Genre: 

Tiden der tog os - med Inside The Whale igennem 90'erne

18-10-19
Af: 
Kenth K. Nielsen, Det Kgl. Bibliotek - Aarhus

Marcus Winther-John

Tiden der tog os - med Inside The Whale igennem 90'erne, 147 s., ill. Med diskografi

Winther-John Productions, 2019. ISBN 9788740412598

 

Inside The Whale - et af 1990'ernes danske bands, der var med til at definere lyden af dette årti. I hvert fald i den mere rockede ende af skalaen, og i tæt løb med ikke mindst Dizzy Mizz Lizzy. Her får vi et bud på tiden med bandet, dengang i 90'erne. Det var tiden lige efter Nirvana, grunge, og selvfølgelig havde det også indflydelse på den danske musikscene.

 Marcus Winther-John, forsanger i "Hvalerne" har her begået et fint lille kig ind i bag såvel bandet Inside The Whale og tiden som sådan.  Winther-John skriver selv i forordet, at "Historien om Inside The Whale er mange forskellige historier" - og her får vi så Winther-Johns   personlige bud. Videre skriver han "facts er døde objekter, der først får liv når de bliver ladet med følelser og subjektive oplevelser"... og det   trick benytter han på fremragende vis bogen igennem. I en ganske subjektiv jeg-form fortæller Winther-John på ganske underholdende vis om sine oplevelser og erindringer fra den tid. Fra bandets spæde start hjemme i Lind, usle øveforhold og en ikke-luksuiøs turbus. Vi kommer med på turné i både Danmark og udlandet, vi   kommer med i tidens superhotte indspilningsstudie PUK  i Randers, og vi kommer med på kunstneriske op- og nedture. 

 Konkurrenterne - eller kollegerne fra branchen inddrages også. Der er konkurrencer der tabes, nogen der vindes. Kashmir, Dizzy Mizz Lissy og   Psyched Up Janis er nogle af de bands, der typisk figurerer sammen med "Hvalerne", og Winther-John fortæller i levende sprog om mange af   de forskellige tildragelser, det har afstedkommet. Og ja, det er alene Winther-Johns bud på historierne. Han har ikke som sådan inddraget   nogle af de andre, så der kan da sagtens ligge andre versioner af historierne derude. Burde de have været med? Burde vi have haft mulighed   for at høre versioner eller vinkler fra f.eks. gutterne fra Dizzy? Tjah, men det er ikke denne bogs mission. Som Winther-John netop påpeger i   starten, er det i virkeligheden mange forskellige historier, og her har vi så den ene. 

Bogen er en nogenlunde kronologisk fortælling om årene fra 1989, hvor den eneste med en smule branchekendskab var en kammerats far til afskedskoncerten i Herning i 2001. Vi får historien om flytning til Århus for at påbegynde studier, men med musik i blodet er sætningen "Jeg lader aldrig jurastudierne gå ud over musikken ... " meget rammende for det drive,  der betegner Marcus Winther-John og hele hans fortælling.  Der lægges ikke skjul på at det er "rock'n'roll" i de år. Vel er der møder med branchefolk, mangere osv. men der er også fest og gang i den. Uden at der bliver decideret udleveret overdrevne pinligheder, får vi da et par anekdoter fra den side af musikerlivet også. Og Winther-John forsikrer efterfølgende, at de nævnte har sagt god for det og sagtens kan se det sjove i det i dag.

 Inside The Whale valgte at stoppe som band og gav deres afskedkoncert i Herning i 2001. Der var ifølge Winther-John tale om et udramatisk brud - venskaber blev bevaret, heldigvis. Efterfølgende har de hver især fortsat deres musikalske karrierer i andre sammenhænge - både sammen og hver for sig. Winther-John har bl.a. virket som tekstforfatter, kapelmester for Peter Belli og også forfatter. At tiden med "Hvalerne" har betydet meget for ham, er man ikke i tvivl om når man har læst bogen - "mit livs største brud" - intet mindre. En enkelt gendannelse er det indtil videre blevet til. I 2015 - igen i Herning - for gammelt venskabs skyld. Der er ikke aktuelle planer om nye gendannelser, fortæller Winther-John... heller ikke selv om både Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Psyched Up janis tager en tørn mere. 

Med denne bog giver Winther-John et farvrigt og velfortalt indblik i livet som rockstjerne i Danmark i 90'erne. Man føler sig i godt selskab og godt underholdt - og så er bogen måske også en fin anledning til igen at lytte til Inside The Whales musik.