Tanker fra Metal Magic 2019

Da en del af teambuildingen ved en ny arbejdsplads blev en gang mild omgangssyge glippede jeg desværre torsdagen, der ellers skulle have budt på en række forrygende koncerter. Efter at have overbevist mig selv om, at jeg bestemt var frisk blev det fredag dog tid til at træde ind i en verden bestående af suveræn undergrundsmetal i alle afskygninger, passende mængder iskolde fadøl og horder af venlige metalentusiaster.

Efter et par øl og talrige afværgede hilsner med henvisning til helt sikkert afsluttet sygdom var det tid til at få ørerne i maskinen!

Dødsmetalforkælelse
Det første musikalske dødskram festivalen bød på blev Københavnske Deus Otiosus. Bandet har altid været lidt af et enigma for undertegnede. Det er mørk, grum og gusten dødsmetal med smag af fordums tider – noget der bude få min tinnitus til at hvine af glæde – men bandet har aldrig ramt mig med end et ”Det der er sgu ok”. Denne fredag skulle det være anderledes.

Med åbenlys glæde over at starte metalslag gik bandet til koncerten. Dødsmetal med så meget svung, at alt løsthængende daskede rundt på publikum, hamrede Deus Otiosus fredagen i gang. Det var som at være til dødsmetalbal og bandets forsanger agerede ej heller blot frontbrøler men fremstod som en form dæmonisk toastmaster. Publikum kvitterede med en pit der præsenterede bunker af kreative moves, jävla megen glæde med smadder og sendte en videre med et kæmpe smil på læberne.

Hvad end Metal Magic gjorde ved Deus Otiosus, så virkede det! Bandet virkede mere tændt, dynamisk og hårdtslående end bandet jeg tidligere har set.

Ultrathrash lige i årerne
Bløeeeeee’ som en killing kan man ikke kalde Killing. Bandet spiller thrash der er hårdere end afklædte brystvorter på Nordpolen. Med fuld fart over felten søgte Killing at indsprøjte auditiv amfetamin direkte i publikums blodåre. Med intensitet, spilleglæde og engagement hamrede bandet kanylen dybere og dybere ind og publikum blev tydeligt høj på bandets lallende aggressive thrashmetal. Og med forsanger Rasmus Solberg tror jeg sgu heller ikke at mange blandt publikum ikke turde at give lods: Vild, voldsom og væltet vokal kommanderede til metaldyrkelse af den mest intense slags.

Og igen observerede man én ting der syntes at gå i gen i blandt alle de udøvendes bands – i meget forskellige former – en sult efter at spille koncerter der rev rundt. Killing elsker tydeligvis at spille deres afart af metallen, og det er svært ikke at blive revet med, når man møder dem på scenen. Skulle jeg ønske én ting, så er det en snært mere dynamik i bandets udtryk – men med blik for publikums respons, stod jeg ret alene med denne holdning.

Under alle omstændigheder: Killing får altid hjertet til at banke hurtigere end en hankanins pounding med en hunkanins bagende.

Nihilitisk dødsdans med Nyredolk i hånd
Med en demo under bæltet og viljen til at slå ihjel spillede nyredolk en koncert der på flere måder blev bloddryppende.
Feedback i så store mængder, at det lød som verden var ved at briste varslede Nyredolks frontalangreb på publikums sanser og kroppe. Forsangerens spring ud i publikum – der efter sigende trak blodige spor blandt bandmedlemmer og det kødet de mødte foran scenen – illustrerede ikke kun foragten og raseriet bandet mødte publikum med. Det blev ligeledes startskuddet til intensiv gang musikalsk vold. Vold bestående af gennemført smadrede riffs med så mange tænder at musikken kunne gnave kødet af en flodhest, D-beatede trommer der fik ultra-nihilismen til at galoppere direkte ind i hjertet.

Med fuckfingre, skære halsen over på udvalgte-fagter og vild og voldsom ageren blandt publikum gav Nyredolk koncerten en kropslig dimension. Og det kunne ses fra mit sikre ståsted ved mixerpulten. Sammenspillet mellem vanvidsdyrkerne foran scenen syntes igennem koncerten at skabe en fælles ekstase, hvor band og publikum forvandlede sig til blodtørstige dyr, der var klar til konsumere verden. Blottede tænder, næver i vejret af maniske øjne blev indrammet af støj, vold og sved. Koncerten kontinuerligt kaosæggende energi eksplodere slutningsvis i destruktionen af instrumenter - en eminent markering symbiose af fysisk og musikalsk vold.
Det er værd at stå – alt efter temperament – foran scenen næste gang denne gang dette Chainsaw Artsfuck kan opleves live.

Heavy Metal fest når det er bedst
Fra rabiat destruktionshunger blev det nu tid til rabiat metalhunger: Finske Chevalier spillede op til en dans med latterlig gennemført speed/heavy-metal med så mange fantastiske riffs, at undertegnede fik spillet mere luftguitar end på et normalt år.

Chevalier spiller forrygende speedmetal der tager fat om bollerne og strammer grebet indtil du headbanger. Og det er ikke spørgsmål om du har lyst. Det er med stålet for struben. Chevalier spiller nemlig heavymetal med så megen kant og intensitet, at man nemt kan skære sig på musikken. Bandet elskede tydeligvis at stå på scenen, hvor de ikke kun skabte lydtapetet til vores rejse mod skrumpelever, men deltog i festen.

Elevator til helvede
Med Phrenelith blev festen hevet ned i helvede. Har man lyttet til albummet ’Desolate Endscape’ kommer det ikke som en overraskelse. Albummet var et monster af de grumme og bandet besidder riffs der emmer ondskab og piner dig for al din dårskab. Og bandet satte hurtigt kødkrogende i publikum!

Dødsmetal var dagsordenen. Ud over én sætning valgte bandet at lade musikken skrige og gylpede oceaner af ubehagelig død ud over publikum. Melodier lagde løkken om halsen på denne eksistens, dobbeltvokalen gav associationer til et kor af blodtørstige dæmoner, trommerne ramte lyden af piske mod slavers hud og man mærkede næsten blodet sile ned af ryggen. Og der var tyngde! Momenter føltes det som at blive reddet ned af Sleipners hove.
Phreneliths koncert var som at blive omfavnet af helvede. Og tak for det!

Bænkens glæder og sorger
Efter rejsen igennem universets sidste momenter blev det tid til bænk. Ikke det ukrainske folk-noise-reggae-dødsmetal-projekt, men favner din røv konstruktionen. Svenske Armory skulle spille og baggrund af en gang hjemmelyt konkludere jeg at denne koncert næppe ville være mit krus fadøl. Med så spændene, varieret og tæt et program, så er det en kamp at skabe luft til øl og snak uden fokus på levende musik.

Bænken var hyggelig! Øre fulgte dog med i hvad der skete på scenen under Armorys koncert. Ikke blot supplerede bandet på eksemplarisk vis øldrikningen, men som tiden gik begyndte nysgerrigheden at lure. Vi fik ikke løsrevet os fra bænken, men fra at have tænkt bandet som en oplagt mulighed for at skabe lidt luft i programmet blev det nu en tabt mulighed, og der var momenter hvor bandet lød som Mötörhead på ekstra meget narko, hvilket jo aldrig kan være skidt. I hvert fald på afstand.

Koncerten blev af flere bekræftet som have været fantastisk og næste gang Armory husere skal jeg dælme have dem set. Jeg vil dog understrege at øl på bænk med fanatiske mennesker føles skræmmende rigtigt på Metal Magic, og det er en oplevelse alle burde unde sig selv.

At blive knust Satans hove
Fra solen til underverdens fortættede mørke. Amerikanske Ascended Dead bød på en af de koncerter hvor visioner af helvedes syv cirkler blev brændt ind i publikums bevidsthed. Iklædt nitter, floder af sved og en udstråling af total kontrol indledte det unge band intens seance absurd brutal dødsmetal, der føltes som at få tusinder knytnæver i ansigtet og badede publikum i flammer.

Bandet var yderst potent kraft på scenen og var mere tight end en Succubus før sit første offer. Særligt forsangeren og trommeslageren. Forsangerens vokal udgød dæmoniske litanier af nærmest skræmmende kvalitet og det var fornøjelse at høre det menneskelige gradvist blive flået ud af individet der stod på scenen. Trommeslageren spillede noget af det vildeste tromme, jeg har haft glæden af at beskue – og med et imponerende overskud. Han præsterede ligeledes at stikke voldsomt ud. Manden lignede en ung uskyldig surfer, der tilfældigvis besad evnen til lægge lyd til helveds dominans på jord.

Er der én ting jeg savnede ved koncerten, er det de små melodier der synes at have noget mere plads på albummet ”Abhorrent Manifestation” og gør det til en noget mere dynamisk oplevelse end koncerten.
Tourpartnerne Impetuous Ritual affødte samme reaktion som reaktion som bandet Portal, hvori flere medlemmer huserer. Jeg forstår det simpelthen ikke. Er du in tune med deres barbariske kaos må det være en forrygende at oplevelse at blive suget ind i den vortex af ultrakaotisk dødmetal som australierne præstede at fremtæve på scenen. For mit vedkommende blev denne koncert dog et kort besøg: Næste koncert blev dog en oplevelse af de store!

Ungarsk Overherredømme
For en minde ung herre der som knøs 1990’erne forelskede sig vildt og voldsomt i den nordiske variant af Black Metallen. (Anti)heltene refererede til og lod sig inspirerer af Tormentors legendariske demoer ’The 7th Day of Doom’ og ’Anno Domini’, og de Østeuropæiske djævledyrkere blev uigenkaldeligt knyttet de nordiske af slagsen, da sangeren Attila Csihar fik vokalistpladsen på det legendariske album ”De Mysteriis dom Sathanas”.

Og Attila er ikke kun et menneske. Han er ligeledes et fænomen og blandt de bedste redskaber til at blotte essensen af musik – noget der blev pisket på plads på scenen i Fredericia. Med stærkt showmanship, en af de bedste vokaler i mands minde kanaliserede Csihar Tormentors helt unikke udgave musikalske univers. Ej alene! Hele det originale Tormentor var på scenen og gav en fremvisning eksemplarisk instrumentdominans og spilleglæde.

Med hele ’Anno Domini’ og dele af ’The 7th Day of Doom’ som en del af den musikalske pallet bød koncerten på en lang række forrygende musikalske oplevelser. For mit – og uden tvivl mange andres –vedkommende var del helt store oplevelse at opleve nummeret ’Elisabeth Bathory’, hvor nutidig vitalitet og floder af nostalgi gik op i højere enhed. Dissections cover af nummeret var blandt de formative skæringer der formede sindet i slutningen af teenageårerne, og det var fantastisk at få skabt forbindelse mellem den stadigt blonde og den grå udgave af mig selv – og opleve at kærligheden til musikken på ingen som helst måde var blevet formindsket.

’Natteritual: Sov’
Grundet tidligere dages dårligdom og uden tvivl fornuftig genhydrering igennem øl endte undertegnede med blive meget træt efter Tormentor-koncerten og måtte finde sengen. Hermed blev jeg god oplevelse mindre, da Spektr skulle have spillet en suveræn koncert med bl.a. deres genfortolkning af Gremlins udødelige soundtrack.