Genre: 
Pop

Sunshine pop og det stille oprør

Free Design
11-05-15
Af: 
Claus Rosenblad, Hvidovre Bibliotek

60'ernes psykedeliske Sunshine Pop fra Californien spredte sig som et oprør mod protestsangen

Sluttressernes USA var en tid med utallige politiske kontroverser og opstande. Vietnamkrigen var på sit højeste, og de intellektuelle såvel som hippierne rasede over systemet og politikerne, der blev ved med at poste penge i militæret. Musikken bar i høj grad præg af denne dagsorden, og det er derfor ikke for ingenting, at mange af de sange, man husker fra den æra, netop bærer et politisk budskab. Den politiske agenda i tidens poplyrik var ikke til at tage fejl af. Men for mange blev det, at skulle forholde sig til samfundet, også en kende anstrengende i længden. Der opstod således et kontramiljø for kunstnere, der havde fået nok af propagandaen og ønskede at dyrke musikken ud fra dens egne præmisser - såsom kompositioner, arrangementer og ikke mindst produktionerne. Det nye budskab for denne stille modreaktion blev den eviggyldige sandhed om kærlighed og lykke under solens livgivende stråler.

Californisk oprør mod protestsange

I fra Californien spredte sig en ny musiktendens som et stille oprør mod alle protestsangene. En musik, der slet og ret afspejlede glæden og lykken ved at være til, og som helt bevidst ignorerede alle samfundsbekymringerne og derimod dyrkede det sorgløse liv med en næsten barnlig glæde og attitude. Denne modbølge var i sig selv ikke nogen særlig musikalsk genre men mere et mix af alle mulige populære stilarter, omend tydeligt inspireret af den lette underholdningsmusik . Alligevel var der en række kendetegn ved disse bands' musik. Ofte bestod besætningen af både mænd og kvinder, og dette samspil udgjorde en skønsang, hvor vokalharmonier var et bærende element. Der var ofte også tale om perfekte, storladne og teknisk komplicerede produktioner. En faktor, der især karakteriserer fænomenet sunshine pop. En af de mest geniale og desværre glemte producere hed Curt Boettcher. En sand pioner bag knapperne, som producerede nogle af sluttressernes aller fineste indspilninger. Alt hvad han rørte ved forvandledes til uimodståelig kræs for øregangene, og hans eget band The Millennium indspillede i 1968 en milepæl af et popmesterværk, pladen "Begin".

Påvirket af hippie-tankegang og psykedeliske eksperimenter

Udover en smuk og harmonisk produktion med masser af orkestrering og fremragende studiemusikere, var ”genren” naturligvis påvirket af tidens trends. Det vil først og fremmest sige hippie-tankegangen ”at elske hinanden og sin næste", men også af de psykedeliske eksperimenter, som tiden er så berømmet for. Derfor gjorde disse bands også hyppigt brug af psykedeliske effekter på deres indspilninger, og sangene er på trods af den naive tilgang ganske komplekse og udmærker sig med forholdsvis avancerede arrangementer. Et godt eksempel er the Association, som var et klassisk amerikansk top-10-band. Der gemmer sig nemlig mange tydelige psykedeliske tendenser i numrene, uden at det virker alt for dominerende. Selv på deres første plade fra 1966, der desuden er produceret af ovennævnte Curt Boettcher.

Noget, der yderligere karakteriserer genren, er den hyppige brug af ba-ba-ba-kor, og så de lette og luftige arrangementer – ofte orkestreret. Intet hårdt her - kun smukke lyde båret af flygtigt flyvske og positive vibrationer! Flere af sunshine poppens repræsentanter opnåede i den korte periode fra 1967-1969 flere større hits, hvoraf førnævnte the Association var de store hitmagere. Men også Fifth Dimension og Spanky & Our Gang var regulære chartbusters. Ellers er genrens repræsentanter først og fremmest Curt Boetther og hans mange projekter og så bands som Free Design, Sunshine Company og Love Generation. Flere af USA's øvrige hitmagere prøvede ligeledes kræfter med ”genren”, selvom de ikke nødvendigvis kom fra det solbeskinnede Californien. Det gjaldt f.eks. bands som the Turtles og The Lovin’ Spoonful.

Sunshine Pop

Når man her næsten 50 år efter ser tilbage på fænomenet sunshine pop, går det fine op for en, at musikken både er i stand til at samle dem, der blot sætter pris på en god popsang uden nogen dikkedarer og så feinschmeckerne, der dyrker nicheområderne og den mere skæve musikscene i 60'ernes USA. Og der er stadigvæk meget ukendt musik at gå på jagt i, hvilket skyldes, at sunshine pop hovedsageligt var et lokalt amerikansk fænomen og derfor stadigvæk er en relativ ukendt musikbetegnelse for os europæere  - ja, selv her i skrivende stund...