Stewart Copeland 70 år

Den amerikanske trommeslager, sangskriver, filmkomponist, producer og multiinstrumentalist Stewart Copeland er en rapkæftet selvbevidst herre, der kender sit værd, og med udgangspunkt i hans intelligens, talent og musikalitet er der god dækning for det. Stewart Armstrong Copeland er født den 16. juli 1952 i forstaden Alexandria, Virginia i Washington D.C.
Han er selvfølgelig særlig kendt for sit sprudlende, distinkte og elegant dansende trommespil med kolossal fremdrift og energi i supertrioen The Police, der endte som en rockattraktion af de allerstørste ved bandets opløsning i 1983. Copeland, Sting og guitaristen, den ni-ti år ældre Andy Summers, har dog været gendannet ved særlige lejligheder og tog en verdensturné mere i 2007-08, men siden ikke være samlet for yderligere aktiviteter. Den indbyrdes kemi må også siges at have været mere end almindelig udfordret undervejs, der toppede med korporlige slagsmål mellem Sting og dagens fødselar.

Stewart Copelands mor arbejdede som arkæolog og faren havde rang af officer hos CIA. Copeland har boet i Cairo og Beirut, modtaget trommeundervisning siden han var 12 år samt læst på to forskellige universiteter i Californien. Storebroderen Miles Copeland III blev indehaver af pladeselskabet I.R.S Records og fungerede som manager for The Police. Hans anden og forlængst afdøde storebror Ian Copeland bookede trioen i dens mest travle år samt andre store navne.

I midten af 70’erne flyttede Stewart Copeland til England og startede som road manager og senere trommeslager i det progressive rockband Curved Air. 1977 dannede han The Police med Sting og guitaristen Henri Padovani, hvis levetid i den punkrock-, new wave- og reggaeinspirerede formation forblev kort. Copeland skrev A og B siden til deres første single Fall Out (1977) og var aktiv som sangskriver, før Sting satte sig tungt på den post.

Copeland har dog et til to numre med på de fem studiealbum, trioen nåede at udgive mellem 1978-83, sange af mere eksperimenterende, sorthumoristisk og vild karakter som On Any Other Day, Contact, Bombs Away, The Other Way of Stopping, Darkness og Miss Gradenko. Han har desuden begået flere i samarbejde med Sting: Peanuts, Landlord, It's Alright for You og Re-Humanize Yourself. Copeland udgav ydermere en række sange i 1978 under pseudonymet Klark Kent, hvor han spiller samtlige instrumenter.

I 1983 fik Copeland sin debut som filmkomponist med Francis Ford Coppolas Rumble Fish (Motorcykeldrengen) efter Susan Hintons berømte roman, hvilket indbragte en Golden Globe nominering for bedste score. Det er siden blevet til en anseelig liste af filmmusik, hvor han har arbejdet for instruktører som Oliver Stone, Ken Loach, Bruce Beresford, Uli Edel, Richard Linklater, Walther Salles og Anjelica Huston. Copelands underlægningsmusik river ned fra alle hylder med rock, reggae, verdensmusik, partiturmusik, avantgarde og sære lydflader i et opfindsomt mix, der afspejler hans enorme viden om genrer og tidsperioder.

Tilsvarende har tv- og videospilbranchen nydt godt af hans kunnen, hvilket også gør sig gældende for egne dokumentarfilm projekter. Det startede i 1985 med The Rhythmatist, der også udkom som album, hvor han spiller sammen med lokale slagtøjsspillere under sine rejser til det afrikanske kontinent. Resultatet er rent ud sagt fantastisk. Både plade og film viser, hvor nysgerrigt afsøgende Copeland er, når det handler om at kombinere eksotiske rytmer med tidstypisk rocklyd.

I 2006 udsendte han Everyone Stares: The Police Inside Out, der hovedsageligt bygger på filmoptagelser, han tog med sit kamera før, under og efter koncerterne på de lange turneér. Han har ydermere mixet lydsiden med Police numre og sat dem sammen efter eget valg og således manipuleret med tid, sted og sangtitler, hvilket faktisk er yderst underholdende og seværdigt.

I slutningen af 80’erne og 90’erne spillede han sammen med bassisten Stanley Clark i bandet Animal Logic, hvis to albums desværre ikke fik den modtagelse deres kvalitet fortjente. 2017-18 dannede han supergruppen Gizmodrome, der også talte guitaristen Adrian Belew og den tommelfingersnilde bassist Mark King kendt fra Level 42. Hos Gizmodrome gås der til vaflerne med hidsig artrock, pop, funk og nogle af Copelands sange fra Police dagene, absolut et lyt værd i al virtuositet. Han tog initiativ til at danne trioen Oysterhead i 2000-tallet med bassisten Les Claypool (Primus) og guitaristen Trey Anastasio fra Phish, der nåede at udsende et studiealbum og to liveplader.

Peter Gabriel bruger Copeland på sit hitalbum So (1986), og den travle trommeslager har entreret med en del andre musikere i diverse projekter samt optrådt live med Mike Rutherford fra Genesis og Tom Waits. Copeland har ydermere komponeret moderne opera og balletmusik i sit alsidige virke. Hans trommespil er karakteristisk og letgenkendeligt farvet af jazz på det spilletekniske plan og af reggae, verdensmusik og rock.

Forbillederne tæller især Mitch Mitchell (The Jimi Hendrix Experience) og Ginger Baker fra Cream. Copeland formår at inkorporere deres kreative og eksplosive vildskab med sit eget spil, der tilsvarende lægger vægt på metronomagtig fast puls fremme på beatet, kreativ brug af hi-hat og kantslag på lilletrommen. Desuden er netop lilletrommen og dens skarpt smældende anslag en integreret del af den samlede lyd. Copelands kombination af et stærkt grundbeat og opfindsomme slagserier har gjort ham til en ‘trommeslagers trommeslager’ med mange beundrere i branchen.

Som teenager brugte jeg måneder og år på at aflytte hans farverige indsatser på Police pladerne ved at spille til dem som besat bag mit eget skriggule konfirmationssæt. Copeland gør nemlig alt mulig andet end kun standardmæssig at lægge vægt på et og tre plus to og fire. Han byder konstant ind med et hav af finesser, accenter og lumske markeringer, og det kræver et vågent øre og blik at fange det hele. For skribenten her er Stewart Copeland den perfekte trommeslager, hvis perkussive punch har sikret ham en plads i verdenseliten på sit hovedinstrument.

Derfor må der lettes på (hi-)hatten i anledning af de 70 til en mand, der næppe kun for mig har haft en essentiel betydning for den rytmiske dannelse og uddannelse som en af trommefagets ypperste superstjerner, der om nogen forstår at aflæse bassistens rolle i bandsammenhænge og få det til at grovsvinge optimalt, hvilket til syvende og sidst er det, det handler om. Lyt til Stewart Copeland og Stings spændstige sammenspil - sådan skal den slags gøres.

Foto: Wikipedia Media.