Swedish Music Hall of Fame, sæson 2

 

Formålet med den svenske Hall of Fame er at hylde rigdommen i den svenske populærmusikskat. Det er tanken hvert år at indvælge 10 nye navne, som har været med til at lægge grunden for svensk populærmusik og dermed har medvirket til at inspirere til udviklingen af musikken.  Man skal have pladedebuteret for mindst 20 år siden for at være valgbar til Swedish Music Hall of Fame.

 

Juryen, der står for udvælgelsen af navne til den musikalske Hall of Fame, består af 4 journalister og/eller programledere samt, som noget nyt i år, de tidligere indvalgte musikere (for så vidt som de ellers stadig er i live). På hjemmesiden www.smhof.se kan interesserede læse mere om den svenske musikinstitution og om de indvalgte musikere samt læse begrundelserne for at udvælge netop disse navne.

 

Da jeg sidste år skrev en lille artikel om den nye svenske opfindelse, musikkens Hall of Fame, undrede jeg mig over fraværet af et enkelt navn blandt de første 12 indvalgte musikere: Ulf Lundell. For mig, som er en stor fan af herren, lignede det en form for let chikane at udelade ham: ”Han skal ikke komme her og tro, at han er noget”. Men måske var det bare en forglemmelse. 

 

Under alle omstændigheder er Lundell med i det nye bundt indvalgte navne, som blev offentliggjort på institutionens hjemmeside d. 12. februar i år. Og det må vel – selv for en mere Lundell-nøgtern person end undertegnede – siges at være helt fortjent. Der er næppe andre nulevende svenske rockmusikere, der har gjort sig mere bemærket i diverse musikalske sammenhænge end Ulf Lundell – og også i mange andre sammenhænge, for den sags skyld. Lundell er simpelt hen en gigant i svensk populærmusik og meget vanskelig at komme udenom – uanset hvad man ellers måtte mene om hans musik og hans person.

 

Men Lundell er jo ikke den eneste nyindvalgte musiker i Swedish Music Hall of Fame. Dommerjuryen skal i sit valg forsøge at dække de forskellige genrer inden for populærmusikken, ligesom den skal prøve at tilgodese både ældre og nyere navne. Det er ikke nogen helt let balancegang med kun 10 navne om året at gøre godt med; men igen i år ser det ud som om man har gjort, hvad man kunne for at dele sol og vind lige mellem genrer og musikformer. Og så er der oven i købet som noget nyt i år blevet plads til et par overraskelser i form af en pladeproducer og en musikpædagog (begge navne dog også med en fortid som udøvende musikere).

 

Anders Burman er vist ret ukendt i udlandet men til gengæld et kendt navn i Sverige, hvor han i 1949 startede pladeselskabet Metronome og dermed fik en voldsom betydning for udviklingen af den rytmiske musik i Sverige – ikke mindst for jazzmusikken og visemusikken. Mange store navne har i tidens løb indspillet plader på Metronome Selskabet (Alice Babs, Cornelis Vreeswijk, Fred Åkerström, Bernt Staf og Pugh Rogefeldt), som i 1979 blev købt af Warner Music Group. Navnet Metronome anvendes dog stadig i forbindelse med enkelte udgivelser.

 

Gullan Bornemark er nok heller ikke et musiknavn, der siger musikpublikummet i udlandet ret meget. Men Bornemark har blandt meget andet drevet en musikskole for børn i Malmö, ligesom hun i tidens løb har komponeret adskillige viser for børn. Desuden har hun skrevet sange og salmer til religiøse formål, hun har optrådt med sin egen musik i TV, og hun har turneret i Sverige med sine viser og sange. For denne indsats har hun modtaget en stribe priser og udmærkelser – og er altså nu også optaget i Swedish Music Hall of Fame.

 

Resten af de nyindvalgte svenske musiknavne er umiddelbart mere kendte i udlandet end de to ovennævnte personer: Jussi Björling, Neneh Cherry, Peps Persson, Alice Babs, Carola Häggkvist, Yngwie Malmsteen og Robyn. Man kan måske mene, at der er en mindre overvægt af pop- og rocknavne i udvalget i forhold til navne inden for jazz og viser. Men hvis det er tilfældet, er det en skævhed, som formodentlig vil udligne sig i løbet af en årrække. Og der er jo mange hensyn at tage ved udpegningen af de 10 navne – ikke mindst i betragtning af, hvor mange potentielle kandidater, der findes i det svenske musiklandskab.

 

Som jeg også bemærkede for et år siden i forbindelse med omtalen af det nye Swedish Music Hall of Fame, kunne det måske være en ide at oprette en Danish Music Hall of Fame. Der er jo i hvert fald rigeligt med egnede kandidater til en sådan dansk æresloge.