How long? How long must we sing this song?” er måske U2s måde at spørge lytteren om, hvor længe uskyldige folk skal lide under Nordirlands uroligheder, uden at der bliver gjort noget. De mener, at det er på tide at få afsluttet krigen. I vers 3 anskueliggør Bono, hvor mange der lider under denne kamp. Man prikker stadig lidt til hinanden med pinde (smadrer løs på hinanden med brosten og flasker), og hvem ved om bægeret pludselig flyder over og 3. verdenskrig bryder ud. ”Mange liv er gået tabt, men fortæl mig, hvem har vundet?” synger Bono. Og svaret er, at ingen kommer til at vinde noget i denne krig. Liv går tabt, familier bliver splittet, byer bliver smadret, og hvem ved om det nogensinde får en ende. Når Bono synger "But I won't heed the battle call", er det hans måde at sige “Jeg nægter at deltage i denne krig, jeg nægter at kæmpe”, og han opfordrer alle der lytter til hans sang til at have samme indstilling. Sangteksten understøttes endvidere af musikkens sound, groove, melodik, harmonik, instrumentering og karakteristiske march-agtige rytmik.

Sunday bloody Sunday

I can't believe the news today
Oh, I can't close my eyes
And make it go away
How long ...
How long must we sing this song
How long, how long ...
'cause tonight ... we can be as one
Tonight ...

Broken bottles under children's feet
Bodies strewn across the dead end street
But I won't heed the battle call
It puts my back up
Puts my back up against the wall

Sunday, Bloody Sunday
Sunday, Bloody Sunday
Sunday, Bloody Sunday

And the battle's just begun
There's many lost, but tell me who has won
The trench is dug within our hearts
And mothers, children, brothers, sisters
Torn apart

Sunday, Bloody Sunday
Sunday, Bloody Sunday

How long ...
How long must we sing this song
How long, how long ...
'cause tonight...we can be as one
Tonight ... tonight ...

Sunday, Bloody Sunday
Sunday, Bloody Sunday

Wipe the tears from your eyes
Wipe your tears away
Oh, wipe your tears away
Oh, wipe your tears away
(Sunday, Bloody Sunday)
Oh, wipe your blood shot eyes
(Sunday, Bloody Sunday)

Sunday, Bloody Sunday (Sunday, Bloody Sunday)
Sunday, Bloody Sunday (Sunday, Bloody Sunday)

And it's true we are immune
When fact is fiction and TV reality
And today the millions cry
We eat and drink while tomorrow they die

(Sunday, Bloody Sunday)

The real battle just begun
To claim the victory Jesus won
On ...

Sunday Bloody Sunday
Sunday Bloody Sunday ...